Indfør et onlinekørekort som obligatorisk kursus på arbejdspladserne.

At det ikke har været særlig svært at finde ud af navnet på en erhvervskvinde, der blev inddraget i en kokainsag, trods et navneforbud, og at fortrolige bankoplysninger er blevet lækket på nettet i forgangne uge får nu politikerne til at melde, at man skal se nærmere på, om lovgivingen omkring hvad der må skrives på nettet, er tidssvarende, for at folk ikke kommer i klemme.

Bøder er ikke vejen frem
Jeg kan godt være enig i, at det vil være nyttigt med et eftersyn for at se, om man skal opdatere regelsættet, men jeg mener egentlig , at lovene meget langt hen ad vejen dækker godt nok.  Problemet ligger snarere i, om det almene kendskab til de almindelige færdselsregler i sociale medier er tilstrækkeligt hos en del af befolkningen.

Dengang automobilen kom frem, var der også mange, der ville have den forbudt, fordi den var farlig, og jeg er sikker på, der også opstod mange truende situationer, indtil alle havde lært at tæmme bilen, fundet et regelsæt for anvendelsen af den, og gjort sig egne erfaringer med at sidde bag rattet.

Det er lidt det samme her: Sociale medier er også nye for mange. Vi skal lige vænne os til, hvordan de fungerer, og så skal vi såmænd nok kunne håndtere dem fornuftigt, uden at vi behøver at blive truet med større bøder.

Hurtig og effektiv online-undervisning
Det er uhyre nemt at komme til at sige for meget på nettet. At skrive på nettet er flygtigt, hurtigt, umiddelbart og ind imellem ugennemtænkt. Men store bøder for at kvaje sig tror jeg ikke er vejen frem mod en bedre brug af de sociale medier. 
Hvad der er nødvendigt er, at befolkningen får et kørekort til at færdes på nettet.

Nu har vi i efterhånden mange år haft et IT-kørekort, som dybest set lærte den enkelte, hvordan forskellige ITprogrammer fungerer.

På samme måde mener jeg, vi bør arbejde med at give den enkelte et onlinekørekort, der gør den enkelte i stand til at forstå den form for elektroniske samtale, der finder sted på nettet. Et kørekort, der hjælper den enkelte med at forstå både grænser og muligheder i den samtale, der foregår på nettet.

Ikke kun hjælper den enkelte til at forstå, hvor fælderne og faldgruberne ligger, men et kort, som også hjælper den enkelte med at bruge samtalen og dialogen på nettet konstruktivt.
Præcis som med et kørekort til en bil: Vi skal ikke kun vide, hvor bremsen sidder, men også hvor speederen sidder, og vi skal kende såvel fartbegrænsingerne som det at læse et kort, så vi kan komme hele verden rundt.

Vi kunne med e-mail
Vi fandt ud af det med e-mail: Også her var der i starten rigtig mange, der dummede sig, men i dag ved enhver, hvor grænserne  går for, hvad man kan og bør skrive i en mail, og enhver har glædet sig over effektiviteten  i den hurtige kommunikation. At der stadig finder fejl sted, at der stadig er nogen, der sender kædebreve videre, sender spammails eller skriver hemmligheder de ikke burde, vil være uundgåeligt, ligesom der også altid vil være nogen, der kører for stærkt på vejene. Men hovedparten kan godt finde ud af at håndtere både bil og email.

Indfør kørekort på arbejdspladserne:
På samme måde vil dette finde sit leje, men formentlig bedst hjulpet på vej af en egentlig skoling:
Man kunne indføre obligatoriske dage på arbejdspladsen, hvor man får en indsigt i, hvad der er lovligt, og hvad der er fornuftigt at skrive på nettet.
På disse dage kunne man tillige få hjælp til at forstå, hvordan de sociale medier egentligt virker – for mange fejl opstår, fordi folk simpelthen ikke er klar over, hvordan de fungerer – og man kan få en indsigt i, hvordan medierne kan bruges på en fremadrettet måde – også til gavn for en arbejdsplads.

