Nancy Kalish er en amerikansk forfatter, der blandt andet har skrevet Lost & Found Lovers: Facts and Fantasies of Rekindled Romance, og andre bøger, der handler om at genfinde sine gamle kærester på nettet og hvilke farer det rummer.  Hun citeres i det seneste nummer af femina i en artikel om at klikke sig tilbage i tiden til sine gamle flammer via bl.a. facebook.

- Lad være, siger hun, hvis du er lykkelig gift eller i et fast forhold. For de erindringer, man har om sine første forelskelser, og som bliver vækket til live, er så stærke at de kan rummer så mange følelser, der kan være langt stærkere end man regner med.

På facebook sætter vi gang i noget tilsyneladende uskyldigt, som vi slet ikke kan kontrollere. Mange af de klienter, Læs videre…

DRTV bragte i torsdags i Pengemagasinet en udsendelse om, hvor meget en googlesøgning bliver brugt af arbejdsgiverne.
Her er udsendelsen (hvis linket altså ikke bliver flyttet senere)

Her bringes nye tal op, som DR har offentliggjort i samarbejde med Foreningen af danske personalechefer.
131 medlemmer har svaret på undersøgelsen. Jeg har desværre ikke adgang til yderligere baggrund bag tallene, men ifølge udsendelsen viser tallene, at

- 16 procent tjekker ALDRIG
- 13 procent tjekker SJÆLDENT
- 30 procent tjekker NOGLE GANGE
- 25 procent tjekker OFTE
- 16 procent tjekker ALTID
–
Hvad er det så, personalecheferne anvender til tjek:

86 procent tjekker via Google
81 procent tjekker Linked In
44 procent tjekker facebook
4 procent tjekker twitter
2 procent tjekker tjekker MySpace

Hvad vil de helst vide noget om:
84 procent tjekker erfaring
60 procent tjekker netværk
48 procent tjekker kommunikationsevner
40 procent tjekker opførsel
35 procent tjekker fritidsinteresser
14 procent tjekker udseendet

 ”Du ridser lidt i overfladen for at se, om du kan finde noget”, siger en af arbejdsgiverne i udsendelsen, ” men det kommer lidt an på, hvor stor stillingen er.”

DR opsummerer, at 8 ud af 10 tjekker på nettet.

Det er faktisk lidt flere, end Samvirke undersøgte sig frem til forrige år, hvor kun 6 ud af 8 10 danske rekrutteringsfolk brugte nettet til at tjekke kandidater.

vi er tæt på at blive paranoide i vores angst for, hvad man kan finde på nettet om os

DRTV Magasinet Penge tager i aften op i udsendelsen, at arbejdsgiverne tjekker din profil på nettet, før de ansætter.

I forskræppet til programmet, som jeg netop har hørt i radioen, er det igen fuldemandsbillederne, der fokuseres på.

Jeg håber, programmet gennemfører en plan, de havde, da de kontaktede mig for et par uger siden for en medvirken. De ville prøve at give en profil et brush-up, altså finde en profil, der kunne forbedres med få kunstgreb uden de store SEO investeringer.
Det var dejligt handlingsanvisende, for det er efterhånden for gennemtygget, at man skal passe på billederne. Men jeg  ved ikke, om det lykkedes for dem at finde en profil, der ville lægge navn til.

Hvis man skal tage den handlingsanvisende brille på , er der få og gode råd at følge:
- opret og vedligehold en Linked in profil – den kommer nærmest automatisk højere op end de fleste lidt kedeligere søgeresultater på dig, fordi Linked In er så polulært.
- det samme gælder teknisk set en profil på Facebook, men her lyder rådet: Luk profilen for ukendte medkiggere, og sørg for at dine grundoplysninger er sandfærdige og relevante, hvis du er jobsøgende
- bliv mere aktiv med professionelt indhold på nettet, som knyttes til dit navn – for eksempel en weblog med et personligt, men ikke privat indhold
- googl dig selv før en samtale, så du ved, hvad de andre kan vide om dig.

