Så lykkedes det TV stationerne at tage også selve valgaftenen fra os!
Op til valgdagen har vi skullet leve med en klapjagtlignende dækning af kandidater udstyret med GPS, og med optagelser foretaget mere og mere private situationer. På valgdagen frem til lukningen af valgstederne måtte vi fortsat leve med den fortsatte totalt overskruede personfiksering, hvor vi fulgte de samme kandidater og deres bevægelser igen og igen. Så personkoncentreret har de sidste tre uger været, at mange i de seneste dage har valgt TV fra.

Denne politikerfokusering kunne da ikke fortsætte også på valgaftenen, vel? For valgaftenen er jo Vælgernes. Det er jo OS, der afgør, hvad der skal ske, og det er VORES stemmer, der skal høres.  På en rigtig valgaften skal vi høre, hvad vi har stemt rundt om i landet. Vi skal mærke hinanden, vi skal følge med i hver afkrog og hver storby. Vi skal føle demokratiet, vi skal mærke, at vi bliver værdsat.
Bare denne ene dag, disse seks timer fra valgstedet lukker, til partilederdebatten er overstået.

Men også dette kunne TV-stationerne tage fra os.
Vi har nu siddet fra klokken 20 går aftes til klokken 02 i nat i håb om at få indblik i, hvad VI sagde. Hvad VI valgte. Hvad VI tænkte, Hvad Vi ville.
Og hvad fik vi? Igen en fuldstændig opskruet personfikseret, kaotisk, usammenhængende, uskøn, og gentagende ”reportage” fra et hav af journalister på overarbejde, der interviewer politikere, der ikke kan sige noget som helst fornuftigt, før valgresultatet foreligger.

Vi vil have resultater fra de lokale valgsteder
Vi vil have resultater fra selv den mindste flække.
Vi vil have kredsresultater.
Vi vil have kommuneresultater.
Vi vil vide, hvordan de andre kommuner har stemt.
Vi vil vide, hvad naboen har stemt. 

Vi vil vide, hvilke personer, der er på vippen, hvilke der kommer ind og hvilke der nok må sige farvel eller som aldrig får en debut.
Selv med de usikkerheder, der er en sådan valgaften.
Det kan man sagtens sige meget fornuftigt om på baggrund af de tal, der foreligger.

Vi vil vide, hvordan valget går i lokalområderne, når der er valgaften. Ikke kun høre landsresultat.

Det er en begivenhed i et demokratisk liv at stemme. Vi havde to sønner, der stemte første gang til Folketingsvalg. Vi stod i kø torsdag morgen sammen med vore naboer og byfæller. Vi kender hinanden i den lille kommune, jeg bor i, og vi er spændte på, hvordan valget falder ud for de regionale kandidater.
Det er dét vi vil se. Og vi vil se, hvordan de klarer sig i de andre kommuner, både dem i nærheden og dem langt væk. Vi vil være med til gisningerne, vi vil høre om markante kandidater, der er opstillet i fjerne kredse, men som har haft mærkesager at kæmpe for. Vi vil se tallene, følge med i barometrene, og ikke kun få den samlede  temperaturmåling for hele landet.

Det er VORES VALG. Og det tog I fra os.

Jeg har været med til som journalist på Københavns Radio at dække kommunalvalg. Den største forberedelse bestod i at få hold på, hvem der var borgmester, hvad navnene var på  spidskandidaterne, de spændende markante personligheder, og på valgaftenen komme med bud på, hvordan det nok gik de pågældende.
Det kan sagtens lade sig gøre i et folketingsvalg også, hvis journalisterne vel at mærke forberedte sig på dette. Men fikseringen lå igen og igen på hovedpersonerne, og det er trættende og uinteressant. Det nærmeste, vi kom resultater, var TV2 løbebånd med angivelse af stemmeprocenten i kredsene. Tamt.

Vi fik i begyndelsen af aftenen de første resultater fra Askø, Bågø, andre mindre samfund. Resultaterne stod endda tilstrækkeligt længe på skærmen til, at man også kunne nå at læse dem. Men som aftenen skred frem, faktisk desværre temmelig hurtigt, blev optællingsresultaterne vraget til fordel for endnu mere ”Se og Hør” tomgangs-journalistik på mennesker, der ikke havde noget som helst at sige, på valgfester, der ikke var startet, på omstilling til den ene og den anden person, på et uprofessionelt misk-mask af billeder, der kom fra ét valgsted, og lyd, der kom fra et andet.
Værter, der talte ind over politikere, og politikere, der engleagtigt tålmodigt sagde de samme fraser om og om igen, gentaget endda til den samme tv-stations repræsentant flere gange, fordi stationerne ikke havde styr på, hvornår deres journalister var på. Og til slut excellerede tv-stationerne i at drive rovdrift på at vise billeder af de samme tårevædede unge kvinder, der stod og ventede ved valgfesterne og som var tydeligt ubehageligt berørt over at blive filmet i en så intim situation.

