Jeg bloggede i går om den afventende holdning, nogle virksomheder har til at engagere sig i facebookdialog, herunder i dialog med hadegrupper.
Jeg lovede også at bringe et udsagn fra en af dem, der står bag en hadegruppe.
I en artikel i Journalistforbundets magasin K talte jeg med DONG om den håndfuld hadegrupper, der er oprettet mod DONGs prispolitik, mod DONGs engagement i kulfyrede kraftværker og om deres kundeservice. Der er nærmest ikke dét, DONG ikke har fået en hadegruppe for, og jeg kan godt forstå, at DONG tænker “spis lige brød til “,  inden de går ud og engagerer sig i en dialog.

Mens jeg skrev artiklen til Magasin K, kontaktede jeg en af hadegruppernes stiftere, Anders Kildedal og spurgte ham, om han havde regnet med at komme i dialog med DONG.
Han fortæller:

- Jeg har ikke været direkte i forbindelse med DONG Energy i den tid, gruppen har eksisteret. Det havde jeg heller ikke forventet at komme: Det var ikke formålet – jeg ville skabe et forum, hvor man kunne få luft for frustrationerne, og jeg har opfattet det som op til den enkelte at kommunikere med selskabet.

- Til gengæld har det været meget væsentligt dels at høre, at man ikke var alene, dels at få alternativer præsenteret. Jeg har ikke DONG mere som leverandør af el, og jeg er da også tilfreds med, at sagen om uforståelige regninger er blevet rejst i TV, der har brugt en af vore gruppemedlemmers historie som udgangspunkt.

- Selv om det ”bare er en facebook gruppe” viser den, at de samme indvendinger går igen og igen, og dialogen mellem brugerne har været meget tilfredsstillende, siger Anders Kildedal

En anden, der ikke har været med i en egentlig hadegruppe på facebook, men som har blogget om virksomheden , er Mikkel de Mib, .

- Min vurdering er, at særligt store virksomheder kan have svært ved at håndtere denne type dialog på nettet, fordi de ofte har hierarkisk opbygning, hvor kun bestemte må udtale sig. Jeg har fuld forståelse for, at hvem som helst ikke kan udtale sig, særligt ikke i de børsnoterede selskaber. Men måske skulle man alligevel overveje at lade kompetente medarbejdere gå ind i dialogen på nettet.

- Hvis de gør det på en ordentlig og sober måde, får de i hvert fald et andet ansigt end den store stygge onde mastodonts.  Har man ikke en oprigtig interesse i at gøre noget ved de problemer, der fremhæves, skal man holde sig fra at blande sig, for ellers taber man kampen på nettet.

Min egen konklusion er, at selv om hadegrupper – ifølge for eksempel Anders Kildedal – ikke  nødvendigvis har til formål at komme i dialog med en virksomhed, i hvert fald ikke har det som det altoverskyggende formål, vil en dialog med kritikere altid være nyttig at have for at sikre en virksomheds omdømme.
At lytte til stemmerne på nettet er i første omgang en forudsætning for at håndtere en efterfølgende dialog korrekt, hvad enten den så skal foregå på facebook, twitter eller i telefon eller ansigt til ansigt.

En hurtig søgning på hadegrupper på facebook viser, at der måske er et og andet dansk selskab, der måske skulle overveje håndteringen af hadegrupper:

Telefonselskabet 3:

Boycot Telia Forever:

Hader Telia:

Boycot Sonofon:

Drop Sonofon:

Dækker Codan os som lovet:

Codan forsikring tørrer dig i røven:

Imod Arla

“Parkering København” ud af København:

Fuck Post Danmark:

Føler du dig tryg hos TRYG:

Nordea!!!Lortebank:

Fuckin Danske Bank

Hvor længe skal virksomheder blive ved med at udskyde den konstruktive dialog med kunderne, som de kan have på nettet i de sociale medier?

Jeg har flere gange skrevet om hadegrupper på facebook, og om det vanskelige etiske dilemma, når medarbejdere går ind og blander sig i en hæftig debat på en hadegruppe i solidaritet med deres kritiserede virksomhed.