Det behøver ikke være alverden - en eller to gå hjemmøder, lidt praktisk træning og sund fornuft. Og vi bør indføre et online-kørekort til alle aldersgrupper. Det er bestemt ikke de unge, der laver de største brølere.

Lotte Lund Larsen og Christie Stauning Andersen gav en professionel præsentation på IR9 om mobilisering via SMS

I disse dage holdes i København på ITU den 9. internationale konference for internetforskere, InternetResearch 9.0.

Tre -fire dage fyldt med oplæg fra forskere fra hel verden, som kommer og præsenterer deres seneste resultater. jeg vil gerne blogge om nogle af de oplæg, der har været mest interessante på førstedagen, men jeg vil starte med at udtrykke en stille glæde over det danske undervisningssystem og over den prioritering, som man laver i forhold til at lære de studerende at fremlægge på en forståelig måde.
Jeg er selv mor til tre børn, som i gymnasiet lærer at fremlægge, og jeg er utrolig glad for, at de får den færdighed med sig.

Efter en hel dag, hvor jeg har fulgt præcis 22 oplæg, er det med stolthed, jeg konstaterer, at den mest forståelige og klareste præsentationer kom fra en dansk bidragsyder.

Mange af præsentationerne var usammenhængende, umulige at få overblik over, enten totalt overlæsssedee slides eller tilsvarende ultrakorte og intetsigende med tilfældige og distraherende illustrationer og en hel masse uklar tale.

Den præsentation, der virkelig tog prisen for bedste fremlæggelse i går, var en fremlæggelse om brugen af SMS under aktioner i forbindelse med et nyt ungdomshus i København.

Professionelt, forståeligt, smukt bygget op og klart formuleret. Den blev foretaget af de to studerende ved ITU, Christie Stauning Andersen og Lotte Lund Larsen. “When new media mobilize grassroots – a study of young peoples use and meaning og nem media in mobilization”. Jeg vender tilbage for at blogge om selve indholdet af deres meget spændende oplæg.

At de evner at fremlægge ordentligt, skyldes sikkert også deres personligheder, men min påstand i dag er, at den gode præsentation også siger lidt om det danske skolevæsen, der igennem nogle år har forsøgt at lære studerende også at kunne præsentere sit stof.

Hvad de også gjorde, var meget forbilledligt at skrive på sidste slide, hvor man kunne få mere information – for selvfølgelig havde de studerende selv købt et domaine for at blogge om deres speciale, og selvfølgelig havde de også lagt et link til præsentationen på et sted, som vi andre kan hente den ind via.
Så ikke alene var det en god præsentation, den var også skrevet i et ønske om at dele viden med andre.

Jeg siger ikke, at alle danskere er gode til at præsentere, eller at alle andre er dårlige. Jeg siger, at det kan betale sig voldsomt at arbejde med at lave gode præsentationer.
Selv er jeg vild med Guy Kawasakis korte forklaring på, hvordan man laver en god præsentation efter 10-20-30-reglen:

Kun 10 slides
på 20 minutter
og skrevet med ikke mindre end font 30

Nyd selv videoen, hvor han fortæller om den:
10 slides på 20 minutter og ikke mindre en font 30

En kommende kirkegårdsleder, der skulle være begyndt sit nye job i Vordingborg den 1. juli, har fået besked af sin arbejdsgiver, Menighedsrådet, om at han alligevel ikke skal møde på arbejde.

Årsagen til, at ansættelsen fortrydes i sidste øjeblik, er angiveligt, at manden på sin blog bruger bandeord og billeder, der ikke er foreneligt med et job som kirkegårdsleder.

Til DR-Sjælland, siger formanden for Menighedsrådet:

- Det er ikke det,  at han skriver på internettet. Det må han selvfølgelig gerne. Det er hans sprogbrug og det billedmateriale han lægger ud. Det er ikke foreneligt med en tjenestemandsstiling, siger formanden for Vordingborg Menighedsråd, Jette Gylle.