Giv os valgaftenen tilbage. Det er VORES aften.
- I kan gå på nettet og tjekke tallene, var beskeden fra begge kanaler.

NEJ. Det hverken kan eller skal vi. For I har lagt op til ”den store valgaften”, som vi skal følge foran skærmen, hjemme i stuen. Og vi gider saftsuseme ikke gå ind i en anden stue, åbne computeren se ukommenterede tal. Vi betaler licens for at få resultaterne på den kanal, der kan vise dem, og foran hvilke hele Danmark har lejret sig for at følge med.

Et eklatant redaktionelt fejlskøn.
Vi vil have vælgerne i fokus igen og tallene tilbage på valgaftenen.

Begge TVkanaler tog valgaftenen fra vælgerne is a post from: Abelone Glahn

Angrebene på den pågældende kvinde blev så hadske, at kommunen forleden gik til politiet:
- Vi har politianmeldt skribenterne og stifteren af facebookgruppen. Vores eneste våben er en politianmeldelse for at komme den her hetz til livet – en hezt, der er gået langt ud over alle grænser, sagde borgmester Lene Hansen (S) til nordjyske.dk

Den 21-årige stifter lover kort efter (torsdag den 9.juni), at hadegruppen lukkes samme aften, men det sker ikke alligevel!
Fordi en anden tilbød at føre den videre!
Ifølge Politiken skrev den unge mand på gruppens wall: »Orker ikke dette mere, denne gruppe er løbet ud på et sidespor, hvor den slet ikke skal være…«.
Han opfordrede derefter alle til at slette sig fra siden, så han kunne slette gruppen. MEN i stedet bad en anden Facebook-bruger om lov til at køre siden videre, og derfor eksisterer den stadig, skriver Politiken.

Det, der så er helt surrealistisk er, at den nye gruppeejer siger, at hun ikke vil lukke gruppen, men kun ændre navnet på den til
“Vi kræver afgang af alle der svigtede børnene i Brønderslev sagen”
Begrundelsen er, ifølge gruppens egen forklaring på facebooksiden:
“Vi vælger at lave gruppens navn om, da det ikke kun er ["Sagsbehandleren"] som har fejlet i denne sag.”

Og så er det, at tingene – hvis ikke før, så i hvert fald nu – ryger helt af sporet.
Den nye gruppeleder har nemlig svært ved det tekniske og forklarer: “Vi har pt problemer med at ændre gruppens navn, men så snart vi får det på plads, kommer gruppen til at hedde vi kræver afgang af alle der svigtede børnene i Brønderslev sagen”

Med andre ord: fordi den/de nye administratorer ikke kender facebook godt nok, fastholdes den krænkende gruppetitel, og de ubehagelige ytringer fortsætter, selv om der er forsøgt ryddet op og de værste fjernet

Og som om det ikke er nok, at de ikke kan ændre navnet, så fortsætter de ubehagelige ngreb, for der er ingen til at stoppe dem ordentligt: Selv om de nye gruppeejere skriver:   “Vi vil gerne at alle holder en sober tone herinde, det vil sige ingen trusler fra vores siden mod de personer”, så fortsætter den dårlige tone.
Det er ualmindelig naivt at tro, en sober tone kan opretholdes , når først linien er lagt og tonen har fået lov at stå uimodsagt, uredigeret, ukommenteret af den ansvarlige gruppeleder.

Katten er af sækken, og dette er for mig et glimrende eksempel på, hvordan de sociale medier, her facebook, kan være et tveægget sværd, uanset at man har ædle intentioner om at forsvare nogle børn mod et system, der har fejlet.
Det er SÅ nemt at oprette en facebookgruppe i kampens hede. Og det er SÅ svært at styre.

Der er en grund til, at hadegrupper er forbudt på facebook ( se mine tidligere indlæg om hadegrupper, herunder netop en om en sagsbehandler der også måtte omrking politiet, samt min artikel på K-forum om samme hadegrupper). Der er også en grund til, at man skal tænke sig om både to og tre gange, inden man går fra tanke til handling.

