vi er tæt på at blive paranoide i vores angst for, hvad man kan finde på nettet om os

DRTV Magasinet Penge tager i aften op i udsendelsen, at arbejdsgiverne tjekker din profil på nettet, før de ansætter.

I forskræppet til programmet, som jeg netop har hørt i radioen, er det igen fuldemandsbillederne, der fokuseres på.

Jeg håber, programmet gennemfører en plan, de havde, da de kontaktede mig for et par uger siden for en medvirken. De ville prøve at give en profil et brush-up, altså finde en profil, der kunne forbedres med få kunstgreb uden de store SEO investeringer.
Det var dejligt handlingsanvisende, for det er efterhånden for gennemtygget, at man skal passe på billederne. Men jeg  ved ikke, om det lykkedes for dem at finde en profil, der ville lægge navn til.

Hvis man skal tage den handlingsanvisende brille på , er der få og gode råd at følge:
- opret og vedligehold en Linked in profil – den kommer nærmest automatisk højere op end de fleste lidt kedeligere søgeresultater på dig, fordi Linked In er så polulært.
- det samme gælder teknisk set en profil på Facebook, men her lyder rådet: Luk profilen for ukendte medkiggere, og sørg for at dine grundoplysninger er sandfærdige og relevante, hvis du er jobsøgende
- bliv mere aktiv med professionelt indhold på nettet, som knyttes til dit navn – for eksempel en weblog med et personligt, men ikke privat indhold
- googl dig selv før en samtale, så du ved, hvad de andre kan vide om dig.

Og tag det så roligt. Vi bliver bedre og bedre til at aflæse hinanden på nettet.
I dag vil mange arbejdgivere blive en lille smule forbeholdne over for en profil, der rask væk på sin facebookprofil i et opstemt øjeblik fra mobilen skriver: “Forfalden til vin”, som jeg så det forleden. Men om et par år vil også rekrutteringspersonalet være vokset op med den type statusopdateringer.

Det forholder sig imidlertid anderledes med udsagn som viser, at man kan være en illoyal medarbejder….

Har jeg  i mine forrige indlæg overbevist om, at det bedre kan betale sig at sige JA end Nej til en invitation til LinkedIn?
 Hvis ja, så vil jeg lige komme med et par råd til, hvem man med størst fordel kan sige ja til, når man bliver inviteret.

- Sig kun ja til dem, du kender og vil gøre en tjeneste en dag. ( Med ganske få undtagelser – engang imellem skal du også tage chancen og sige ja  til nogen, du ikke kender, men KUN hvis de spørger på den ordentlige måde.)
- Sig ikke ja for at få mange kontakter, altså kvantitet, men gå efter kvalitet.
- Sig ja til dem, der har ulejliget sig med at skrive en personlig invitation med begrundelse for, hvorfor de vil i kontakt med dig, og som ikke tydeligvis skriver til 110 mennesker på een gang med sådan en underlig, masseformuleret,neutral besked.
- Sig ja til dem, der IKKE bruger den autogenererede engelske tekst, men har ulejliget sig med at betragte dig som et rigtigt ægte menneske og gidet at bruge tid på at skrive til dig med blot et par danske sætninger.(jajajaja hvis der altså er tale om en dansker)
- Overvej meget, om du vil sige ja til gamle skolekammerater og kærester. Det er fint nok at fastholde kontakten, men LinkedIn er et professionelt redskab - er du sikker på, at dine gamle bekendtskaber skal vedligeholdes her og ikke på facebook i stedet for?

Når du selv inviterer på Linked In, så
- Brug aldrig LinkedIns autogenererede engelske invitationstekst – det er en fornærmelse at sende en autotekst, skriv selv en ordentlig begrundelse, jfr ovenstående.
- Brug aldrig synkronisering med dit postprogram!! Dels crasher det garanteret, dels kommer du til at invitere nogen, du ikke ville i netværk med alligevel
Og endelig kommer du til at invitere med en fælles ordlyd til dem alle, og det advarer jeg netop oven for imod!