Her forklarer han selv noget af sagen og viser teksten fra menighedsrådets brev, der dog ikke eksplicit nævner bloggens indhold.

Jeg skal ikke tage stilling til indholdet, ej heller til, om fyringen er saglig eller usaglig.

Blot sige, at situationen kunne være undgået, hvis arbejdgiveren havde gjort sit hjemmearbejde og tjekket ansøgeren, inden vedkommende var kaldt til samtale.

Manden har sagt sit gamle job op, er flyttet til området  oghar købt hus, og står nu i en situation, som ingen ønsker sig, formentlig heller ikke menighedsrådet. Det er uheldigt, mildt sagt.

En simpel Googlesøgning på mandens (meget almindelige) navn samt den by, han må have opgivet som adresse på ansøgningen bringer blogindlæggene frem  på 1. side. ( i dag selvfølgelig overgået af alle de omtaler , der har været af sagen).

En lige så simpel søgning på overskrift.dk leder også direkte til en af hans blogs.

Har man har særlige etiske krav til en ansøger, bør man i min optik gør sig den ulejlighed at tjekke nettet for, hvad man ikke regner med, står direkte i en ansøgning, men som kan have indflydelse på det valg af kandidat, man står overfor.

Det hører med til arbejdgiveransvaret, synes jeg.

Forleden meldte jeg mig ud af min a-kasse efter længe at have overvejet, om der er nogen grund til, at jeg står i a-kasse som selvstændig. 
Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der har brug for a-kassen, men konstaterer, at den ydelse, som jeg betaler til, ikke svarer til det behov, jeg har.
Jeg har ikke haft brug for a-kassen, siden jeg var nyuddannet i 1980. Da var jeg også glad for at have den, indtil jeg fik mit første job, men siden har jeg ikke haft brug for den, hverken som fastansat eller som selvstændig.
Jeg er momsregisteret, har sygeforsikring hos Arbejdsdirektoratet og er sikret delvist i tilfælde af livstruende sygdom gennem min livsforsikring. Jeg har også meldt mig fra efterlønnen for år tilbage og indbetaler i stedet et tilsvarende beløb på en privat pension.

Det synes mig, som at a-kasserne, ikke mindst med det seneste indgreb overfor dem, der går på supplerende, er indrettet på et andet arbejdsmarked, end det, der tegner sig nu, og jeg tror, det vil være fornuftigt, at organisationerne og hhv erhvervsministeriet og beskæftigelsesministeriet kiggede lovgivningen efter og justerede den en gang til. 

A-kassen er en del af et a-kassesystem, der er ens for dem alle, om a-kassen så er tilknyttet en fagforening eller er for selvstændige som ASE og Dana. Der er visse regler, de skal følge, og reglerne har ændret sig over årene, fordi a-kasser er blevet brugt og misbrugt, og fordi a-kassen selv er blevet brugt og  misbrugt som instrument for skiftende arbejdsmarkedspolitikker.
Rigtig mange af dem, der er i min alder omkring de 50 og derover, har oplevet a-kassen som noget, man skulle være medlem af ”hvis det skulle gå helt galt”, og a-kassen har også for en del år siden været en sådan hjælp.
Men i de senere år er a-kassesystemet blevet mere en modstander end en samarbejdspartner. Mange har fundet systemet fjendtligt og ligefrem uværdigt at komme i forbindelse med på grund af den megen kontrol og mistænkeliggørelse, og på grund af overdrevne krav om jobsøgning især for dem, der ved, at de kun er på supplerende en overgang.
Den veritable klapjagt, der nu er indledt på mennesker, der har brug for supplerende, og som rammer periodearbejderne, gør det endnu vanskeligere at have lyst til at opretholde sit medlemskab, selv om jeg fuldt ud anerkender, at der er nogen, der har brug for at kunne gå på understøttelse.Den ene ting, man kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde for er således, at a-kassen gøres tidssvarende og mindre besværlig for en arbejdsstyrke, der i stigende grad arbejder tidsbegrænset, for flere arbejdsgivere, som projektansatte og med udbetalinger, der kommer både som a og b indkomst.Den anden ting, man politisk kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde på, er at gøre det muligt at få støtte i perioder med nedgang uden at skulle lukke sin virksomhed først. Det er dybt urimeligt og ligefrem helt erhvervsfjendtligt, at man skal lukke sin virksomhed for at få hjælp. Det kan end ikke den siddende regering være interesseret i.