Mange enkeltpersoner, der måske er ukyndige på nettet, og i hvertfald ukyndige i forhold til, hvordan man styrer en onlinedebat, kommer til at skade både personer og sager og sig selv på uoprettelig vis.

En af de principielle følger, denne case foreløbig har fået, er , at socialrådgivernes formand Bettina Post nu udtaler:
»Hvis jeg bliver spurgt, om sagsbehandlere skal deltage i denne type dokumentarfilm, vil jeg fraråde det«, siger Bettina Post.
Hun mener istedet, at det bør være en formel person længere oppe i systemet, der skal gå på skærmen i den type sager. Det kunne for eksempel være en kommunaldirektør eller borgmester, siger hun til Politiken.

Som kommunikationsrådgiver og journalist synes jeg selvfølgelig det er noget skidt, at ansvarlige medarbejdere nu tilrådes ikke at deltage i dokumentarer. Som borger synes jeg det også. Det er ikke det samme at få en borgmester eller en chefs andenhåndsudtalelser, hvis man kan få førstehåndsudsagnet.
Men jeg forstår så glimrende Bettina Post.

Det er beklageligt, og mest beklageligt er det, at en del facebookbrugere ikke forstår konsekvensen ved at lægge andre mennesker for had på et digitalt medie.  Man kan komme til at sætte nogle snebolde i gang ned ad bakkken uden nogen som helst chance for at stoppe dem.
Sådan er facebook nemlig også.

Når facebook-lavinen løber amatørerne af hænde is a post from: Abelone Glahn

Kender det godt!!
Headset, som skal sættes rundt om hovedet i en bøjle, så mikrofonen placeres ud for den ene kind, kan muligvis give en bedre lyd end en klipsmikrofon, men hvem pokker har opfundet dem!! Det er i hvert fald ikke en kvinde!!

Når man har øreringe af metal på, klakker de hele tiden mod headsettet, hvilket er megairriterende ikke kun for oplægsholderen, men også for alle tilhørerne. Foredrag på foredrag har jeg gennemført, hvor jeg har måttet stå “halvnøgen” med kun den ene af mine øreringe på, fordi den anden larmede for meget.

Tag lige og opfind et headset, der absorberer stød fra metalgenstande! Hvor svært kan det være!
 Det føles så utjekket at skulle stå kun med een ørering på, når man nu lige har gennemtænkt sit outfit.
Og når I opfindere nu endelig er i gang, skal jeg hilse at sige, at det generelt er mega-ubehageligt at have et headset rundt om ørene og under håret. også frisuren ødelægges. De headset er en ommer. Så indtil videre – al magt til klipsmikrofonerne!

Headset til kvinder med øreringe, ja tak! is a post from: Abelone Glahn

Også i resten af verden diskuteres den digitale dagsorden

Der er behov for, at nogen sætter den digitalpolitiske dagsorden i Danmark og skaber debat ved dels at levere meninger, dels analyser og viden. Informationsteknologien er på godt og ondt en del af vores kultur og fælles fremtid. Politik finder ikke kun sted på Christiansborg eller nede på kommunen, den skabes også i virksomhederne, i hjemmene, i skolerne, på e-handelssites, på spillekonsollerne, hos teleselskaberne og på hospitalerne.?

Derfor sagde jeg ja, da Christian Schade for kort tid siden spurgte, om jeg ville være med i Digitalsyndikatet. Det er et bloggerfællesskab, som åbner i dag.
Ja, fordi også jeg savner et samlende sted, der tager diskussioner, som både åbner for forbrugervinkler og forskningsvinkler, og ja, fordi jeg godt kan lide, at der ikke er 100 dage fra tanke til handling, når formålet er fornuftigt og konstruktivt.
Jeg har selv bidraget med et indlæg, der tager fat i de dilemmaer, som forlagsbranchen står over for i 2011, som netop af bladet Bogmarkedet, der udkommer i næste uge, er blevet udnævnt til Året, hvor den digitale publicering slår igennem.

Digitalsyndikatet er en sammenslutning af bloggere, der mener, at vi kan være med til at udfylde rollen som digitalpolitiske holdningshavere.
Den stiftende blogger-gruppe består- ud over mig, sagde hunden –  af en række markante profiler fra den danske IT- og mediebranche:

 ·       Jesper Balslev
Digital mediekonsulent, foredragsholder og forfatter

·       Anders Kjærulff Christensen
Medstifter af P1’s Harddisken, nu Projektchef på Ekstra Bladet nationen!

