Forleden meldte jeg mig ud af min a-kasse efter længe at have overvejet, om der er nogen grund til, at jeg står i a-kasse som selvstændig.
Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der har brug for a-kassen, men konstaterer, at den ydelse, som jeg betaler til, ikke svarer til det behov, jeg har.
Jeg har ikke haft brug for a-kassen, siden jeg var nyuddannet i 1980. Da var jeg også glad for at have den, indtil jeg fik mit første job, men siden har jeg ikke haft brug for den, hverken som fastansat eller som selvstændig.
Jeg er momsregisteret, har sygeforsikring hos Arbejdsdirektoratet og er sikret delvist i tilfælde af livstruende sygdom gennem min livsforsikring. Jeg har også meldt mig fra efterlønnen for år tilbage og indbetaler i stedet et tilsvarende beløb på en privat pension.
Det synes mig, som at a-kasserne, ikke mindst med det seneste indgreb overfor dem, der går på supplerende, er indrettet på et andet arbejdsmarked, end det, der tegner sig nu, og jeg tror, det vil være fornuftigt, at organisationerne og hhv erhvervsministeriet og beskæftigelsesministeriet kiggede lovgivningen efter og justerede den en gang til.
A-kassen er en del af et a-kassesystem, der er ens for dem alle, om a-kassen så er tilknyttet en fagforening eller er for selvstændige som ASE og Dana. Der er visse regler, de skal følge, og reglerne har ændret sig over årene, fordi a-kasser er blevet brugt og misbrugt, og fordi a-kassen selv er blevet brugt og misbrugt som instrument for skiftende arbejdsmarkedspolitikker.
Rigtig mange af dem, der er i min alder omkring de 50 og derover, har oplevet a-kassen som noget, man skulle være medlem af ”hvis det skulle gå helt galt”, og a-kassen har også for en del år siden været en sådan hjælp.
Men i de senere år er a-kassesystemet blevet mere en modstander end en samarbejdspartner. Mange har fundet systemet fjendtligt og ligefrem uværdigt at komme i forbindelse med på grund af den megen kontrol og mistænkeliggørelse, og på grund af overdrevne krav om jobsøgning især for dem, der ved, at de kun er på supplerende en overgang.
Den veritable klapjagt, der nu er indledt på mennesker, der har brug for supplerende, og som rammer periodearbejderne, gør det endnu vanskeligere at have lyst til at opretholde sit medlemskab, selv om jeg fuldt ud anerkender, at der er nogen, der har brug for at kunne gå på understøttelse.Den ene ting, man kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde for er således, at a-kassen gøres tidssvarende og mindre besværlig for en arbejdsstyrke, der i stigende grad arbejder tidsbegrænset, for flere arbejdsgivere, som projektansatte og med udbetalinger, der kommer både som a og b indkomst.Den anden ting, man politisk kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde på, er at gøre det muligt at få støtte i perioder med nedgang uden at skulle lukke sin virksomhed først. Det er dybt urimeligt og ligefrem helt erhvervsfjendtligt, at man skal lukke sin virksomhed for at få hjælp. Det kan end ikke den siddende regering være interesseret i.
Den tredje ting, man kunne bede forbund og ministerier arbejde på, er at gøre det nemmere at starte egen virksomhed fra arbejdsløshed. Det er helt urimelig vanskeligt at få lov til at starte eller blot forberede egen virksomhed som arbejdsløs, hvilket mange unge nyuddannede forsøger. I Sverige derimod fritages man i et halvt år for kravet om at søge job, mens man bygger virksomheden op. Det kan altså lade sig gøre at have et andet system, et system, der fremmer selvstændigheden i stedet for at hæmme den, som vores gør.
Den fjerde ting, forbund og ministerier burde se politisk på, er måden, som retten til at få udbetalt en efterlønspræmie på, udregnes efter. Jeg vil gerne sige, at det ikke nødvendigvis er den konkrete a-kasse, man skal skyde på, men igen på måden efterlønssystemet er opbygget.
Efterlønnen er ikke skabt til selvstændige, og det gennemsyrer hele lovgivningen. Efterlønspræmien er, som jeg har forstået det, blevet indført for at gøre det mere attraktivt at forblive på arbejdsmarkedet: Hvis du bliver til du er 65, får du udbetalt en efterlønspræmie. Men hvis man som freelancer med både a og b indtægter og med arbejde i bølger, skal opnå retten til at modtage disse præmier, skal man bl.a. igennem et bureaukratisk dokumentationshelvede, som ikke tager højde for, hvordan man arbejder som freelancer.
Efterlønssystemet med præmien har ikke eksisteret så længe, at vi har fået rigtig mange sager endnu om dette, men de, der overvejer at blive ved med at arbejde, bør undersøge sagerne ualmindelig godt, inden de kaster sig ud i de sidste fem år, for der er så mange regler og undtagelser, at det er helt demotiverende for at være med i ordningen.Alt i alt er det således systemet mere end det nødvendigvis er den enkelte akasse, jeg kritiserer.
Akasser administrerer blot et system, der er urimeligt. Og reglerne er vanskelige. Selvfølgelig skal de akasse-ansatte kunne reglerne, og de skal kunne rådgive os korrekt, og selvfølgelig kan der ske fejl. Men i bund og grund administrerer de bare. De er i princippet beskæftigelsesministeriets forlængede arm end de er instrument for forbundsmedlemmer.
Vi bliver nødt til, selvstændige, freelancere og mikrovirksomheder, at gøre opmærksom på, at reglerne skal ændres for at svare til den virkelighed vi står i til daglig.
Hvis systemet skal ændres, må vores hovedforbund rejse kritikken og komme med konstruktive forbedringsforslag.Og gerne gøre det i samarbejde med nogle af de andre forbund, der også arbejder med freelancere og selvstændige. Konsekvensen af, at der ikke bliver gjort noget, er at vi melder os ud af a-kasse, efterløn og i sidste ende forbund.Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, men for nogle mennesker er det den løsning, der giver mest mening på det personlige plan, og det er jo i grunden trist.