Den tredje ting, man kunne bede forbund og ministerier arbejde på, er at gøre det nemmere at starte egen virksomhed fra arbejdsløshed. Det er helt urimelig vanskeligt at få lov til at starte eller blot forberede egen virksomhed som arbejdsløs, hvilket mange unge nyuddannede forsøger. I Sverige derimod fritages man i et halvt år for kravet om at søge job, mens man bygger virksomheden op. Det kan altså lade sig gøre at have et andet system, et system, der fremmer selvstændigheden i stedet for at hæmme den, som vores gør.

Den fjerde ting, forbund og ministerier burde se politisk på, er måden, som retten til at få udbetalt en efterlønspræmie på, udregnes efter. Jeg vil gerne sige, at det ikke nødvendigvis er den konkrete a-kasse, man skal skyde på, men igen på måden efterlønssystemet er opbygget.
Efterlønnen er ikke skabt til selvstændige, og det gennemsyrer hele lovgivningen. Efterlønspræmien er, som jeg har forstået det, blevet indført for at gøre det mere attraktivt at forblive på arbejdsmarkedet: Hvis du bliver til du er 65, får du udbetalt en efterlønspræmie. Men hvis man som freelancer med både a og b indtægter og med arbejde i bølger, skal opnå retten til at modtage disse præmier, skal man bl.a. igennem et bureaukratisk dokumentationshelvede, som ikke tager højde for, hvordan man arbejder som freelancer.
Efterlønssystemet med præmien har ikke eksisteret så længe, at vi har fået rigtig mange sager endnu om dette, men de, der overvejer at blive ved med at arbejde, bør undersøge sagerne ualmindelig godt, inden de kaster sig ud i de sidste fem år, for der er så mange regler og undtagelser, at det er helt demotiverende for at være med i ordningen.Alt i alt er det således systemet mere end det nødvendigvis er den enkelte akasse, jeg kritiserer. 
Akasser administrerer blot et system, der er urimeligt. Og reglerne er vanskelige. Selvfølgelig skal de akasse-ansatte kunne reglerne, og de skal kunne rådgive os korrekt, og selvfølgelig kan der ske fejl. Men i bund og grund administrerer de bare. De er i princippet beskæftigelsesministeriets forlængede arm end de er instrument for forbundsmedlemmer.

Vi bliver nødt til, selvstændige, freelancere og mikrovirksomheder, at gøre opmærksom på, at reglerne skal ændres for at svare til den virkelighed vi står i til daglig.

Hvis systemet skal ændres, må vores hovedforbund rejse kritikken og komme med konstruktive forbedringsforslag.Og gerne gøre det i samarbejde med nogle af de andre forbund, der også arbejder med freelancere og selvstændige. Konsekvensen af, at der ikke bliver gjort noget, er at vi melder os ud af a-kasse, efterløn og i sidste ende forbund.Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, men for nogle mennesker er det den løsning, der giver mest mening på det personlige plan, og det er jo i grunden trist. 

Ekstra Bladet har i dag en forside om, at Reimar Bo Christensen, der nu er gået selvstændig, hæver en timeløn på 13.300 kroner ved et job som ordstyrer på et større debatmøde for Odense Kommune.