 ·       Kim Elmose
Journalist, blog-pioner og formand for Danish Online News Association (DONA). Webredaktør hos IDA.

 ·       Mads Kristensen
Digital pioner, direktør for digital udvikling hos Berlingske Media 

·       Lizl Rand
Chefredaktør på Q, Tidens Kvinder og Psykologi 

·       Christian Schade
Digital mediepioner og -konsulent med fokus på strategi og ledelse 

·       Claus Skytte
Iværksætter og digital kommunikator, medstifiter af We Love People 

·       Bjarne Tveskov
Digital pioner, konceptdesigner, underviser, skribent og konsulent 

·       Henriette Weber
Strategisk social webkonsulent og forfatter med special i markedsføring

 Læs mere om os her

Vi tager gerne fat om komplicerede tekniske problemer som f.eks. netneutralitet eller følsomme emner som indholdsfiltre i skolerne, men underbygger vores holdninger med information, der gør det muligt at forholde sig til dem.?

 Vi giver viden og links fra os, der hjælper med at forstå den informationsteknologiske udvikling og danne meninger om den.

 Vi er ikke forpligtede til at være enige med hinanden. En holdning, der udtrykkes i Digitalsyndikatets spalter, står udelukkende for den enkelte forfatters egen regning. Dette forhindrer os dog heller ikke i at være enige.

Deltag gerne i debatten på bloggen – og/eller Følg os på twitter på @digitalsyndikat

Digitalsyndikatet vil præge dansk IT-politik is a post from: Abelone Glahn

Indfør et onlinekørekort som obligatorisk kursus på arbejdspladserne.

At det ikke har været særlig svært at finde ud af navnet på en erhvervskvinde, der blev inddraget i en kokainsag, trods et navneforbud, og at fortrolige bankoplysninger er blevet lækket på nettet i forgangne uge får nu politikerne til at melde, at man skal se nærmere på, om lovgivingen omkring hvad der må skrives på nettet, er tidssvarende, for at folk ikke kommer i klemme.

Bøder er ikke vejen frem
Jeg kan godt være enig i, at det vil være nyttigt med et eftersyn for at se, om man skal opdatere regelsættet, men jeg mener egentlig , at lovene meget langt hen ad vejen dækker godt nok.  Problemet ligger snarere i, om det almene kendskab til de almindelige færdselsregler i sociale medier er tilstrækkeligt hos en del af befolkningen.

Dengang automobilen kom frem, var der også mange, der ville have den forbudt, fordi den var farlig, og jeg er sikker på, der også opstod mange truende situationer, indtil alle havde lært at tæmme bilen, fundet et regelsæt for anvendelsen af den, og gjort sig egne erfaringer med at sidde bag rattet.

Det er lidt det samme her: Sociale medier er også nye for mange. Vi skal lige vænne os til, hvordan de fungerer, og så skal vi såmænd nok kunne håndtere dem fornuftigt, uden at vi behøver at blive truet med større bøder.

Hurtig og effektiv online-undervisning
Det er uhyre nemt at komme til at sige for meget på nettet. At skrive på nettet er flygtigt, hurtigt, umiddelbart og ind imellem ugennemtænkt. Men store bøder for at kvaje sig tror jeg ikke er vejen frem mod en bedre brug af de sociale medier. 
Hvad der er nødvendigt er, at befolkningen får et kørekort til at færdes på nettet.

Nu har vi i efterhånden mange år haft et IT-kørekort, som dybest set lærte den enkelte, hvordan forskellige ITprogrammer fungerer.

På samme måde mener jeg, vi bør arbejde med at give den enkelte et onlinekørekort, der gør den enkelte i stand til at forstå den form for elektroniske samtale, der finder sted på nettet. Et kørekort, der hjælper den enkelte med at forstå både grænser og muligheder i den samtale, der foregår på nettet.

Ikke kun hjælper den enkelte til at forstå, hvor fælderne og faldgruberne ligger, men et kort, som også hjælper den enkelte med at bruge samtalen og dialogen på nettet konstruktivt.
Præcis som med et kørekort til en bil: Vi skal ikke kun vide, hvor bremsen sidder, men også hvor speederen sidder, og vi skal kende såvel fartbegrænsingerne som det at læse et kort, så vi kan komme hele verden rundt.