Og tag det så roligt. Vi bliver bedre og bedre til at aflæse hinanden på nettet.
I dag vil mange arbejdgivere blive en lille smule forbeholdne over for en profil, der rask væk på sin facebookprofil i et opstemt øjeblik fra mobilen skriver: “Forfalden til vin”, som jeg så det forleden. Men om et par år vil også rekrutteringspersonalet være vokset op med den type statusopdateringer.

Det forholder sig imidlertid anderledes med udsagn som viser, at man kan være en illoyal medarbejder….

Se lige nærmere på dette skærmbillede, især på dét,  jeg har indrammet nederst:

En harmløs dialog på facebook mellem venner, der foretager sig helt almindelige ting og skriver helt almindeligt facebooksprog til hinanden. Og så, pludselig – NN giver en bedømmelse af profilindehaveren YY, og spørger
“Tror du at YY har taget heroin? Ja eller nej”

Konversationen fandt jeg for et stykke tid siden i en – dengang – fuldt åben profil, som alle kunne kigge med på.

Heroin er et ord, man stopper op ved. Bare tag dig, læser. Jeg er sikker på, at mere end halvdelen af dem, der læser dette indlæg, har valgt at læse det, fordi ordet i sig selv vækker nysgerrighed – hvad bliver det brug på nettet for?!
Antag nu, at du er arbejdsgiver, og du har fåt en ansøgning fra denne person YY.
Du står og vakler mellem at vælge YY eller en helt tredie person ZZ.  Ikke fordi det er en stor stilling, du skal have besat – det kan være den næste ekspedient i tøjbutikken, sågar blot en elevplads, men du tjekker, fordi du vil være helt sikker på, at vedkommende, som du har haft til samtale, er den rigtige for din virksomhed.

Et hurtigt tjek på nettet giver et par hits på begge personer. Et af hitsne er facebook, hvor ZZ har lukket sin profil, mens YY tillader alle at se konversationerne.
Kender man ikke lige jargonen på denne platform eller ved, at denne “bedømmelse af en person”  kan være noget, der indgår i en applikation,  kan man nemt få nogle uhensigtsmæssige associationer og en lille mistanke om, at der måske er noget, der ikke er fortalt helt rent ud ved samtalen. 
Skal arbejdgiveren tage en hurtig beslutning, kan denne lille kommentar fra en “ven” på en profil, være med til at rejse en tvivl, som ikke kommer den jobsøgende til gode.

Med andre ord:  
Det kan have betydning for dig, hvad ANDRE har lagt ud på nettet om dig.

Selv om du omhyggeligt passer på og tager ansvar for, hvad du selv lægger ud, er det andres “udlæg”, der er med til at danne det elektroniske omrids af dig på nettet.

Grunden til, at jeg endnu en gang tager dette op, er Urbans forside  forleden: ” Vi er frygtløse og  naive på nettet”. Urbans Gallupundersøgelse viser, at kun 3 ud af 100 mener, at der ligger oplysninger på nettet om dem, som giver et dårligt indtryk.

Det er sikkert sandt for rigtig mange, måske lige frem for de fleste,
men det sete afhænger af øjet, der ser.

Så længe, der er så mange utrænede i at afkode, hvad der står, og hvilken sammenhæng ord og billeder skal ses i, og så længe, vi ikke har vænnet os til at afkode os som hele mennesker skabt af mange indtryk og informationer, der ligger på nettet, bør man være påpasselig.

Men hvor langt skal vi gå i paranoiaen?
Jeg synes, der er  sket en bevægelse mod en meget større forståelse af, hvad der bør være på nettet, og hvad der bør holdes i private rammer. Hvis du ser hvad de interviewede i Urban artiklen svarer, når de spørges, om de er særligt påpasselige på nettet, svarer de
- Jeg tænker meget over det. Alt hvad der går længre end det klassiske drukbillede, ville jeg aldrig lægge ud.
- Jeg tænker mere over, hvem jeg giver adgang på facebook
- Jeg prøver altid på min blog at se tingene fra en positiv synsvinkel
- Jeg er meget kontrolleret med, hvad jeg lægger ud på min blog og min hjemmeside

Dejligt. Men igen, det er hvad de selv lægger ud. Det er ikke, hvad de andre lægger ud om en. Og nogle gange handler konversation på nettet om at være hurtigst med et kvikt svar –  nogle gange lidt for overkvikt.