Bladet forsøger at gå efter bolden og fremhæver, at det er Odense Kommune, der frådser med skatteydernes penge. Bladet ender imidlertid med at gå efter manden og at mistænkeliggøre de høje honorarer ved også at bringe en liste over, hvad kendisser som ordstyrere koster. Vibeke Hartkorn, Michael Kamper og Morten Stig Christensen bliver også trukket frem som nogle af de dyre.

Og bladet puster til den lille misundelses ætsende glød ved at lave en poll, der selvfølelig viser, at næsten 80 procent synes, det ikke er ok at hyre kendisser til kommunale arrangementer.

Men alle, der interviewes i avisen – undtagen Ekstra Bladet selv altså – konstaterer, at niveaet Er sådan, at de kendte koster 20-25.000 kroner at få til at styre en debat, OG at de tiltrækker flere mennesker til debat om borgersager. Odense Kommune går så vidt som til at sige, at der principielt ikke er noget loft for, hvor meget man vil betale for at få den rette person på det rette sted.

Nej selvfølgelig ikke, for de leverer varen – de styrer og leder et publikum på behagelig vis gennem et måske lidt vanskeligt mødeforløb med debat i øst og vest.
Det skal de selvfølgelig have betaling for. Det er den kompetence de har, og det er det, de lever af. If you only pay peanuts , you get monkeys.

Jeg vil bare tilføje, at en ordentlig betaling ikke behøver at følge de kendte alene, men selvfølgelig følger kompetencen. En ordentlig betaling behøver man ikke være eks-studievært for at få, hvis man er god til dét, man bliver bedt om at udføre.

Et sådant niveau er ikke på nogen måde er ukendt i erhvervslivet – undtagen for dem, der sjældent har med denne type leverandører at gøre….

3000 for tre arbejdsdage
Jeg var selv ude for noget lignende forleden, hvor jeg blev tilbudt 3000 kroner af en offentlig institution for at komme en hel dag og undervise. Jeg skulle desuden bruge en hel dag på at tilrettelægge et selvstændigt og nyt program, og der oven i skulle jeg bruge en dag til transport. Altså 3000 kroner for tre arbejdsdage, hvoraf de to var med absolut specialviden.
Da jeg sagde nej tak til opgaven, fik jeg at vide, at det var “frisk af mig” at tage det beløb, jeg så fortalte manden, jeg ville have for opgaven, og at “med to af den slags job om ugen kunne jeg jo leve fedt”. Endelig fik jeg at vide, at andre store mænd i branchen sagde ja til den tilbudte hyre for den indirekte reklames skyld – det kunne jo være, der faldt nogle kunder af på vejen til mig blandt publikum.

Pointen er jo netop, at vi ikke får den slags job i hobetal, at vi bruger megen tid på at evne hvad enten det er at styre en forsamling ,eller som i mit tilfælde at vide en hulens masse om onlinefællesskaber web 2.0 og det virtuelle håndtryk.
Der er lange ufakturerbare perioder, hvor vi tilegner os viden og arbejder med stoffet for at kunne levere en speciel ydelse.
Det koster. Og det er ikke unaturligt eller urimeligt. Det er faktisk helt almindeligt ude i erhvervslivet !

I går aftes modtog jeg Journalistforbundets Kreds 2 Pris og vil her benytte lejligheden til at sige Mange tak for den.
I begrundelsen hedder det, at jeg får prisen for at have “udviklet, hjulpet og fremelsket en forståelse for freelanceres arbejdsforhold og for at have lært os alle, hvor vigtigt det er at være konkolleger.”

Prisen bestod blandt andet af en smuk skål, som hedder snefnug, skabt af keramikeren Birgitte Kitamoto fra Vallekilde, dvs. fra Kreds 2’s område.