I Journalistforbundets blad for kommunikationsfolk har jeg skrevet en artikel om dette emne,  “Hovedet i busken”, hvor jeg blandt andet omtaler DONG, der har mindst 10 hadegrupper imod sig på facebook.
Pressechef Louise Münter fortæller, at DONG ikke foreløbig engagerer sig i specielt mange sociale medier på nettet ud over blogs, men monitorerer dem for at kunne slå ned på dét, der vil være væsentligt at reagere på.

- Efter at have monitoreret hadegrupperne så vi, at de bar præg af blot at være nogen, man melder sig til, mens selve aktiviteten i grupperne var begrænset.

- Vi opfatter de sociale medier som steder, man kan komme ud i alenlange forklaringer. Vores services er komplicerede og forskellige for den enkelte kunde, ligesom vores energiprodukter altid vil skabe debat. Vi kan ikke nuancere debatten eller gå i detaljer, hvis vi engagerer os i en dialogform som på facebook. Folk bliver ikke mindre trætte af store regninger, hvis vi diskuterer dem på facebook. Så hellere forklare en regning direkte i en mail til den enkelte kunde, siger pressechefen, der selvfølgelig selv er på facebook for at kunne følge med.

- Vi vurderer løbende, om det kan betale sig at gå mere aktivt ind i dialogen. Der er ikke stor forskel på den måde folk kommenterer på sociale medier, i forhold til, hvad vi plejer at få på mails. Indtil videre har vi vundet mere ved at kommunikere på andre måder. Kaster man sig ind i et sociale medie skal man holde det ved lige. Det har vi ikke ressourcer til, men det er ikke nødvendigvis den praksis, der følges fremover: De nye medier udvikler sig og vi følger med, siger Louise Münter i artiklen

Ikke vente meget længere
Denne afventende holdning har jeg personligt et lidt ambivalent forhold til.
Jeg kan godt forstå, at man ønsker at være sikker på at kunne håndtere kommunikationen, og at man derfor ikke nødvendigvis kaster sig ud på dybt vand og straks går i dialog, men omvendt synes jeg, der gang på gang kommer positive historier frem om virksomheder, der engagerer sig i dialog på nettet og vinder markedsandele og sympati/respekt/opbakning fra kunder.
Senest læste jeg i den netop udkomne bog Twitterbogen om et eksempel, hvor en kunde havde twittet negativt om Synoptiks prissætning og 33 minutter senere fik en henvendelse fra Synoptik, der tilbød rabat til den pågældende. hvilket kunden selvfølgelig også twittede om og indirekte gav Synoptik kredit for.

For mig at se kan den afventende holdning snart ikke holde længere. Det stigende krav til dialog mellem kunder og virksomhed MÅ føre til, at virksomhederne tilegner sig viden om, hvordan de sociale medier fungerer.

Det var nedslående, ( men måske mere oprigtigt sagt: beskæmmende )at læse Støvring+Woodwards undersøgelse , der viste, at de 2o største virksomheder i Danmark overhovedet ikke bruger de nye web 2.0 teknologier. Hvor længe kan det holde?

I morgen blogger jeg om, hvad en af stifterne bag en af DONGhadegrupperne tænker.

Børsens digitale tillæg bringer i dag en artikel om, at netgrupper for kolleger kan være farlige. (Kan desværre ikke linke til artiklen, da den er i deres lukkede arkiv)
Deltagelse i firmagrupper kan betyde, at oplysninger slipper ud fra virksomheden. Det er blandt andet facebook igen-igen, der må holde for i forhold til, at der dér kan skrives ting, som ikke beregnet for offentlighedens øjne. Der kan afsløres forretningshemmeligheder mv..
Artiklen bringes i forbindelse med, at der igen er en netsikker.nu kampagne.

Skræk bør afløses af konstruktiv anvendelse
Det er selvfølgelig aldrig rart, at oplysninger slipper utilsigtet ud.
Jeg har her på bloggen gentagne gange slået til lyd for, at virksomheder finder ud af – og gerne ganske snart – at lægge en politik for, hvordan man skal bruge de sociale medier.
Så den bandbulle vil jeg undlade at give igen.