Vi kunne med e-mail
Vi fandt ud af det med e-mail: Også her var der i starten rigtig mange, der dummede sig, men i dag ved enhver, hvor grænserne  går for, hvad man kan og bør skrive i en mail, og enhver har glædet sig over effektiviteten  i den hurtige kommunikation. At der stadig finder fejl sted, at der stadig er nogen, der sender kædebreve videre, sender spammails eller skriver hemmligheder de ikke burde, vil være uundgåeligt, ligesom der også altid vil være nogen, der kører for stærkt på vejene. Men hovedparten kan godt finde ud af at håndtere både bil og email.

Indfør kørekort på arbejdspladserne:
På samme måde vil dette finde sit leje, men formentlig bedst hjulpet på vej af en egentlig skoling:
Man kunne indføre obligatoriske dage på arbejdspladsen, hvor man får en indsigt i, hvad der er lovligt, og hvad der er fornuftigt at skrive på nettet.
På disse dage kunne man tillige få hjælp til at forstå, hvordan de sociale medier egentligt virker – for mange fejl opstår, fordi folk simpelthen ikke er klar over, hvordan de fungerer – og man kan få en indsigt i, hvordan medierne kan bruges på en fremadrettet måde – også til gavn for en arbejdsplads.

Det behøver ikke være alverden - en eller to gå hjemmøder, lidt praktisk træning og sund fornuft. Og vi bør indføre et online-kørekort til alle aldersgrupper. Det er bestemt ikke de unge, der laver de største brølere.

Vi bør indføre et online-kørekort is a post from: Abelone Glahn

Lotte Lund Larsen og Christie Stauning Andersen gav en professionel præsentation på IR9 om mobilisering via SMS

I disse dage holdes i København på ITU den 9. internationale konference for internetforskere, InternetResearch 9.0.

Tre -fire dage fyldt med oplæg fra forskere fra hel verden, som kommer og præsenterer deres seneste resultater. jeg vil gerne blogge om nogle af de oplæg, der har været mest interessante på førstedagen, men jeg vil starte med at udtrykke en stille glæde over det danske undervisningssystem og over den prioritering, som man laver i forhold til at lære de studerende at fremlægge på en forståelig måde.
Jeg er selv mor til tre børn, som i gymnasiet lærer at fremlægge, og jeg er utrolig glad for, at de får den færdighed med sig.

Efter en hel dag, hvor jeg har fulgt præcis 22 oplæg, er det med stolthed, jeg konstaterer, at den mest forståelige og klareste præsentationer kom fra en dansk bidragsyder.

Mange af præsentationerne var usammenhængende, umulige at få overblik over, enten totalt overlæsssedee slides eller tilsvarende ultrakorte og intetsigende med tilfældige og distraherende illustrationer og en hel masse uklar tale.

Den præsentation, der virkelig tog prisen for bedste fremlæggelse i går, var en fremlæggelse om brugen af SMS under aktioner i forbindelse med et nyt ungdomshus i København.

Professionelt, forståeligt, smukt bygget op og klart formuleret. Den blev foretaget af de to studerende ved ITU, Christie Stauning Andersen og Lotte Lund Larsen. “When new media mobilize grassroots – a study of young peoples use and meaning og nem media in mobilization”. Jeg vender tilbage for at blogge om selve indholdet af deres meget spændende oplæg.

At de evner at fremlægge ordentligt, skyldes sikkert også deres personligheder, men min påstand i dag er, at den gode præsentation også siger lidt om det danske skolevæsen, der igennem nogle år har forsøgt at lære studerende også at kunne præsentere sit stof.

Hvad de også gjorde, var meget forbilledligt at skrive på sidste slide, hvor man kunne få mere information – for selvfølgelig havde de studerende selv købt et domaine for at blogge om deres speciale, og selvfølgelig havde de også lagt et link til præsentationen på et sted, som vi andre kan hente den ind via.
Så ikke alene var det en god præsentation, den var også skrevet i et ønske om at dele viden med andre.

Jeg siger ikke, at alle danskere er gode til at præsentere, eller at alle andre er dårlige. Jeg siger, at det kan betale sig voldsomt at arbejde med at lave gode præsentationer.
Selv er jeg vild med Guy Kawasakis korte forklaring på, hvordan man laver en god præsentation efter 10-20-30-reglen:

Kun 10 slides
på 20 minutter
og skrevet med ikke mindre end font 30

Nyd selv videoen, hvor han fortæller om den:
10 slides på 20 minutter og ikke mindre en font 30

Stille glæde over det danske uddannelsessystem is a post from: Abelone Glahn

Årsagen til, at ansættelsen fortrydes i sidste øjeblik, er angiveligt, at manden på sin blog bruger bandeord og billeder, der ikke er foreneligt med et job som kirkegårdsleder.