Jeg vil gerne takke, for det første for den påskønnelse af mit arbejde, og for det andet for, at prisen sætter fokus på denne spændende gruppe på arbejdsmarkedet, som er en slags stedbarn med mange, særprægede navne som “atypisk beskæftigede”, “den 3.gruppe”, “frie agenter” eller – som jeg selv ynder at kalde dem – “mikrovirksomheder”. I DJ hedder de overvejende freelancere, og det er (for mig) et æresbegreb at være en sådan.

Det er først i de senere år, det er blevet tydeligt, at vi kommer ind i et videns- og servicesamfund, hvor denne type arbejdere og deres fleksibilitet bliver indlysende nødvendige for samfundet.
At der bliver sat fokus på denne gruppe, er også indirekte med til at skabe en identitet hos mange, der ellers føler sig lidt hjemløse, særligt i fagforeninger, fordi man den ene dag er arbejdstager, den næste dag er arbejdsgiver for andre.
Denne identitet vågner langsomt op og får synlighed gennem tiltag som Mikronet, Børsen Mikro og gennem mange af de mindre konkollegaskaber, der opstår og medfører krydsbefrugtning mellem selvstændige.

Synlighed skaber også værdighed for mange af dem, der mere føler sig som daglejere end som freelancere:
For nogle år siden var jeg til delegeretmøde for Journalistforbundet og hørte fra talerstolen et medlem omtale sig selv lidt modløst som “sådan en freelancer skråstreg arbejdsløs”.
Jeg blev ked af hans selvnedvurdering, for jeg er meget stolt af at være freelancer.
I fredags var jeg så til det første af for håbentlig en række Freelance Forum, som Journalistforbundet holdt. 200 freelancere – også ikke-DJere – var til stede og hørte formanden Mogens Blicher Bjerregård sige, at Journalistforbundet nu ser sig som en væsentlig aktør på området, ja nærmest som en Freelancernes Hovedorganisation.

Vi er nået et meget lang skridt på vej mod en forståelse fra også fagforeninger af, hvad denne 3.gruppe betyder på arbejdsmarkedet, også i fagpolitisk sammenhæng, og jeg blev meget glad for, at MBB fremhævede det væsentlige i at stræbe efter at være en samlende kraft for freelancetanker, gerne også fra andre forbund. Det har vi brug for.

Til slut vil jeg gerne henvise til et arbejdsportræt, som bladet Journalisten for nylig lavede med mig – in case, at læsere ikke kender til resten af min “blandede landhandel”

Lad være med at blive paranoid over, hvad man kan finde om dig, når du Googler dig selv på nettet!
Det værste du kan gøre er at holde dig væk.
Det bedste du kan gøre, er at være aktiv og dermed medbestemmende over, hvad man finder om dig derude!

Jeg taler om det virtuelle håndtryk, du efterlader på nettet i kraft af alt det, du selv eller andre lægger ud om dig, og som tilsammen danner et indtryk af, hvem du er, og hvad du står for.

Mange går helt i baglås, når de søger sig selv på nettet og finder ting, der er både forældede, fortegnede og i forkert rækkefølge. Det er da ikke mig, dét der, tænker mange, som ikke aktivt har arbejdet med en tilstedeværelse på nettet.

Alt for mange reagerer ved at tænke: Uhada – lad mig endelig holde mig langt væk. Jeg skal ikke ud på nettet. Og så afholder de sig fra at være til stede med noget andet, noget alternativt, noget, der tegner billedet bedre, end det ser ud nu.

Det er helt forkert!
Internettet er kommet for at blive. Din tilstedeværelse på nettet bliver fyldigere og fyldigere, hvad enten du vil det eller ej.
Med tiden bliver mere og mere lagt ud om den enkelte. Både i kraft af noget, som vi har medvirket i (citater fra pressemeddelelser, rapporter vi er medforfattere til, gamle artikler, der dukker op igen etc), og i kraft af det, vi deltager i og som fastholdes på nettet, uden at vi tænker særligt over det (for eksempel løbsresultater fra det seneste kvindemaraton, underskifter fra onlineindsamlinger, venlige anmeldelser af sommerhuse eller charterdestinationer, vi en aften har tastet ind efter en god ferie)

Det er synligt på nettet, fordi det er fastholdt i bites og bytes, og vi tænker ikke altid over, at det ligger der for tid og evighed.

