Nyt kvindemagasin på vej – og, Nej, det er ikke NOVA jeg mener

I går udkom NOVA, som var udråbt til at være et blad for den kræsne voksne kvinde. Stor og positiv omtale i Berlingske, forventning alle steder – også hos mig – til, at der endelig kommer noget for den målgruppe, som jeg mener, at jeg tilhører. (På den måde kan jeg sådan set godt lide DR-nyhedschef Henrik Keith Hansens definition af kerneseeren til 21.00 udsendelsen “den moderne, krævende og travle seer, der særligt interesserer sig for, hvad der sker globalt.”)

Og så kommer bladet; gennemsnitligt indhold, stort set som alle de andre magasiner, og på forsiden burde jeg allerede have set, at bladet ikke var til mig, for temaet, der er omdrejningspunktet for denne udgave, hed “Lær bedre selvværd – den lange men sikre vej til at holde af sig selv”.
Mig og min målgruppe er ikke i tvivl om vores eget selvværd. Vi vil gerne udfordres. Vi vil ikke tuttes i artikler som:
“Er du altid på en særlig diæt” og “16 hverdagskjoler, der løfter humøret på en torsdag,” plus “Lær at sige undskyld” og “Derfor dør du af at være alt for flink”.

Nej, jeg kunne have sagt mig det selv inden jeg købte det.

Stor stor skuffelse, også fordi jeg betragter Mette Holbek, redaktøren, som noget skarpere i kanten end de fleste.

Det eneste ordentlige dameblad, der er på markedet lige nu, er EUROMAN, og det endda kun halvdelen af gangene. ( og ja, jeg mener euroMAN).

MEN SÅ….:Stor, stor glæde, da jeg dagen inden har modtaget et brev fra to kvinder, jeg aldrig har mødt (tror jeg da), men kun har hørt om, men som tør tage springet og i flere år har arbejdet på – ja, netop, magasinet til mig:
Et kvindemagasin, der tør tage udgangspunkt i, at kvindeliv i det 21. århundrede er andet end shopping, forkromede samtalekøkkener, skønhedskirurgi og wellness-kure.

Dét kunne have stået mange andre steder, men programerklæringen bliver mere spids lidt længere nede, og det er her, det begynder at blive interessant:

Citat fra deres forretningsplan:
“…ingen eksisterende blade/magasiner tager udgangspunkt i det faktum, at kvinder på ingen måde er ligestillede med mænd og ignorerer det faktum, at mange kvinder dagligt irriteres over det.
Eksisterende magasiner/blade tager afsæt i kvinder som individuelle personer og dermed i emner, der ligger indenfor intimsfæren.”

(min fremhævning)

“Kernelæseren er voksen og veluddannet, hun har holdninger og tør sig dem højt. Hun sætter sin hat, som hun vil, og interesserer sig for både det lokale og det globale samfund. Hun har den grundholdning, at alle mennesker er lige meget værd, og hun er inderst inde forundret og frustreret over sit køns manglende indflydelse og status selv her i det 21. århundrede. Hun er interesseret i politik og kultur, hun læser meget og kan lide at rejse. Hun ser ikke noget problem i, at vores magasin præsenterer en lang artikel om afghanske kvinders ydmygende liv side om side med annoncer for Gucci og Prada.”

Se nu begynder jeg at kunne genkende mig selv, selv om jeg altså er så stinkende ligeglad med mode, at jeg ikke kender forskel på Gucci og Prada og er en lille smule stolt af det!

De to kvinder, Mette Otto Werner og Zitha Olsen, hhv.med baggrund i markedsførings- og økonomi og i journalistik, har skrevet til 138 kvinder og fortalt om deres ide og tilbudt yderligere oplysninger, hvis man vil være med.

De to har tilnærmet sig dette på en anden måde, fordi intet etableret bladforlag vil udgive dette – idet bladforlagene mener, markedet er for småt – så nu er kvinderne ude at tegne aktier for at få realiseret drømmen.

Jeg skrev straks med et par input til webdelen, og fik her i eftermiddag svar tilbage med udførlig forretningsplan etc., hvorfra jeg har plukket en enkelt ting:

“Derfor starter vi egen virksomhed:
Vi starter egen virksomhed, fordi vi vil:
• Bevise, at vi har ret i påstanden om, at der er et rentabelt marked for et nyt, seriøst magasin med en kvindepolitisk profil som kontrast til de eksisterende magasiner
• Arbejde med noget, der giver mening i arbejdslivet samtidig med penge på kontoen
• Have fuld kontrol over vores eget produkt fra ide til første eksemplar og videre frem”

SÅDAN.
Fordi SÅDAN er det: Hvis man er utilfreds, må man gøre noget selv.
Der er intet alternativ: Vi må være vore egne dynamoer: Både cykle og lyse samtidig.

Dét vil jeg sgu godt være med til.
I hører nærmere her på bloggen.

Abelone Glahn

Én kommentar til “Nyt kvindemagasin på vej – og, Nej, det er ikke NOVA jeg mener

  • DET glæder jeg mig til at læse. Har ofte undret mig over alt det kulørte vås om de kendte, rige & royale, der hænger ved kassen nede i ISO.
    Ud & Se, der ligger ganske gratis i toget, kan noget med skæve interviews og interessante mennesker.

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.