Til DR-Sjælland, siger formanden for Menighedsrådet:

- Det er ikke det,  at han skriver på internettet. Det må han selvfølgelig gerne. Det er hans sprogbrug og det billedmateriale han lægger ud. Det er ikke foreneligt med en tjenestemandsstiling, siger formanden for Vordingborg Menighedsråd, Jette Gylle.

Her forklarer han selv noget af sagen og viser teksten fra menighedsrådets brev, der dog ikke eksplicit nævner bloggens indhold.

Jeg skal ikke tage stilling til indholdet, ej heller til, om fyringen er saglig eller usaglig.

Blot sige, at situationen kunne være undgået, hvis arbejdgiveren havde gjort sit hjemmearbejde og tjekket ansøgeren, inden vedkommende var kaldt til samtale.

Manden har sagt sit gamle job op, er flyttet til området  oghar købt hus, og står nu i en situation, som ingen ønsker sig, formentlig heller ikke menighedsrådet. Det er uheldigt, mildt sagt.

En simpel Googlesøgning på mandens (meget almindelige) navn samt den by, han må have opgivet som adresse på ansøgningen bringer blogindlæggene frem  på 1. side. ( i dag selvfølgelig overgået af alle de omtaler , der har været af sagen).

En lige så simpel søgning på overskrift.dk leder også direkte til en af hans blogs.

Har man har særlige etiske krav til en ansøger, bør man i min optik gør sig den ulejlighed at tjekke nettet for, hvad man ikke regner med, står direkte i en ansøgning, men som kan have indflydelse på det valg af kandidat, man står overfor.

Det hører med til arbejdgiveransvaret, synes jeg.

Burde have undgået fyring pgr. af upassende blog is a post from: Abelone Glahn

Det synes mig, som at a-kasserne, ikke mindst med det seneste indgreb overfor dem, der går på supplerende, er indrettet på et andet arbejdsmarked, end det, der tegner sig nu, og jeg tror, det vil være fornuftigt, at organisationerne og hhv erhvervsministeriet og beskæftigelsesministeriet kiggede lovgivningen efter og justerede den en gang til. 

A-kassen er en del af et a-kassesystem, der er ens for dem alle, om a-kassen så er tilknyttet en fagforening eller er for selvstændige som ASE og Dana. Der er visse regler, de skal følge, og reglerne har ændret sig over årene, fordi a-kasser er blevet brugt og misbrugt, og fordi a-kassen selv er blevet brugt og  misbrugt som instrument for skiftende arbejdsmarkedspolitikker.
Rigtig mange af dem, der er i min alder omkring de 50 og derover, har oplevet a-kassen som noget, man skulle være medlem af ”hvis det skulle gå helt galt”, og a-kassen har også for en del år siden været en sådan hjælp.
Men i de senere år er a-kassesystemet blevet mere en modstander end en samarbejdspartner. Mange har fundet systemet fjendtligt og ligefrem uværdigt at komme i forbindelse med på grund af den megen kontrol og mistænkeliggørelse, og på grund af overdrevne krav om jobsøgning især for dem, der ved, at de kun er på supplerende en overgang.
Den veritable klapjagt, der nu er indledt på mennesker, der har brug for supplerende, og som rammer periodearbejderne, gør det endnu vanskeligere at have lyst til at opretholde sit medlemskab, selv om jeg fuldt ud anerkender, at der er nogen, der har brug for at kunne gå på understøttelse.Den ene ting, man kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde for er således, at a-kassen gøres tidssvarende og mindre besværlig for en arbejdsstyrke, der i stigende grad arbejder tidsbegrænset, for flere arbejdsgivere, som projektansatte og med udbetalinger, der kommer både som a og b indkomst.Den anden ting, man politisk kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde på, er at gøre det muligt at få støtte i perioder med nedgang uden at skulle lukke sin virksomhed først. Det er dybt urimeligt og ligefrem helt erhvervsfjendtligt, at man skal lukke sin virksomhed for at få hjælp. Det kan end ikke den siddende regering være interesseret i.

Den tredje ting, man kunne bede forbund og ministerier arbejde på, er at gøre det nemmere at starte egen virksomhed fra arbejdsløshed. Det er helt urimelig vanskeligt at få lov til at starte eller blot forberede egen virksomhed som arbejdsløs, hvilket mange unge nyuddannede forsøger. I Sverige derimod fritages man i et halvt år for kravet om at søge job, mens man bygger virksomheden op. Det kan altså lade sig gøre at have et andet system, et system, der fremmer selvstændigheden i stedet for at hæmme den, som vores gør.