Det gør måske heller ikke så meget, at vi med tiden bliver tegnet mere som hele mennesker med meget varierende interesser, der kan aflæses på vores elektroniske spor på nettet, helt lovligt og fundet via en ordinær søgning på nettet.

Dét, der gør noget, er, hvis vi kapitulerer og tænker – Det var sandelig ikke rart, og trækker os ind i sneglen, undgår at være aktive på nettet.

- Vi skal være aktive på nettet.
- Vi skal være synlige.
- Hvis vi virkelig vil noget med vores karrierer, skal vi også have mod til at være meget mere synlige og FINDBARE på nettet.
- Hvis vi skal i bestyrelser etc. , skal vi kunne undersøges som alle andre, og derfor er det vigtigt, at den enkelte arbejder med at pleje sit virtuelle håndtryk.

Det vil sige
- vær aktiv på onlinegrupper, hvor man ser dig som et deltagende og bidragende menneske i det enkelte indlæg
- vedligehold en professionel profil på fx på Linked In og brug businessnetværket aktivt ved at forbinde dig med mange og ved at stille og besvare netværkets spørgsmål
- skriv din egen weblog, også selv om du er fastansat et sted. Skriv den ikke privat, men skriv den personlig, og lad den følge dig i resten af din karriere, ikke fra virksomhed til virksomhed.
- Køb dit eget domaine www.fornavnefternavn.dk, så du altid har ét sted, du er dig selv, uden tilknytning til en virksomhed. Det giver dig også en unik emailadresse fornavn@fornavnefternavn.dk , i stedet for hotmail, gmail eller hvad du ellers bruger, når du sender mail fra din arbejdsplads.

Med andre ord: Sæt dig ind i teknologierne!
Forstår du ikke en brik af det, jeg skriver ovenfor, har du et lille job foran dig.
Det nytter ikke noget at ”udskyde det til en anden dag, hvor du har bedre tid”!!

Læs om mulighederne, det tager ikke lang tid, og det er ikke så svært.
Tag teknologierne til dig, brug dem, du synes er sjovest, og som du kan få til at passe ind i din sikkert allerede pressede dagligdag.

Det tager kun lidt tid at vedligeholde netværket på nettet, men det betaler sig tifold igen.

Du skal være søgbar, findbar og dermed rekruttérbar!
Velkommen i Cyberspace.

[klummen her har været bragt på WOW-netværket Women on the Way]

Jeg fandt under oprydning et udklip fra en Home-avis fra 1997:

SOMMERHUSORDEN
Selv en husmor har krav på at nyde livet på landet, derfor bør mand, børn og gæster efterleve følgende paragraffer:
§ 1 Selv rede deres senge og gøre deres værelser i stand
§ 2 Selv gå efter frisk morgenbrød, mølk, sodavand, øl og lignende
§ 3 Hjælpe til med kartoffelskrælning og borddækning
§ 4 Tage velvilligt af bordet og frivilligt tilbyde at tage opvasken
§ 5 Overlade den bedste liggestol til husmoderen og selv slappe af med græsslåmaskinen eller hækkesaksen
§ 6 Efter badeturen selv skylle badetøjet og hænge det til tørre
§ 7 Sørge for egen beskæftigelse, evt. ved male-eller andet forefaldende arbejde
§ 8 Som gæst at bryde op i god tid efter en dejlig dag
Go’Sommer – home – aktuel boligrådgivning

Jeg var rystet i 1997 over, at det var nødvendigt at skrive i 1997.
For det var desværre nødvendigt!
Er det stadig nødvendigt ?, spørger jeg jer ude i sommerlandet anno 2007?