For jeg vil hellere prøve at se positivt på udfordringen, at man på nettet kan danne grupper for ansatte såvel som for tidligere ansatte.
Det kan faktisk rumme en hel del fordele, at en virksomhed arbejder proaktivt ( så for pokker, jeg havde lovet mig selv at jeg aldrig ville bruge dette poppede ord, nå men dér smuttede det) med medarbejdergrupper på nettet.

Især i form af alumnigrupper, altså grupper af tidligere ansatte, som virksomheden gerne vil holde kontakt til.  Jeg har skrevet en del om det, se her de tidliger indlæg.

Der er tre meget gode grunde til at holde kontakten:

• Virksomheden kan øget indtjeningen: Der kan skabes nye forretningsmuligheder gennem både salg og referencer fra tidligere medarbejdere.
  Virksomheden får simpelthen kontakt ind i de virksomheder, som de tidligere ansatte begynder i.

• Virksomheden kan spare på rekrutteringsområdet: Virksomheden har i de tidligere ansatte en enorm kilde til kandidater til konsulentopgaver og gen-rekruttering.  Dels fordi tidligere, tilfredse medarbejdere gerne fortæller om jobs i deres gamle virksomhed, dels fordi tilfredse medarbejdere gerne finder tilbage igen. Ved at dyrke kontakterne i et alumninetværk kan man opdatere sine tidligere medarbejdere på, hvad der sker i  selskabet, og samtidig følge med i, hvor de befinder sig. Det anslås, at genansættelse via tidligere ansatte kan reducere rekrutteringsomkostningerne med op til halvtreds procent. Desuden kan man spare ved indslusning af medarbejdere, som man kender i forvejen og som ikke behøver en længere introduktion til virksomheden. De genansatte kaldes tit Boomerang Employees.
• Virksomheden kan pleje sit omdømme: Ved at holde en velplejet kontakt med tidligere ansatte vil virksomheden skaffe sig gode ambassadører på markedet og opbygge sit omdømme som en troværdig forretningspartner og arbejdsgiver: Hvis man behandler sine tidligere ansatte godt, taler de pænt om virksomheden.

Selvstyret kan man ikke stoppe!

Selv om virksomhed står som vært for et alumninetværk, kan man ikke forvente at have den fulde kontrol med, hvad der sker i et sådant netværk. Man skal i stedet arbejde seriøst for at skabe denne livslange relation:
For hvis man laver et alumninetværk, der ikke fungerer godt, vil de tidligere medarbejdere bare stifte en gruppe selv på nettet, og  så er det ikke sikkert, man er velkommen dér. Faktisk bør en virksomhed undersøge, om der allerede findes en sådan uformel organisering af tidligere ansatte, og mærke efter, om gruppen er interesseret i et mere formelt samarbejde, udbytterigt for begge parter. Der er snesevis af eksempler på facebook, Linked In mv. Desværre oplever større virksomheder ofte, at der ligefrem er flere grupper, der prøver at samle de tidligere ansatte – og at de ikke sådan lige lader sig overtage.

Internettets betydning
Også ved hjælp af gratis gruppesoftware som Googlegroups kan man oprette onlinealumninetværk. her opstår tit spontane grupper. Det kan indebære visse fordele, at en virksomhed etablerer alumninetværk, der hvor mennesker allerede er, fx facebook og LinkedIn, men man skal være varsom og dobbelttjekke, hvordan man kan sikre fortroligheden. Hvis man for eksempel glemmer at lukke grupen, vil alle – også dem, der rent faktisk aldrig har arbejdet på virksomheden – bare kunne tilmelde sig.
I morgen og i overmorgen taler jeg på Årets HR-messe Træfpunkt HR om netop dette, i Øksnehallen.

Sikre løsninger findes

For at sikre sig, at oplysninger ikke slipper ud, sker det oftere og oftere, at alumninetværk bygges op på platforme, som virksomhederne selv har ejerskabet over, og hvortil der kræves passwordbeskyttet adgang. For eksempel den danske platform Hoist, hvor man kan samle deltagere, uanset om de stadig er i virksomheden stadig eller ej. Deltagelsen er ikke linket op til den enkeltes corporate profile, som den tidligere medarbejder jo netop ikke længere har. De oprettes i systemet og har for altid en profil der. Sådanne onlinerum er lukkede, reklamefri og adgangsbeskyttede. Man kan videreføre virksomhedens jargon og begreber som fredagsbar eller opslagstavle.