Husk: De fjerneste kontakter giver ofte de stærkeste input

Se lige nærmere på dette skærmbillede, især på dét,  jeg har indrammet nederst:

En harmløs dialog på facebook mellem venner, der foretager sig helt almindelige ting og skriver helt almindeligt facebooksprog til hinanden. Og så, pludselig – NN giver en bedømmelse af profilindehaveren YY, og spørger
“Tror du at YY har taget heroin? Ja eller nej”

Konversationen fandt jeg for et stykke tid siden i en – dengang – fuldt åben profil, som alle kunne kigge med på.

Heroin er et ord, man stopper op ved. Bare tag dig, læser. Jeg er sikker på, at mere end halvdelen af dem, der læser dette indlæg, har valgt at læse det, fordi ordet i sig selv vækker nysgerrighed – hvad bliver det brug på nettet for?!
Antag nu, at du er arbejdsgiver, og du har fåt en ansøgning fra denne person YY.
Du står og vakler mellem at vælge YY eller en helt tredie person ZZ.  Ikke fordi det er en stor stilling, du skal have besat – det kan være den næste ekspedient i tøjbutikken, sågar blot en elevplads, men du tjekker, fordi du vil være helt sikker på, at vedkommende, som du har haft til samtale, er den rigtige for din virksomhed.

Et hurtigt tjek på nettet giver et par hits på begge personer. Et af hitsne er facebook, hvor ZZ har lukket sin profil, mens YY tillader alle at se konversationerne.
Kender man ikke lige jargonen på denne platform eller ved, at denne “bedømmelse af en person”  kan være noget, der indgår i en applikation,  kan man nemt få nogle uhensigtsmæssige associationer og en lille mistanke om, at der måske er noget, der ikke er fortalt helt rent ud ved samtalen. 
Skal arbejdgiveren tage en hurtig beslutning, kan denne lille kommentar fra en “ven” på en profil, være med til at rejse en tvivl, som ikke kommer den jobsøgende til gode.

Med andre ord:  
Det kan have betydning for dig, hvad ANDRE har lagt ud på nettet om dig.

Selv om du omhyggeligt passer på og tager ansvar for, hvad du selv lægger ud, er det andres “udlæg”, der er med til at danne det elektroniske omrids af dig på nettet.

Grunden til, at jeg endnu en gang tager dette op, er Urbans forside  forleden: ” Vi er frygtløse og  naive på nettet”. Urbans Gallupundersøgelse viser, at kun 3 ud af 100 mener, at der ligger oplysninger på nettet om dem, som giver et dårligt indtryk.

Det er sikkert sandt for rigtig mange, måske lige frem for de fleste,
men det sete afhænger af øjet, der ser.

Så længe, der er så mange utrænede i at afkode, hvad der står, og hvilken sammenhæng ord og billeder skal ses i, og så længe, vi ikke har vænnet os til at afkode os som hele mennesker skabt af mange indtryk og informationer, der ligger på nettet, bør man være påpasselig.

Men hvor langt skal vi gå i paranoiaen?
Jeg synes, der er  sket en bevægelse mod en meget større forståelse af, hvad der bør være på nettet, og hvad der bør holdes i private rammer. Hvis du ser hvad de interviewede i Urban artiklen svarer, når de spørges, om de er særligt påpasselige på nettet, svarer de
- Jeg tænker meget over det. Alt hvad der går længre end det klassiske drukbillede, ville jeg aldrig lægge ud.
- Jeg tænker mere over, hvem jeg giver adgang på facebook
- Jeg prøver altid på min blog at se tingene fra en positiv synsvinkel
- Jeg er meget kontrolleret med, hvad jeg lægger ud på min blog og min hjemmeside

Dejligt. Men igen, det er hvad de selv lægger ud. Det er ikke, hvad de andre lægger ud om en. Og nogle gange handler konversation på nettet om at være hurtigst med et kvikt svar –  nogle gange lidt for overkvikt.