Den fjerde ting, forbund og ministerier burde se politisk på, er måden, som retten til at få udbetalt en efterlønspræmie på, udregnes efter. Jeg vil gerne sige, at det ikke nødvendigvis er den konkrete a-kasse, man skal skyde på, men igen på måden efterlønssystemet er opbygget.
Efterlønnen er ikke skabt til selvstændige, og det gennemsyrer hele lovgivningen. Efterlønspræmien er, som jeg har forstået det, blevet indført for at gøre det mere attraktivt at forblive på arbejdsmarkedet: Hvis du bliver til du er 65, får du udbetalt en efterlønspræmie. Men hvis man som freelancer med både a og b indtægter og med arbejde i bølger, skal opnå retten til at modtage disse præmier, skal man bl.a. igennem et bureaukratisk dokumentationshelvede, som ikke tager højde for, hvordan man arbejder som freelancer.
Efterlønssystemet med præmien har ikke eksisteret så længe, at vi har fået rigtig mange sager endnu om dette, men de, der overvejer at blive ved med at arbejde, bør undersøge sagerne ualmindelig godt, inden de kaster sig ud i de sidste fem år, for der er så mange regler og undtagelser, at det er helt demotiverende for at være med i ordningen.Alt i alt er det således systemet mere end det nødvendigvis er den enkelte akasse, jeg kritiserer. 
Akasser administrerer blot et system, der er urimeligt. Og reglerne er vanskelige. Selvfølgelig skal de akasse-ansatte kunne reglerne, og de skal kunne rådgive os korrekt, og selvfølgelig kan der ske fejl. Men i bund og grund administrerer de bare. De er i princippet beskæftigelsesministeriets forlængede arm end de er instrument for forbundsmedlemmer.

Vi bliver nødt til, selvstændige, freelancere og mikrovirksomheder, at gøre opmærksom på, at reglerne skal ændres for at svare til den virkelighed vi står i til daglig.

Hvis systemet skal ændres, må vores hovedforbund rejse kritikken og komme med konstruktive forbedringsforslag.Og gerne gøre det i samarbejde med nogle af de andre forbund, der også arbejder med freelancere og selvstændige. Konsekvensen af, at der ikke bliver gjort noget, er at vi melder os ud af a-kasse, efterløn og i sidste ende forbund.Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, men for nogle mennesker er det den løsning, der giver mest mening på det personlige plan, og det er jo i grunden trist. 

A-kasser og efterlønsordninger er ikke tidssvarende for selvstændige is a post from: Abelone Glahn

Ekstra Bladet har i dag en forside om, at Reimar Bo Christensen, der nu er gået selvstændig, hæver en timeløn på 13.300 kroner ved et job som ordstyrer på et større debatmøde for Odense Kommune.

Bladet forsøger at gå efter bolden og fremhæver, at det er Odense Kommune, der frådser med skatteydernes penge. Bladet ender imidlertid med at gå efter manden og at mistænkeliggøre de høje honorarer ved også at bringe en liste over, hvad kendisser som ordstyrere koster. Vibeke Hartkorn, Michael Kamper og Morten Stig Christensen bliver også trukket frem som nogle af de dyre.

Og bladet puster til den lille misundelses ætsende glød ved at lave en poll, der selvfølelig viser, at næsten 80 procent synes, det ikke er ok at hyre kendisser til kommunale arrangementer.

Men alle, der interviewes i avisen – undtagen Ekstra Bladet selv altså – konstaterer, at niveaet Er sådan, at de kendte koster 20-25.000 kroner at få til at styre en debat, OG at de tiltrækker flere mennesker til debat om borgersager. Odense Kommune går så vidt som til at sige, at der principielt ikke er noget loft for, hvor meget man vil betale for at få den rette person på det rette sted.

Nej selvfølgelig ikke, for de leverer varen – de styrer og leder et publikum på behagelig vis gennem et måske lidt vanskeligt mødeforløb med debat i øst og vest.
Det skal de selvfølgelig have betaling for. Det er den kompetence de har, og det er det, de lever af. If you only pay peanuts , you get monkeys.

Jeg vil bare tilføje, at en ordentlig betaling ikke behøver at følge de kendte alene, men selvfølgelig følger kompetencen. En ordentlig betaling behøver man ikke være eks-studievært for at få, hvis man er god til dét, man bliver bedt om at udføre.