Iøvrigt: Husk at jeg blogger om selvstændige og mikroer på BørsenMikro, derfor er der lange pauser her.

[tags]home, boligråd, kvindesag, ligestilling [/tags]

Internettets enorme og uendelige kapacitet som arkiv er glimrende belyst i den lille pikante sag om stripteasen på Silkeborg Gymnasium.

Med udgangspunkt i dette klassiske eksempel, som der vil komme hundrevis af, før folk fatter, alt alt i bites og bytes bliver gemt på nettet, kunne det være interessant at diskutere den enkeltes ansvar for at lægge noget ud om andre i kådhed, som det hedder i forsikringssproget, når man har smadret en vase til en fest.

 Jeg blogger om Silkeborg, You tube og ansvarligehed her på BørsenMikro, hvor jeg lige for tiden blogger allermest om Dit virtuelle håndtryk.

Og nu jeg har din opmærksomhed:
Åbent for alle: Foredrag om Dit virtuelle håndtryk den 15. maj på Børsens Forlag:
_ introduktion til de teknikker, der gør dig synlig og til hvordan du kan påvirke søgeresultatet med ganske få midler.

og for Journalister under Dansk Journalsitforbund, den 10. maj i København:
Journalistens virtuelle håndtryk – sådan netværker du på nettet

Et hurtigt mobil-billede fra arrangement om Kvinder i medieledelse, med WOW-netværket i anledningen af Den internationale Kvindedag.
På podiet står Susanne Hoeck, stifter af WOWwomen og selv journalist, ved bordet sidder Lisbeth Knudsen, journalist og redaktør af Mediebloggen, samt Ulla Bechsgaard, journalist og medieansvarlig i Ledernes Hovedorganisation.
Arrangementet satte fokus på kvinder i ledelse, og uenigheden var stor i panelet om kønskvotering ala den, vi kender fra Norge og Spanien, hvor man for at sætte gang i placeringen af kvinder i bestyrelser, har “truet” med at indføre konskvotering, hvis ikke virksomhederne kan finde ud af det selv.
Det viser sig, at det kan de faktisk godt…..

Uenigheden mellem Knudsen og Bechsgård, der hhv går ind for, og går imod kønskvotering, er klassisk – Knudsen mener, det går for langsomt, Bechsgard mener, de nye generationer vil storme ind på lederpladserne, og at udviklingen er godt i gang.

Jeg er meget enig med Lisbeth Knudsen – det går alt, alt for langsomt.

Hvad er der at kæmpe for i dag ?kunne man spørge.

8. marts er ikke kun en kampdag, men også en festdag, og det er værd at fejre, at vi er kommet langt. Men der er stadig meget tilbage at kæmpe for, når unge modeller dør af sult på podiet, fordi de skal leve op til et sygt skønhedsideal, når unge piger af i dag accepterer at blive kaldt hore og so, og når vi stadig ikke har ligeløn!
Kamppladsen er bare mindre synlig end for 25 år siden. Kvinder af i dag går simpelthen ud fra, at der er ligestilling, men forskelsbehandlingen er meget subtil og derfor nem at afvise som ikke-eksisterende.

Gør piger og unge kvinder af i dag sig tanker om dagen?
Jeg tror, de hylder deres mødres generation for at have taget de store kampe, men selve dagen synes nok for de fleste noget passé, indtil de selv pludselig står i en situation, hvor de mærker uligheden på deres egen krop. Den slags skal man erfare selv, desværre.
Jeg er utrolig glad for, at mine døtre synes, det mere er en festdag end en kampdag.
Den yngre generation finder sig ikke i så meget mere – også takket være de kampe, der er kæmpet under 8. marts fanerne. De unge kvinder skal nok få sig et par overraskelser undervejs, men jeg tror heldigvis også, at de unge mænd er dem en større alliancepartner end modstander. Mændene burde i virkeligheden også have en fest- og kampdag, sagde en af mine døtre forleden!