Jeg synes, det er dejligt, at så mange er frygtløse. Vi skal have lov til at slå et slag med halen engang imellem, og ikke alt kal foregå på arbejdsgivernes prlmisser, sådan som én af de interviewede også komenterer i Urbans artikel.
I bedste fald er det fordi der vitterlig ikke er noget at frygte, men i værste fald har folk svaret til Gallupundersøgelsen uden at have tjekket, hvad der ellers er lagt ud om dem derude.

Man kan selv være elitebilist, men det er idioten i overhalingsbanen, der er skyld i ulykken.

For nylig ændrede Facebook måden, man kan sætte sine privatlivsindstillinger på. Deres nye politik har givet anledning til en hel masse diskussion, fordi ændringerne ikke nødvendigvis er til det bedre, skønt det umiddelbart kunne se sådan ud.

Jeg har fundet et par indlæg, der er interessante at læse i deres fulde omfang.
Først og fremmest en meget kritisk gennemgang (hvor det kan betale sig at læse kommentarerne også) af den nye politik, som direkte kaldes fiasko.
Det er Jason Kincaid på Techcrunch, der kritiserer, især for at facebook med sine muligheder for at dele wallposts, opslag mm med andre end sine venner, gør facebook til et mindre nært socialt netværk med dem man kender, og mere til et vidt åbent forum.
Det er især mulighederne for at dele med “everybody”,  eller “alle” som det hedder i den danske version, som anklages for at gøre opdateringer tilgængelige for almindelig googlesøgning, og altså ikke for ens private vennekreds alene.

Få Techcrunchs forklaring på originalindlægget ved at klikke på billedet

Det kan betyde, at man uforvarende kommer til at være åbenmundet over for langt flere, end man tror. Hvis man senere ønsker at stryge opdateringer som har været publiceret offentligt (til everyone/alle), kan facebook desværre også kun garantere for, at det bliver strøget i facebook selv, ikke hvis det ligger ude andre steder og evt er genbrugt. Du kan altså ikke holde mund med tilbagevirkende kraft.

Techcrunch er meget kritisk over for, om facebook er ved at slippe sin egenart af hænde for i stedet at opnå en funktion, der kan konkurrere med Twitter.

En mindre kritisk stemme kommer fra allfacebook, der til gengæld har lavet en anderledes video, som forklarer 10 punkter, enhver bør kende i privatlivsindstillingerne.

Jeg er personlig en lille smule træt af de små tutorials med hastigt udklippede papirstumper, der flyttes frem og tilbage på en tavle for at forklare funktionerne, og jeg synes, denne video gør sig umage med at forklare, hvordan man indstiller sine settings på en sjovere måde, mget nede på jorden for alle dummies. Dejligt med lidt videofornyelse.

De fleste råd vil man kende, eller nemt kunne tænke sig til, når man sætter sine nye privatlivsindstillinger, men der er et par tricks, som er gode at kende. Indstillingerne går i høj grad på en facebookbruger, der bruger facebook som privatperson, ikke en der bruger den til business.
Se videoen:

Endelig er der facebooks egen forklaring på de nye indstillinger:
De er såmænd simpelt nok forklaret, men det er fornuftigt at vende argumenterne om: For eksempel anbefaler facebook, at man lader sine basisoplysninger om familie og sig selv være åbne for alle, fordi alle så man finde ud af, om du er den person, de leder efter.
MEN, det er jo netop dine måske meget private oplysninger, der bliver åbne for alle – og har du egentlig lyst til det?
Her er, hvad facebook skriver – tænk det lige igennem den anden vej også.

Vi anbefaler, at Alle skal kunne se de oplysninger, der gør det lettere for venner at finde, identificere og finde ud af mere om dig. Dette inkluderer basisinformation som din Om mig-beskrivelse, Familie og Forhold, Arbejde og oplysninger om Uddannelse og Website, så vel som opslag, du opretter som f.eks. billedalbum og statusopdateringer.

Husk, at oplysninger, som er synlige for Alle kan ses af alle på internettet. De er synlige for alle, der ser din profil, og Facebook-forbedrede applikationer og websites, som du bruger, har adgang til dem. Derudover kan de være synlige i søgemaskiner eller via RSS feeds.