Et sådant niveau er ikke på nogen måde er ukendt i erhvervslivet – undtagen for dem, der sjældent har med denne type leverandører at gøre….

3000 for tre arbejdsdage
Jeg var selv ude for noget lignende forleden, hvor jeg blev tilbudt 3000 kroner af en offentlig institution for at komme en hel dag og undervise. Jeg skulle desuden bruge en hel dag på at tilrettelægge et selvstændigt og nyt program, og der oven i skulle jeg bruge en dag til transport. Altså 3000 kroner for tre arbejdsdage, hvoraf de to var med absolut specialviden.
Da jeg sagde nej tak til opgaven, fik jeg at vide, at det var “frisk af mig” at tage det beløb, jeg så fortalte manden, jeg ville have for opgaven, og at “med to af den slags job om ugen kunne jeg jo leve fedt”. Endelig fik jeg at vide, at andre store mænd i branchen sagde ja til den tilbudte hyre for den indirekte reklames skyld – det kunne jo være, der faldt nogle kunder af på vejen til mig blandt publikum.

Pointen er jo netop, at vi ikke får den slags job i hobetal, at vi bruger megen tid på at evne hvad enten det er at styre en forsamling ,eller som i mit tilfælde at vide en hulens masse om onlinefællesskaber web 2.0 og det virtuelle håndtryk.
Der er lange ufakturerbare perioder, hvor vi tilegner os viden og arbejder med stoffet for at kunne levere en speciel ydelse.
Det koster. Og det er ikke unaturligt eller urimeligt. Det er faktisk helt almindeligt ude i erhvervslivet !

Om den lille misundelse, Reimer Bo og honorering is a post from: Abelone Glahn

Prisen bestod blandt andet af en smuk skål, som hedder snefnug, skabt af keramikeren Birgitte Kitamoto fra Vallekilde, dvs. fra Kreds 2‘s område.

Jeg vil gerne takke, for det første for den påskønnelse af mit arbejde, og for det andet for, at prisen sætter fokus på denne spændende gruppe på arbejdsmarkedet, som er en slags stedbarn med mange, særprægede navne som “atypisk beskæftigede”, “den 3.gruppe”, “frie agenter” eller – som jeg selv ynder at kalde dem – “mikrovirksomheder”. I DJ hedder de overvejende freelancere, og det er (for mig) et æresbegreb at være en sådan.

Det er først i de senere år, det er blevet tydeligt, at vi kommer ind i et videns- og servicesamfund, hvor denne type arbejdere og deres fleksibilitet bliver indlysende nødvendige for samfundet.
At der bliver sat fokus på denne gruppe, er også indirekte med til at skabe en identitet hos mange, der ellers føler sig lidt hjemløse, særligt i fagforeninger, fordi man den ene dag er arbejdstager, den næste dag er arbejdsgiver for andre.
Denne identitet vågner langsomt op og får synlighed gennem tiltag som Mikronet, Børsen Mikro og gennem mange af de mindre konkollegaskaber, der opstår og medfører krydsbefrugtning mellem selvstændige.

Synlighed skaber også værdighed for mange af dem, der mere føler sig som daglejere end som freelancere:
For nogle år siden var jeg til delegeretmøde for Journalistforbundet og hørte fra talerstolen et medlem omtale sig selv lidt modløst som “sådan en freelancer skråstreg arbejdsløs”.
Jeg blev ked af hans selvnedvurdering, for jeg er meget stolt af at være freelancer.
I fredags var jeg så til det første af for håbentlig en række Freelance Forum, som Journalistforbundet holdt. 200 freelancere – også ikke-DJere – var til stede og hørte formanden Mogens Blicher Bjerregård sige, at Journalistforbundet nu ser sig som en væsentlig aktør på området, ja nærmest som en Freelancernes Hovedorganisation.

Vi er nået et meget lang skridt på vej mod en forståelse fra også fagforeninger af, hvad denne 3.gruppe betyder på arbejdsmarkedet, også i fagpolitisk sammenhæng, og jeg blev meget glad for, at MBB fremhævede det væsentlige i at stræbe efter at være en samlende kraft for freelancetanker, gerne også fra andre forbund. Det har vi brug for.

Til slut vil jeg gerne henvise til et arbejdsportræt, som bladet Journalisten for nylig lavede med mig – in case, at læsere ikke kender til resten af min “blandede landhandel”

Tak for pris-anerkendelse af arbejde for mikroer og freelancere is a post from: Abelone Glahn