Overlad styringen til alumnierne

En af de, der længst har arbejdet med alumninetværk i Europa, er nordmanden Kerstin Marthinsen, Alumnia.no. som jeg arbejder sammen med og som har skregvet flere bøger om netværk, herunder om alumninetværk.
Hendes advarsel lyder:
- Virksomhederne bør  tillade, at deltagerne i alumninetværket styrer mere, end virksomheden måske havde tænkt sig som udgangspunkt. De skal lade deltagerne/ alumnerne få lov til at udvikle deres egen nytte af netværket, ikke bare prioritere virksomhedens nytte.

Om få dage finder den årlige megastore HR-messse sted i Øksnehallen i København.
På HR-meetingpointet , som lægger op til dialog med dem, der står og lytter, vil jeg vende nogle af de værste dilemmaer i forhold til at bruge facebook i arbejdstiden:

Facebookforbud – relevant frygt eller ufrugtbar forskrækkelse?
- Hvad vil du gøre, når en medarbejder facebooker i arbejdtiden?
- Kan du begrænse medarbejdernes brug med særlige regler?
- Vil det være klogt eller overkill at tilbyde undervisning i facebookbrug?
- Hvad vil du gøre med hadegrupper?
- Og hvad vil du gøre, hvis medarbejderne er med i dem,  eller forsvarer firmaet i en hadegruppe?

Kom og bliv udfordret på de personalemæssige vanskelige overvejelser:
Onsdag den 30. september kl 9.30 -9.50
eller
torsdag den 1. oktober 13.30 – 13.50

Praktisk:
Nordens største HR-messe Træfpunkt Human Resources 2009 den 30. september og 1. oktober. I år er det 10. gang dørene åbnes for alle Danmarks HR- og personaleansvarlige. Messen finder sted i Øksnehallen i København – begge dage fra kl. 9 til kl. 16.

Du kan forhåndstilmelde dig på www.traefpunkt-hr.dk under menupunktet Adgangskort 2009. Der er gratis adgang.

Læs mine øvrige indlæg om facebookpolitik på arbejdspladsen

De gode folk på Komfoapps bliver ved med at sprøjte det ene nyttige redskab efter det andet ud, som kan bruges af virksomheder i forhold til markedsføring på facebook.

Her er deres  nyeste: Guide til bannerannoncering på facebook

Her er deres Guide til facebook-sider ( pages) for virksomheder

og den, de udgav først i rækken:
Guide til hvordan man “styrer sit privatliv” ( hvis dette kan lade sig gøre…) på facebook

Hvornår kommer bogen , Komfoapps??!!

facebook - mulighed eller trussel - hvad syns du selv og hvad syns din virksomhed?

Rundt om mulighederne, truslerne og perspektiverne: Seminar i København

Facebook er et enestående socialt netværk, som mere end to millioner danskere flittigt anvender.
Det er også et unikt værktøj til at hverve kunder, studerende, medlemmer og vælgere.  Ifølge en undersøgelse, der netop er offentliggjort, hjælper facebook også på skriveevnen.
Der er virksomheder og organisationer, der har mangedoblet deres omsætning eller medlemstal via en målrettet Facebook strategi.
Samtidig lyder der mange advarsler, f.eks. at Facebook overtræder persondataloven, og mange virksomheder har forbudt deres ansatte at anvende Facebook i arbejdstiden.

Det er  Julius B, Esbjerg Højskoles konferenceafdeling, der er rykket østpå og arrangerer heldagsseminaret.
Det foregår på Borups Højskole.
Onsdag den 28. oktober 2009 kl. 9.00 – 16.15 i København
Tilmelding her.