 

Der er et par dage tilbage af de flestes juleferie. Brug lige lidt tid på at sætte dig ind i, hvordan de nye indstillinger håndteres.

Brug tid på at inddele dine venner i grupper!!!
Et af de (gamle og gode) råd, der er allermest træls ( for dem, der har mange venner) er, at inddele sine venner i forskellige grupper. Det tager lang tid, men det er virkelig nyttigt. For eksempel i “familie”, “arbejde”, “sport” . Det tager ret megen tid at gennemgå hver af vennerne og tildele dem en gruppe, men det kan betale sig på længere sigt, fordi du kan bruge privatlivsindstilingerne til for eksempel at give dine venner og familie adgang til at se dine opdateringer eller fotos, men udelukke dem, du har kategoriseret som tilhørende “arbejde”, altså nogen, der ikke skal vide alt om dig.
Husk så også at bruge disse gruppetildelinger, når du siger ja til nye venner.
Hav nogle gode juledage – og glem ikke livet uden for computeren …….

I løbet af én dag (i Amerika) sendes der
- over 210 milliarder emails, hvilket er mere end et helt års breve i US-Mail, det amerikanske postsystem
- flere end 3 millioner billeder lægges ud på flickr – hvilket svarer til et fotoalbum med 375.000 fotos
- 43.339547 gigabytes bliver sendt via mobiltelefoner. Det er bytes nok til at fylde enten 1,7 million Blu ray CDer, eller 9,2 millioner DVDer eller – helt old school, men vi kan stadig godt huske dem, 63,9 trillioner 3,5” disketter.
- der bliver tjent 145 millioner dollars på indhold, der genereres via mobile tjenester, heraf er 13 millioner genereret af mobile spil alene
- facebook optager mere end 700.000 nye medlemmer om dagen, svarende til indbyggertallet i Guyana
- 45 millioner opdateringer sendes ud på facebook, mod “kun” 5 millioner tweets på Twitter
- og bloggere skriver 900.000 indlæg på een dag, tilstrækkeligt med postings til at fylde en New York Times udgave i 19 år i træk

Created by Online Education

Kilde er Online Education: Sitet publicerer  letfattelige og humoristiske grafikker over sværtfattelige statistikker. Det er en guldgrube af glimrende tankevækkende illustrationer over hvorfor amerikanere er fede, hvad flaskevand koster af investering og hvad det producerer af affald, etc etc.
Jeg står ikke inde for sandfærdigheden af tallene – det tilkommer ikke mig at vurdere tallenes konsistens, men det ser troværdigt nok ud for mig.

Desuden er bloggen et overflødighedshorn af særprægede oplysninger, som alle sammen er tilført et vist humoristisk tvist.

The online education net

Tak for tippet til Okay junkie

Sådan markedsfører du din bog online

Under bogmessen09 interviewede Hanne Fokdal Barnekow dels mig, dels Dan Larsen ( se hans nye tiltag www.bogradio.dk) om markedsføring via nettet.
Jeg lovede tilhørerne at lægge det vigtigste slide ud på nettet her, nemlig dét, hvori jeg kommer med nogle ganske lavpraktiske råd til, hvordan man kan synliggøre bøger og bogskriveri. Læs videre…

Har lige holdt et oplæg om facebook  på Center for Døve.
Her viser Centerchef Bruno Madsen, hvordan facebook kan siges på døvesprog.
Der er forskellige varianter, men det var denne, der var mest konsensus om under dagens seance.

Gymnasieelever skal både tage kørekort til bil og sociale medier - gerne sammen med deres lærer

Jeg har flere gange slået til lyd for et kørekort til de sociale medier.
I samarbejde med den webkyndige gymnasielærer (med meget mere!) Anders Stubkjær er jeg begyndt at se nærmere på ét, der kan gælde for undervisningsverdnen, altså for lærere og andre undervisere, der dels selv skal forstå og selv skal anvende de sociale medier i undervisningen, dels skal videreformidle en fornuftig brug af disse medier.

