LINKED-OUT:
En funktion, der har været efterlyst af mange, er nu kommet til LinkedIn.
Funktionen betyder, at man kan slette kontakter, man havde knyttet.
Det har tidligere været vanskeligt, og man har skullet ind omkring LinkedIns administration for at få dem til at slette kontakten. Nu kan man gøre det selv.

Jeg vil bruge det til at slette kontakter
- som jeg har lavet uden at tænke mig om- og hvor jeg i starten bare sagde ja til at være forbundet med folk, som jeg ikke kendte godt nok
- som kun er interesserede i mit netværk, og ikke i den reciprokke tankegang
- som jeg har svært ved at hjælpe videre, fordi de har svigtet min tillid.

I forvejen er jeg blevet meget mere krakilsk og kritisk over for, hvem jeg siger ja til i LinkedIN: Særligt bliver jeg virkelig irriteret, når jeg får en invitation fra en, der ikke engang har gidet gøre sig den ulejlighed at ændre den engelske invitationstekst.
Skriv dog dansk, forklar mig, hvorfor du vil i netværk med mig, eller send en venlig hilsen med tak for sidst.
Det er ret uprofessionelt bare at bruge den autogenererede “Since I found you…”

Læs videre…

Før feeds og nyhedslæsere etc. for alvor slår igennem, og før vi alle har vænnet os – hvis nogen sinde – til at hente nyheder på blogs, kan det væe en god ide at kombinere en blog med et nyhedsbrev til sine kunder/læsere/interesserede om – hvad der foregår på bloggen.

Det kunne synes som en selvmodsigelse – hvis man åbner en blog, gør man det jo, fordi man forventer, at folk læser den! Og så skulle de i princippet ikke have brug for også at få et nyhedsbrev, enddda om hvad der har stået på bloggen.

Men at det er en god ide at kombinere, er der flere årager til
a) folk har endnu ikke vænnet sig til at læse blogs, og mange ved stadig ikke hvad det er
b) alt for få ved, at man kan – og endnu mindre om hvordan man kan – abonnere på blogs, feeds, tags etc.
c) der kan være stor forskel på hvad man skriver i nyhedsbrev og blog, og det er ikke altid godt at bruge sin blog som et nyhedsbrev. Særligt oplysninger om nye produkter eller tjenester finder ikke helt naturligt sin plads på en blog, der mere har karakter af en personlig kommentar/vinkling end en egentlig markedsføring og videreformidling af tilbud – nogen gange altså – jeg er selv “god” til at blande dette lidt rigeligt….

Læs videre…

“Det digitale fællesskab“ er en bog, som den San Fransisco baserede journalist Karsten Bengtsson har skrevet (er påbegyndt!) på en wiki.
Med Karstens aldrig svigtende sans for finurligheder og underspillede sproglige vendinger har bogen selvfølgelig undertitlen “Amatørernes Årti”.

Man smiler straks, også hele vejen gennem læsningen af bogen, der stadig kan rettes i – den er åben, tilgængelig for alle og kan ændre sig fra dag til dag.
for eksempel foreslår Karsten allerede på side 1, at titlen kan ændres til for eksempel:

Gutenberg 2.0
Os – det tidligere publikum
Den generøse økonomi
MyMedia
Mennesket er budskabet
Budskabet er mediet

Læs videre…

Kunne simpelthen ikke stå for Karin Høeghs sætning i artiklen om hvad podcast er på Designværkstedets udmærkede artikelbase.
Podagoger !

Er denne søndag på Blogforum2. Alexander Kierulff har lige fortalt om at skrive et godt indlæg og hvordan der skabes læsere til et godt indlæg.
Han henviser til Lars Pinds blog og jeg opsummerer på dansk:
1) Sæt fokus på det negative ( Alexander Kierulf har det dog svært med det negative, men det er tydeligt, at når man snakker om Fejl, så bliver det læst!
Frame det provokerende – det interessante – ”provocative”, dét som fanger opmærksomheden, tag udgangspunkt i en problemstilling, vil han hellere sige.)
2) Lav Top ti lister – de er nemme at læse. Du har således en framing fra starten
3) Brug noget noget visuelt, et billede, en illustration, ikke grebet ud af luften, men noget, som framer din post. Det visuelle er vigtigt, det skal være pointen, – gerne noget man griner ad.
4) Start med en historie – case, eksempel.
5) Husk at sende dit indlæg til reddit eller digg hvor andre kan læse og stemme på, om det er interessat.
6) Brug en god titel den er søgbar, og den er vigtig.
7) Lav en god slutning på indlægget. Det folk husker er starten og slutningen. Slut fx på forslag til handling, et godt spørgmsål – min egen konklusion. Og levér gerne et godt grin.