Jeg synes, det er dejligt, at så mange er frygtløse. Vi skal have lov til at slå et slag med halen engang imellem, og ikke alt kal foregå på arbejdsgivernes prlmisser, sådan som én af de interviewede også komenterer i Urbans artikel.
I bedste fald er det fordi der vitterlig ikke er noget at frygte, men i værste fald har folk svaret til Gallupundersøgelsen uden at have tjekket, hvad der ellers er lagt ud om dem derude.

Man kan selv være elitebilist, men det er idioten i overhalingsbanen, der er skyld i ulykken.

For nylig ændrede Facebook måden, man kan sætte sine privatlivsindstillinger på. Deres nye politik har givet anledning til en hel masse diskussion, fordi ændringerne ikke nødvendigvis er til det bedre, skønt det umiddelbart kunne se sådan ud.

Jeg har fundet et par indlæg, der er interessante at læse i deres fulde omfang.
Først og fremmest en meget kritisk gennemgang (hvor det kan betale sig at læse kommentarerne også) af den nye politik, som direkte kaldes fiasko.
Det er Jason Kincaid på Techcrunch, der kritiserer, især for at facebook med sine muligheder for at dele wallposts, opslag mm med andre end sine venner, gør facebook til et mindre nært socialt netværk med dem man kender, og mere til et vidt åbent forum.
Det er især mulighederne for at dele med “everybody”,  eller “alle” som det hedder i den danske version, som anklages for at gøre opdateringer tilgængelige for almindelig googlesøgning, og altså ikke for ens private vennekreds alene.

Få Techcrunchs forklaring på originalindlægget ved at klikke på billedet

Det kan betyde, at man uforvarende kommer til at være åbenmundet over for langt flere, end man tror. Hvis man senere ønsker at stryge opdateringer som har været publiceret offentligt (til everyone/alle), kan facebook desværre også kun garantere for, at det bliver strøget i facebook selv, ikke hvis det ligger ude andre steder og evt er genbrugt. Du kan altså ikke holde mund med tilbagevirkende kraft.

Techcrunch er meget kritisk over for, om facebook er ved at slippe sin egenart af hænde for i stedet at opnå en funktion, der kan konkurrere med Twitter.

En mindre kritisk stemme kommer fra allfacebook, der til gengæld har lavet en anderledes video, som forklarer 10 punkter, enhver bør kende i privatlivsindstillingerne.

Jeg er personlig en lille smule træt af de små tutorials med hastigt udklippede papirstumper, der flyttes frem og tilbage på en tavle for at forklare funktionerne, og jeg synes, denne video gør sig umage med at forklare, hvordan man indstiller sine settings på en sjovere måde, mget nede på jorden for alle dummies. Dejligt med lidt videofornyelse.

De fleste råd vil man kende, eller nemt kunne tænke sig til, når man sætter sine nye privatlivsindstillinger, men der er et par tricks, som er gode at kende. Indstillingerne går i høj grad på en facebookbruger, der bruger facebook som privatperson, ikke en der bruger den til business.
Se videoen:

Endelig er der facebooks egen forklaring på de nye indstillinger:
De er såmænd simpelt nok forklaret, men det er fornuftigt at vende argumenterne om: For eksempel anbefaler facebook, at man lader sine basisoplysninger om familie og sig selv være åbne for alle, fordi alle så man finde ud af, om du er den person, de leder efter.
MEN, det er jo netop dine måske meget private oplysninger, der bliver åbne for alle – og har du egentlig lyst til det?
Her er, hvad facebook skriver – tænk det lige igennem den anden vej også.