En navngiven medarbejder i den sjællandske kommune Halsnæs har haft en meget ubehagelig oplevelse, da nogle mennesker oprettede ikke kun een, men flere hadegrupper mod vedkommende på facebook.
Kommunen fik først den ene og siden den næste gruppe lukket, og er endt med at melde stifterne til politiet, da medarbejderen også blev truet på livet, ligesom vedkommendes billede blev offentliggjort på siden.
Det er bladet Danske Kommuner, der bringer historien i dag.

- Det er ikke alene helt ude af proportioner. Det er kriminelt og derfor strafbart. Og mest alvorligt: Det er modbydeligt for den medarbejder, det går ud over. Blot fordi man passer sit arbejde efter de retningslinjer, der er givet for at passe jobbet, siger vicekommunaldirektør Finn Gaarskjær til Danske Kommuner. 

Hadegrupper findes der et utal af på facebook, ligesom der lige frem findes grupper mod hadegrupper på facebook. Som regel er de rettet mod større virksomheder og synes i et vist omfang “kun” at samle utilfredse kunder og fungere som platform for luftning af frustrationer.
Nogle gange medfører hadegrupperne en vis presseomtale, ligesom cases bliver hentet af journalister til historier, ofte om kundeservice.

Personligt har jeg ikke tidligere hørt om så groft et tilfælde af hadegruppe mod en kommunalt ansat. Der findes desværre en del hadegrupper mod navngivne enkeltpersoner, ofte i forbindelse med elevers mobning af kammerater.

Hvordan håndtere hadegrupper?
Men hvordan skal man reagere på sådanne oplevelser, hvis man er ansat et sted? Skal man bgynde at svare, skal man forsvare sig selv, skal man overhøre dette , finde sig i det eller hvad skal man egentlig gøre?
Hvad gør arbejdspladsen ? Og hvad hvis det ikke er en hadegruppe mod en enkeltperson ( hvor eksekveringen af en fjernelse naturligvis er det fornuftigste at foretage sig) – men hvad hvis det er en hadegruppe mod virksomheden ? Hvordan skal kommunikationsafdelingen reagere på opdagelsen af en sådan gruppe – hvis den da overhovedet opdager, at der findes sådanne hadegrupper?

Igen og igen vil jeg fremhæve, at det handler om at få taget et kørekort til facebook – og for den sags skyld også de øvrige sociale medier.
Kun ved at sætte sig ind i, hvordan man håndterer den slags medier, kan man på rette måde imødegå trusler eller mindre lødige angreb i hadegrupper.
Hvad enten det er med larmende tavshed – hvilket rigtig mange virksomheder foretrækker – eller det er ved konstruktiv dialog – hvilket nogle får tør bevæge sig ud i.

Struds?
Det er nemlig sådan, at rigtig mange virksomheder dukker sig, når den slags opstår – de overlader til få og fremsynede “vovehalse” at dialogisere på nettet. De få virksomheder får også et par på puklen, får nogle skrammer engang imellem, men får andre gange også nogle meget værdifulde erfaringer.

I længden tror jeg, at de virksomheder og organisationer – i det private såvel som i det offentlige – der tør vove dialogen, vil være dem, der trækker det længste strå, og kommer bedst fra start i forhold til den samtale, som kunderne helt uanfægtet altid vil føre ude på nettet om produkter og ydelser.

Tavshed kan give bagslag.  Derfor er det også godt, at Halsnæs kommune greb ind.

Så har de gjort det igen, Komfo, der nu har lagt en glimrende ti trins guide til hvordan virksomheder skal/kan håndtere pages/sider altså firmaets egne sider på facebook.

Her er guiden.

Indfør et onlinekørekort som obligatorisk kursus på arbejdspladserne.

At det ikke har været særlig svært at finde ud af navnet på en erhvervskvinde, der blev inddraget i en kokainsag, trods et navneforbud, og at fortrolige bankoplysninger er blevet lækket på nettet i forgangne uge får nu politikerne til at melde, at man skal se nærmere på, om lovgivingen omkring hvad der må skrives på nettet, er tidssvarende, for at folk ikke kommer i klemme.

Bøder er ikke vejen frem
Jeg kan godt være enig i, at det vil være nyttigt med et eftersyn for at se, om man skal opdatere regelsættet, men jeg mener egentlig , at lovene meget langt hen ad vejen dækker godt nok.  Problemet ligger snarere i, om det almene kendskab til de almindelige færdselsregler i sociale medier er tilstrækkeligt hos en del af befolkningen.