Som journalist synes jeg, det er helt banalt. På den ene side er det så indlysende, at det næsten gør ondt. På den anden side er det jo vigtigt, at folk, der ikke er journalister, lærer god råd om at skrive noget spændende.
Jeg blev bare et øjeblik lidt modløs over, at det skal præsenteres som et helt særligt indlæg på sådant et forum her. Det er jo så enkelt.

Hvad der var mere interessant, var, at Alexander mente, at hvis man har et vigtigt indhold, har man en pligt til at offentliggøre det på engelsk for at flest får glæde af det.
Orker vi det ? Skal det være et kriterie for en god blog?

En opfølger til indlægget om manglende brug af dimser og funktioner faldt jeg tilfældigvis over her: En interessant diskussion om, hvorfor man ikke bruger de såkaldte collaborative medier – dem, hvor vi kan dele og snakke sammen, i hvert fald ikke så meget, som man kunne – her er en god tråd skrevet af Shawn Callahan på Anecdote.
Hovedpointern er, at de er
Folk er endnu ikke vant til dem
De er ikke nødvendgvis særlig intuitive (nej mon ikke, bare prøv at forklare RSSfeeds !!)
De er lidt ubehændige at bruge
Mange har slet ikke føling med at dele med andre, evner simplekthen ikke at gøre det.
Det er nemmest at lære og forstå at bruge ved sidemandsoplæring, men sidamanden er ikke så nem at finde….
Dem, vi allerhelt vil snakke med, er ikke online !
og ofte ved vi faktisk ikke, hvem det ville være mest nyttigt at tale med.
Endelig er vi i bund og grund ikke vant til at lræe ved hjælp af andre idet vi er vant til at blive målt på egen præstation.

Disse punkter er foreslået af David Pollard, og er i ovenstående link kommenteret af Shawn Callahan.

Jeg synes nok, at nogle af punkterne refererer til en anden kultur end den danske. Jeg mener, vi gennem skolesystemet er blevet godt trænet op til at projektarbejde, arbejde i hold, så dét er nok ikke den værste hurdle her i Danmark, men jeg er meget enig i, at vi endnu er så meget i skabelsen af disse medier, at de fortrinsvis er udformet til at blive brugt at folk, der er godt hjemme i denne elektroniske verden.
Der går nok nogle år, før teknikkerne er udviklet, så de er nemme at bruge også for den generation, der ikke som mine store teenagebørn er vokset op med Myspace, SMSfingre og Instant messaging.

Sidder på konferencehotellet, hvor man pludselig af vedligeholdelseårsager har åbnet for gratis WIFI ( det kostede ellers kasen af logge sig på og forbindelsen faldt hele tiden ud), og læser i dagens aviser. en af de gratisaviser, der uddeles her , Metro, fortæller, at op til halvdelen af alle de features som mobiltelefoner, MP3 splelre og andre smarte elektroniske dimser, aldrig bliver brugt, fordi folk simpelthen ikke aner, hvordan de gør.
Kun fire procent af dem, der er spurgt i undersøgelsen, bruger tid på at finde ud af, hvordan tingene virker. mange kan faktisk ikke enang finde ud af at brænde en CD på deres computer, eller finde ud af at optge en lille video med eres mobil. Og 58 % af de voksne adspurgte brunger mindre en halvdelen af funktioerne på deres gadges, ifølge undersøgelsen som TechGuys har lavet.
“Cyberfobi” er gennemgående, men ikke åbent: ni ud af ti siger, at teknologi spiller en vigtig rolle i deres dagligdag, men 79 procent giver at de har brug for hjælp til at bruge det.
da kun 15 procent læser instruktionsbogen kan man ikke undre sig så meget over det, siger en af dem, der står bag undersøgelsen lakonisk.