Vi anbefaler, at Alle skal kunne se de oplysninger, der gør det lettere for venner at finde, identificere og finde ud af mere om dig. Dette inkluderer basisinformation som din Om mig-beskrivelse, Familie og Forhold, Arbejde og oplysninger om Uddannelse og Website, så vel som opslag, du opretter som f.eks. billedalbum og statusopdateringer.

Husk, at oplysninger, som er synlige for Alle kan ses af alle på internettet. De er synlige for alle, der ser din profil, og Facebook-forbedrede applikationer og websites, som du bruger, har adgang til dem. Derudover kan de være synlige i søgemaskiner eller via RSS feeds.

 

Der er et par dage tilbage af de flestes juleferie. Brug lige lidt tid på at sætte dig ind i, hvordan de nye indstillinger håndteres.

Brug tid på at inddele dine venner i grupper!!!
Et af de (gamle og gode) råd, der er allermest træls ( for dem, der har mange venner) er, at inddele sine venner i forskellige grupper. Det tager lang tid, men det er virkelig nyttigt. For eksempel i “familie”, “arbejde”, “sport” . Det tager ret megen tid at gennemgå hver af vennerne og tildele dem en gruppe, men det kan betale sig på længere sigt, fordi du kan bruge privatlivsindstilingerne til for eksempel at give dine venner og familie adgang til at se dine opdateringer eller fotos, men udelukke dem, du har kategoriseret som tilhørende “arbejde”, altså nogen, der ikke skal vide alt om dig.
Husk så også at bruge disse gruppetildelinger, når du siger ja til nye venner.
Hav nogle gode juledage – og glem ikke livet uden for computeren …….

2 millioner danskere er på facebook, (tæt på  2.241.520 )men hvor i landet er de fleste?
Komfo har lavet en undersøgelse over den demografiske fordeling af facebookbrugerne i landet og også kigget på gennemsnitsalderen for de 50 mest facebookede byer.
For hvor hypet er Facebook? I hvert fald meget forskelligt fra by til by.

Det er ikke nødvendigvis særligt overraskende, at de store byer har en høj penetration, men sådanne oversigter er altid sjove at se på i forhold til, hvor man selv ligger. “Min” nærmeste “storby” er Nykøbing Falster. Her er der 5380 brugere, med en gennemsnitsalder på 30,1 år og med en peneration på 21%. Her i byen er der flere mænd end kvinder, i modsætning til på landsplan. (Altså, der er en meeeeget lille forskel, det er næsten 50-50.) Komfo har gjort oversigten grafisk også, her for NykøbingF:

Når jeg nu bor her på Lolland-Falster ( som om man kan bo på to øer på een gang – men sådan siger folk (udefra) altså om vores egn!), er det sjovt også at se på andre tal. For eksempel viser Komfos undersøgelse, at Nakskov er den mest kvindedominerede facebookby med 55,9 procent kvinder (modlandsgennemsnittet på 52%).

komfo selv er heller ikke overrasket over undersøgelsens resultater, men har lavet undersøgelsen for at give virksomheder og organisationer en mulighed for bedre at kunne overveje om deres lokale publikum/kundegrundlag har interesse i facebook.
Rasmus Møller Nielsen siger selv i den medfølgende pressemeddelelse:

- Undersøgelsen er behæftet med en vis usikkerhed, men essensen af den bør bestemt være brugbar for alle virksomheder, organisationer, kommuner og andre, der på nuværende tidspunkt går og overvejer at bruge Facebook i deres kommunikation med kunder, brugere og borgere. Det kan godt være, at Facebook i 2009 er blevet kendt i hele Danmark, men brugen er altså meget forskellig afhængig af, hvor man kommer hen i landet.
Dette billede afspejles ikke i interessen for Facebook, som der ser ud nu, men det bør det komme til i løbet af 2010. Vi håber, at undersøgelsen vil være anvendelig og vil bidrage til dette.