Dengang automobilen kom frem, var der også mange, der ville have den forbudt, fordi den var farlig, og jeg er sikker på, der også opstod mange truende situationer, indtil alle havde lært at tæmme bilen, fundet et regelsæt for anvendelsen af den, og gjort sig egne erfaringer med at sidde bag rattet.

Det er lidt det samme her: Sociale medier er også nye for mange. Vi skal lige vænne os til, hvordan de fungerer, og så skal vi såmænd nok kunne håndtere dem fornuftigt, uden at vi behøver at blive truet med større bøder.

Hurtig og effektiv online-undervisning
Det er uhyre nemt at komme til at sige for meget på nettet. At skrive på nettet er flygtigt, hurtigt, umiddelbart og ind imellem ugennemtænkt. Men store bøder for at kvaje sig tror jeg ikke er vejen frem mod en bedre brug af de sociale medier. 
Hvad der er nødvendigt er, at befolkningen får et kørekort til at færdes på nettet.

Nu har vi i efterhånden mange år haft et IT-kørekort, som dybest set lærte den enkelte, hvordan forskellige ITprogrammer fungerer.

På samme måde mener jeg, vi bør arbejde med at give den enkelte et onlinekørekort, der gør den enkelte i stand til at forstå den form for elektroniske samtale, der finder sted på nettet. Et kørekort, der hjælper den enkelte med at forstå både grænser og muligheder i den samtale, der foregår på nettet.

Ikke kun hjælper den enkelte til at forstå, hvor fælderne og faldgruberne ligger, men et kort, som også hjælper den enkelte med at bruge samtalen og dialogen på nettet konstruktivt.
Præcis som med et kørekort til en bil: Vi skal ikke kun vide, hvor bremsen sidder, men også hvor speederen sidder, og vi skal kende såvel fartbegrænsingerne som det at læse et kort, så vi kan komme hele verden rundt.

Vi kunne med e-mail
Vi fandt ud af det med e-mail: Også her var der i starten rigtig mange, der dummede sig, men i dag ved enhver, hvor grænserne  går for, hvad man kan og bør skrive i en mail, og enhver har glædet sig over effektiviteten  i den hurtige kommunikation. At der stadig finder fejl sted, at der stadig er nogen, der sender kædebreve videre, sender spammails eller skriver hemmligheder de ikke burde, vil være uundgåeligt, ligesom der også altid vil være nogen, der kører for stærkt på vejene. Men hovedparten kan godt finde ud af at håndtere både bil og email.

Indfør kørekort på arbejdspladserne:
På samme måde vil dette finde sit leje, men formentlig bedst hjulpet på vej af en egentlig skoling:
Man kunne indføre obligatoriske dage på arbejdspladsen, hvor man får en indsigt i, hvad der er lovligt, og hvad der er fornuftigt at skrive på nettet.
På disse dage kunne man tillige få hjælp til at forstå, hvordan de sociale medier egentligt virker – for mange fejl opstår, fordi folk simpelthen ikke er klar over, hvordan de fungerer – og man kan få en indsigt i, hvordan medierne kan bruges på en fremadrettet måde – også til gavn for en arbejdsplads.

Det behøver ikke være alverden - en eller to gå hjemmøder, lidt praktisk træning og sund fornuft. Og vi bør indføre et online-kørekort til alle aldersgrupper. Det er bestemt ikke de unge, der laver de største brølere.

 

Forleden holdt jeg sammen med Rasmus Møller-Nielsen fra Komfo og Mikael Lemberg fra faceblogger et oplæg om facebook i arbejdstiden.
Komfos medarbejder Laura Elkow skrev et glimrende referat, der findes i sin fulde udstrækning her.

Læs om de fire cases, som Rasmus Møller Nielsen præsenterede; 
1. Om at Skabe trafik fra Facebook til et rekrutteringsside
2. Om at bruge Facebook som den sociale og interaktive del af ens hjemmeside
3. Om at skabe et forum på Facebook, der kan bruges til relationsopbygning og branding
4. Udvikling af et kampagnesite på Facebook, uden at skøre Facebook-modstanderne fra.