Jeg har i dag taget en hundedyr knæstol i brug, da jeg har haft ondt i ryggen længe. Nu har jeg rigtig ondt i ryggen, men man siger, det tager nogle dage at vænne sig til den.
Den fungerer ellers fint med at tvinge mig til at rette ryggen, da der ikke er noget ryglæn i sagens natur.
Jeg lover at vende tilbage, hvis jeg returnerer stolen inden de 8 dage, jeg har til at afprøve den.
I øvrigt var den meget svær at finde. Den type stole laves stort set ikke mere. Fik den hos Schulz møbler og må give ca 3500 for den.

Tilføjelse 24.02.2009:
Jeg konstaterer til min store overraskelse ud fra statistikken på min blog, at dette indlæg hører til blandt de mest læste, til trods for, at der ikke står særlig meget .

Jeg iler derfor med at tilføje følgende:
Jeg sidder stadig på knæstolen, og jeg føler nærmest ikke, jeg har været af’ den siden august 2006, hvor jeg købte den.
Den fungerer fuldstændig upåklageligt, og min ryg har det rigtig rigtig godt. Den træthed, jeg har mærket tidligere, føler jeg ikke længere.

Læs videre…

I går lukkede jeg et netværk, som har eksisteret i fire år. Vi var en gruppe mennesker , både fastansatte, freelancere og selvstændige inden for primært kommunikation og formidling, der har holdt sammen – med en vis udskiftning- i lidt over fire år.
Vi har været en periode med kun kvinder, og en periode, hvor der var både mænd og kvinder med.
Vi har mødtes jævnligt for at udveksle erfaringer. Nogle gange alene med rundbordsturen på dagsordnen, andre gange med et strømlinet foredrag fra en af os, eller en aktivitet, styret af en af os.
Vi har for eksempel hørt et oplæg om hvad man kan lægge på mobiltelefoner, vi har øvet os sammen med en skuespiller i kropssprog og kommunikation, vi har lavet kundaliniYogaøvelser, vi har fået en introduktion til digitalfotografering og photoshopbearbejdning, og vi har set eksperimenterende videoer og hørt andres yndlingsmusik, som man aldrig selv ville have valgt eller fundet.
Kort sagt et spændende netværk med spændende mennesker, hvoraf der er opstået en hel del samarbejder to og to.
Men vi har ind imellem også brugt uforholdsmæssig megen tid på at diskutere form, mødehyppighed, indhold af vores møder, og også brugt megen tid på ærgrelse over dem der ikke mødte op – selv om vi ikke har haft mødetvang.

Det førte til, at vi i fællig valgte at lukke netværket ved at binde ensløjfe. Og det er dét der er min pointe med dette indlæg.
Vi ritualiserede en lukning.
Vi satte et formelt punktum, vi skiltes ikke ved “at det bare fadede ud” og “dårlig stemning” og “hvis skyld er dette”, og “vi fik aldrig rigtig …” men vi valgte at sige tak for denne gang, og tak for den tid med de tætte betroelser og den faglige meget værdifulde sparring.

Netværk har en vis levetid. Sådanne etablerede gruppe-netværk består af mennesker, som har travle dage, og som skal prioritere. Nogle gange falder det ud til fordel for et netværk, som virkelig giver noget eller hvor man kan bidrage så man selv føler, det er det hele værd, andre gange er det ikke nok.
Min vigtigste pointe i denne sammenhæng er, at man husker at ritualisere lukningen, skilles pænt, runde en epoke af, for det giver muligheden for at tænke tilbage positivt på tiden, og ikke bare tænke – nå, det duede altså ikke.
Jo. det gjorde det, og det havde sin tid, men så var den også slut. og det er helt legalt: netværk lever ikke evigt.

Læs videre…

Jeg var for nylig til et tredages seminar i Gøteborg sammen med en lang række dejlige freelancejournalistkolleger.
Den finske delegation optrådte om aftenen med GrandPrix Sangen Hallelujah – eller hvad den nu hedder – , iført Lordimasker, som vi alle sammen gerne ville have haft et eksemplar af.
Det viser sig, at de er downloadet fra avisen Ilta sanomats hjemmeside, og her er muligheden for at klippe sig til et rigtig grimt ansigt ved at printe masken ud
http://kuvat2.iltasanomat.fi/iltasanomat/kuvaarkisto/lordinaamari.jpg