Har lige holdt et oplæg om facebook  på Center for Døve.
Her viser Centerchef Bruno Madsen, hvordan facebook kan siges på døvesprog.
Der er forskellige varianter, men det var denne, der var mest konsensus om under dagens seance.

Jeg bloggede i går om den afventende holdning, nogle virksomheder har til at engagere sig i facebookdialog, herunder i dialog med hadegrupper.
Jeg lovede også at bringe et udsagn fra en af dem, der står bag en hadegruppe.
I en artikel i Journalistforbundets magasin K talte jeg med DONG om den håndfuld hadegrupper, der er oprettet mod DONGs prispolitik, mod DONGs engagement i kulfyrede kraftværker og om deres kundeservice. Der er nærmest ikke dét, DONG ikke har fået en hadegruppe for, og jeg kan godt forstå, at DONG tænker “spis lige brød til “,  inden de går ud og engagerer sig i en dialog.

Mens jeg skrev artiklen til Magasin K, kontaktede jeg en af hadegruppernes stiftere, Anders Kildedal og spurgte ham, om han havde regnet med at komme i dialog med DONG.
Han fortæller:

- Jeg har ikke været direkte i forbindelse med DONG Energy i den tid, gruppen har eksisteret. Det havde jeg heller ikke forventet at komme: Det var ikke formålet – jeg ville skabe et forum, hvor man kunne få luft for frustrationerne, og jeg har opfattet det som op til den enkelte at kommunikere med selskabet.

- Til gengæld har det været meget væsentligt dels at høre, at man ikke var alene, dels at få alternativer præsenteret. Jeg har ikke DONG mere som leverandør af el, og jeg er da også tilfreds med, at sagen om uforståelige regninger er blevet rejst i TV, der har brugt en af vore gruppemedlemmers historie som udgangspunkt.

- Selv om det ”bare er en facebook gruppe” viser den, at de samme indvendinger går igen og igen, og dialogen mellem brugerne har været meget tilfredsstillende, siger Anders Kildedal

En anden, der ikke har været med i en egentlig hadegruppe på facebook, men som har blogget om virksomheden , er Mikkel de Mib, .

- Min vurdering er, at særligt store virksomheder kan have svært ved at håndtere denne type dialog på nettet, fordi de ofte har hierarkisk opbygning, hvor kun bestemte må udtale sig. Jeg har fuld forståelse for, at hvem som helst ikke kan udtale sig, særligt ikke i de børsnoterede selskaber. Men måske skulle man alligevel overveje at lade kompetente medarbejdere gå ind i dialogen på nettet.

- Hvis de gør det på en ordentlig og sober måde, får de i hvert fald et andet ansigt end den store stygge onde mastodonts.  Har man ikke en oprigtig interesse i at gøre noget ved de problemer, der fremhæves, skal man holde sig fra at blande sig, for ellers taber man kampen på nettet.

Min egen konklusion er, at selv om hadegrupper – ifølge for eksempel Anders Kildedal – ikke  nødvendigvis har til formål at komme i dialog med en virksomhed, i hvert fald ikke har det som det altoverskyggende formål, vil en dialog med kritikere altid være nyttig at have for at sikre en virksomheds omdømme.
At lytte til stemmerne på nettet er i første omgang en forudsætning for at håndtere en efterfølgende dialog korrekt, hvad enten den så skal foregå på facebook, twitter eller i telefon eller ansigt til ansigt.

En hurtig søgning på hadegrupper på facebook viser, at der måske er et og andet dansk selskab, der måske skulle overveje håndteringen af hadegrupper:

Telefonselskabet 3:

Boycot Telia Forever:

Hader Telia:

Boycot Sonofon:

Drop Sonofon:

Dækker Codan os som lovet:

Codan forsikring tørrer dig i røven:

Imod Arla

“Parkering København” ud af København:

Fuck Post Danmark:

Føler du dig tryg hos TRYG:

Nordea!!!Lortebank:

Fuckin Danske Bank

Hvor længe skal virksomheder blive ved med at udskyde den konstruktive dialog med kunderne, som de kan have på nettet i de sociale medier?

