Googleads’ veje er uransagelige:
I morges stod dette på google, når jeg søgte på mit eget navn:
Som min bror skrev til mig.
Hvis du skriver den bog, vil jeg kerne KØBE et eksemplar.
Publikum er nok ikke så stort…..
Nogle timer senere var fejlen rettet:
Gik en tur rundt om Søerne i København i går morges, søndag. Det var allerede kvælende varmt, men forholdsvis stille. De sidste branderter var nået hjem,eller lå og sov på bænkene, og byen var knap vågnet. Mødte dog den ene motionsløber efter den anden, forpinte, svedende, pulsmålende og bestemt både morgensure og uhilsende. End ikke et lille nik til en fremmed, sådan som vi ellers er vante til, os, der bor på landet.
I sidste sving på rundturen sad to landevejsriddere, en mand og en kvinde med hver deres morgenbajer og løste kryds og tværs i morgensolen.
Vi hilste pænt på dem og sagde godmorgen.
- Godmorgen i denne snestorm, svarede kvinden og reddede dagen for os alle.
Om kort tid har jeg deadline på min næste bog, der bærer arbejdstitlen “50+ og nystartet”, og som handler om at gå selvstændig efter at være fyldt 50 år. I disse dage skriver jeg intensivt, da alle i familien er ude af huset. Først på søndag mødes vi alle igen.
Fra alle de andre gange, jeg har skrevet bog, ved jeg, det er nødvendigt indimellem at tage en pause og lave noget helt andet, så da formanden for beboerforeningen ringede og sagde, at den lille havetraktor var ledig, og at græsset på den fælles sportsplads lige ved siden af vores hus trængte til at blive slået i det ene hjørne, var det naturligt og opportunt at sige ja til at køre et par runder.
Pladsen har vi forsøgt at holde sneglefri ved at holde den kortklippet og tørre den ud, og i skrivende stund ser det faktisk ud til at være lykkedes ret godt at have begrænset dræbersneglene. Men græs gror jo, og det var blevet for langt ovre i det ene hjørne af pladsen, der er så stor som et par fodboldbaner.
Jeg kastede mig derfor i går eftermiddags over havetraktoren og kørte iført bikini rundt og rundt og rundt og rundt, så jeg nærmest i solen følte mig som en grillkylling, der blev ristet på alle sider.
I går sad jeg og lyttede til P4 Brødrene, som interviewede familiens ældste datter Franka i forbindelse med udgivelsen af hendes seneste album Willfull Neglect.
Jeg morede mig over, hvordan hun beskrev situationen, når alle seks børn er hjemme og diskuterer musik. De er nemlig alle involveret i at skrive, komponere, producere eller fremføre musik og kommer tit hjem med “noget vi lige skal lytte på”.
Franka beskrev, hvordan min mand Peter Abrahamsen som en anden “Don A” sidder for bordenden og styrer selskabet. Studieværterne morede sig ligeså og fulgte op med nogle kommentarer om hestehoveder i sengen, pladecovere på bordet etc.
-Jeg har taget tusher med!
Manden ved frokostbordet ved siden af mig rodede rundt i sin rygsæk og trak en æske med tusher frem og begyndte at tegne på papirsdugen.
Dét syntes jeg liggodt var hæftigt: Jeg ved godt, at børn får lov til at tegne på dugen på visse restauranter, men at voksne ligefrem også gjorde det, havde jeg ikke forestillet mig, og at de ligefrem havde taget tusher med, for at være sikre på, at de rigtige remedier var til stede, kom ogå som en overraskelse.
Vennen overfor ryddede hele bordfladen og i løbet af kort tid havde de tegnet hele Politikens fredags Sudoku ud på bordet og begyndte at løse opgaven i fællesskab.
Det viste sig, at de to ofte mødtes for at slappe af på denne måde, og de hyggede sig virkelig med opgaven.
