Forleden meldte jeg mig ud af min a-kasse efter længe at have overvejet, om der er nogen grund til, at jeg står i a-kasse som selvstændig.
Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der har brug for a-kassen, men konstaterer, at den ydelse, som jeg betaler til, ikke svarer til det behov, jeg har.
Jeg har ikke haft brug for a-kassen, siden jeg var nyuddannet i 1980. Da var jeg også glad for at have den, indtil jeg fik mit første job, men siden har jeg ikke haft brug for den, hverken som fastansat eller som selvstændig.
Jeg er momsregisteret, har sygeforsikring hos Arbejdsdirektoratet og er sikret delvist i tilfælde af livstruende sygdom gennem min livsforsikring. Jeg har også meldt mig fra efterlønnen for år tilbage og indbetaler i stedet et tilsvarende beløb på en privat pension.
Det synes mig, som at a-kasserne, ikke mindst med det seneste indgreb overfor dem, der går på supplerende, er indrettet på et andet arbejdsmarked, end det, der tegner sig nu, og jeg tror, det vil være fornuftigt, at organisationerne og hhv erhvervsministeriet og beskæftigelsesministeriet kiggede lovgivningen efter og justerede den en gang til.
A-kassen er en del af et a-kassesystem, der er ens for dem alle, om a-kassen så er tilknyttet en fagforening eller er for selvstændige som ASE og Dana. Der er visse regler, de skal følge, og reglerne har ændret sig over årene, fordi a-kasser er blevet brugt og misbrugt, og fordi a-kassen selv er blevet brugt og misbrugt som instrument for skiftende arbejdsmarkedspolitikker.
Rigtig mange af dem, der er i min alder omkring de 50 og derover, har oplevet a-kassen som noget, man skulle være medlem af ”hvis det skulle gå helt galt”, og a-kassen har også for en del år siden været en sådan hjælp.
Men i de senere år er a-kassesystemet blevet mere en modstander end en samarbejdspartner. Mange har fundet systemet fjendtligt og ligefrem uværdigt at komme i forbindelse med på grund af den megen kontrol og mistænkeliggørelse, og på grund af overdrevne krav om jobsøgning især for dem, der ved, at de kun er på supplerende en overgang.
Den veritable klapjagt, der nu er indledt på mennesker, der har brug for supplerende, og som rammer periodearbejderne, gør det endnu vanskeligere at have lyst til at opretholde sit medlemskab, selv om jeg fuldt ud anerkender, at der er nogen, der har brug for at kunne gå på understøttelse.Den ene ting, man kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde for er således, at a-kassen gøres tidssvarende og mindre besværlig for en arbejdsstyrke, der i stigende grad arbejder tidsbegrænset, for flere arbejdsgivere, som projektansatte og med udbetalinger, der kommer både som a og b indkomst.Den anden ting, man politisk kunne opfordre organistioner og ministerier til at arbejde på, er at gøre det muligt at få støtte i perioder med nedgang uden at skulle lukke sin virksomhed først. Det er dybt urimeligt og ligefrem helt erhvervsfjendtligt, at man skal lukke sin virksomhed for at få hjælp. Det kan end ikke den siddende regering være interesseret i.
Læs videre…