Og om HPs facebook politik, som Mikael Lemberg redegjorde for;
Om de syv områder, der er vigtige at tage højde for i planlægning af sin facebook politik, nemlig virksomhedens vision, målsætning, målgrupper, medarbejderinddragelse, opkvalificering, kundeinddragelse og ikke mindst virksomhedens begrænsninger.

Mit eget indlæg gengives nedenfor:

Forhandling frem for forbud
Ifølge Abelone Glahn er der generelt en forbeholden indstilling overfor brug af Facebook i arbejdstiden. Virksomheder med Facebook-forbud vil med dette gerne undgå utidig brug af Facebook, sikre sig mod lovbrud, undgå at brugen forhindrer relevant arbejde og undgå at aktiviteterne på Facebook går ud over virksomhedens IT-sikkerhed.
Abelone Glahn understregede i denne forbindelse at et forbud er betænkeligt, bl.a. hvis virksomheden ønsker at signalere åbenhed, har et behov for berøringsflade med segmenter, der typisk vil være på sociale medier (som LinkedIn og Facebook) og hvis man ønsker at styrke medarbejders networking, og dermed indirekte branding af virksomheden.
Uansat hvilken holdning man har til en eventuel Facebook-politik, er det vigtigt at tage diskussionen med medarbejderne, eftersom de alligevel vil repræsentere virksomheden på Facebook, på trods af et forbud på arbejdspladsen. Abelone Glahn anbefalede bl.a. at man overvejer, hvad et fornuftigt tidsforbrug er, og samtidig anerkender differentieringen mellem medarbejdergrupper, da forskellige funktioner på en arbejdsplads kan have forskellige behov for adgang til Facebook.  Politikken skal derudover ikke pålægges oppefra og ned i organisationen, men skal grundfæstes i medarbejdernes fælles beslutninger, så de ansatte selv tager ejerskab over politikken.

Hvad så med hadegrupper?
Virksomheder står også selv overfor en række dilemmaer med hensyn til deres egen involvering med platformen. Virksomhedens ledere skal fx overveje hvorvidt de skal acceptere venneanmodninger fra kollegaer, kunder og klienter, hvorvidt de må bruge platformen til at holde sig opdateret på de ansattes fødselsdage samt hvorvidt medarbejderne ønsker henvendelser fra virksomheden på platformen. Ligeledes er det vigtigt at tage stilling til, hvordan man skal håndtere ”hadegrupper” på Facebook, hvorvidt man skal gå i dialog med disse brugere og hvad man stiller op hvis de ansatte begynder at involvere sig i diskussionerne. Det er vigtigt at tænke over, hvordan medarbejderne skal kommunikere på nettet, da kommunikationen afspejler, hvordan virksomheden taler om omtales. Abelone Glahn pointerede ,at ovenstående emner med fordel kan tages op til diskussion på en medarbejder temadag.

Branding af din virksomhed gennem tilstedeværelse på facebook
Abelone Glahn fortalte derudover om, hvordan Facebook med fordel kan bruges til rekruttering og e-branding. I denne forbindelse fremhævede hun, at ligesom virksomheder søger oplysninger om kommende medarbejdere, fx via LinkedIn, Google eller Facebook, så tjekker eventuelt fremtidige medarbejdere også den pågældende virksomhed, fx via medarbejderblogs. Hvis virksomheden derfor ikke er på nettet med andet end en velfriseret hjemmeside, kontaktformularer etc., så eksisterer den ikke.
Det er med andre ord nødvendigt at tilpasse sig de ”digitale indfødte” og bruge de kommunikationsplatforme, hvor målgruppen er. Abelone Glahn lagde tryk på, at virksomhedens vision og mission skal leves på nettet, og at det derfor i høj grad er nødvendigt at benytte blogs, onlinefora og sociale netværk til at brande virksomheden samt at undervise den ældre generation i dette, da alle medarbejdere skal gøres i stand til at være talerør og ambassadører.

Tak til komfo for omfattende referat.