Jeg har flere gange skrevet om hadegrupper på facebook, og om det vanskelige etiske dilemma, når medarbejdere går ind og blander sig i en hæftig debat på en hadegruppe i solidaritet med deres kritiserede virksomhed.

I Journalistforbundets blad for kommunikationsfolk har jeg skrevet en artikel om dette emne,  “Hovedet i busken”, hvor jeg blandt andet omtaler DONG, der har mindst 10 hadegrupper imod sig på facebook.
Pressechef Louise Münter fortæller, at DONG ikke foreløbig engagerer sig i specielt mange sociale medier på nettet ud over blogs, men monitorerer dem for at kunne slå ned på dét, der vil være væsentligt at reagere på.

- Efter at have monitoreret hadegrupperne så vi, at de bar præg af blot at være nogen, man melder sig til, mens selve aktiviteten i grupperne var begrænset.

- Vi opfatter de sociale medier som steder, man kan komme ud i alenlange forklaringer. Vores services er komplicerede og forskellige for den enkelte kunde, ligesom vores energiprodukter altid vil skabe debat. Vi kan ikke nuancere debatten eller gå i detaljer, hvis vi engagerer os i en dialogform som på facebook. Folk bliver ikke mindre trætte af store regninger, hvis vi diskuterer dem på facebook. Så hellere forklare en regning direkte i en mail til den enkelte kunde, siger pressechefen, der selvfølgelig selv er på facebook for at kunne følge med.

- Vi vurderer løbende, om det kan betale sig at gå mere aktivt ind i dialogen. Der er ikke stor forskel på den måde folk kommenterer på sociale medier, i forhold til, hvad vi plejer at få på mails. Indtil videre har vi vundet mere ved at kommunikere på andre måder. Kaster man sig ind i et sociale medie skal man holde det ved lige. Det har vi ikke ressourcer til, men det er ikke nødvendigvis den praksis, der følges fremover: De nye medier udvikler sig og vi følger med, siger Louise Münter i artiklen

Ikke vente meget længere
Denne afventende holdning har jeg personligt et lidt ambivalent forhold til.
Jeg kan godt forstå, at man ønsker at være sikker på at kunne håndtere kommunikationen, og at man derfor ikke nødvendigvis kaster sig ud på dybt vand og straks går i dialog, men omvendt synes jeg, der gang på gang kommer positive historier frem om virksomheder, der engagerer sig i dialog på nettet og vinder markedsandele og sympati/respekt/opbakning fra kunder.
Senest læste jeg i den netop udkomne bog Twitterbogen om et eksempel, hvor en kunde havde twittet negativt om Synoptiks prissætning og 33 minutter senere fik en henvendelse fra Synoptik, der tilbød rabat til den pågældende. hvilket kunden selvfølgelig også twittede om og indirekte gav Synoptik kredit for.

For mig at se kan den afventende holdning snart ikke holde længere. Det stigende krav til dialog mellem kunder og virksomhed MÅ føre til, at virksomhederne tilegner sig viden om, hvordan de sociale medier fungerer.

Det var nedslående, ( men måske mere oprigtigt sagt: beskæmmende )at læse Støvring+Woodwards undersøgelse , der viste, at de 2o største virksomheder i Danmark overhovedet ikke bruger de nye web 2.0 teknologier. Hvor længe kan det holde?

I morgen blogger jeg om, hvad en af stifterne bag en af DONGhadegrupperne tænker.

De gode folk på Komfoapps bliver ved med at sprøjte det ene nyttige redskab efter det andet ud, som kan bruges af virksomheder i forhold til markedsføring på facebook.

Her er deres  nyeste: Guide til bannerannoncering på facebook

Her er deres Guide til facebook-sider ( pages) for virksomheder

og den, de udgav først i rækken:
Guide til hvordan man “styrer sit privatliv” ( hvis dette kan lade sig gøre…) på facebook

Hvornår kommer bogen , Komfoapps??!!