Ikke færdigheder, men færdselsregler
Et kørekort tænker jeg ikke som et PCkørekort, der mestendels handler om at tilegne sig færdigheder inden for forskellige programmer.
Et kørekort til de sociale medier er snarere en form for mindstemål af forståelse for samtalen og dens konsekvenser på nettet, en forståelse for færdselsreglerne på de sociale medier.

Anders og  jeg har i første omgang skrevet en artikel til Gymnasieskolen om dette emne set i forhold til gymnasielærere.  Vi skal senere følge dette op på den årlige, meget besøgte og populære todages konference Uddannelsesforum, “årets opdatering for alle , der arbejder med it, medier og læring”, som den kalder sig.
(Harddisken sender live derfra lige som sidste år)

Her er et par af vores bud på, hvad et kørekort bør indeholde. Flere punkter kommer sikkert til – og læseren, du, er velkommen til at spille ind.

1. Forstå samtalen og eksponeringen i de sociale medier
At færdes i de sociale medier er at ligne med at færdes i ét stort samtalerum. Rigtig mange bruger de sociale medier ensidigt til i tidens ånd at eksponere sig selv, men grundlæggende er de sociale medier netop sociale og forlanger, at man er indstillet på dialog. At indgå i samtaler kræver forståelse for samtalekunst og respekt for andres synspunkter. Det kræver klarhed på grænserne for hvad man selv kan udtrykke, og hvad man kan kommentere andres udsagn med.
Det kræver også en forståelse for konsekvensen af, hvad man siger på nettet. Alt for mange siger/skriver ting, som de ikke kan overskue konsekvensen af på længere sigt.

Den voldsomme eksponering kan også give bagslag på andre områder. En elev kan af mange personlige årsager frabede sig at være synlig på nettet, og dette skal man som lærer forholde sig til og ikke bare forlange deltagelse på grund af et undervisningsmæssigt formål. At eksponere forskellige typer af elever kan også indeholde dilemmaer – vil den bogligt svage blive yderligere eksponeret, når han bliver bedt om at skrive en blog, der kan læses af alle?

Undervisning bør derfor indeholde en diskussion af, hvor grænserne går for, hvad man kan sige, hvem man siger hvad til, hvad fastholdelsen af information betyder for indhold og form i det, eleven skriver, og diskussion af hvem man forbinder sig med, altså en fornemmelse af hvilket netværk det er, man langsomt væver sig selv ind i.

2. Vær kommunikationskritisk
Igennem flere år har andre end eleverne selv fungeret som en form for gatekeepere eller filter og sorteret på vegne af eleven/læseren. I takt med at internettet kan tilgås af alle, og omfanget af information på nettet er så stort, kan jobbet som gatekeeper kun i begrænset omfang fungere. ( Hvis man i dag skulle følge med i alt, hvad der ligger på internettet, skulle man dagligt læse fire bøger! skriver Morten Bay i sin nye Homo Conexus)
Den enkelte elev er nu sin egen gatekeeper og skal selv opstille filtre, især på de sociale medier. I undervisningssammenhæng vil det derfor være vigtigt, at eleven lærer redskaber til at sortere og filtrere i informationer, samt hvem der skal have adgang til informationer, man selv efterlader i de sociale medier.
Det handler imidlertid ikke kun om at begrænse og filtrere, men også om at lære at fylde nok i filtrene for at kunne uddrage essensen. En opgave for underviseren er derfor også at sikre, at eleven trænes i at tænke i at sammenholde mangfoldige kilder og udvise kildekritik. At en vigtig oplysning hurtigt og nemt kan hentes via Twitter eller et onlineforum, er ikke det samme som at den er sandheden selv, men den kan faktisk godt være det eneste og det rigtigste sted, oplysningen ligger.

3. Kend Netetiketten
At samtale online kræver også et kendskab til netetikette. Hvordan diskuterer man i fora, hvordan er man konstruktiv, hvordan give man den viden tilbage, man har modtaget. De fleste elever er godt trænede i at MSNne, SMSsem, Skype og chatte, men netetikketten følger ikke automatisk med en teknisk færdighed. Ud fra et undervisningssynspunkt bør omgangen med sociale medier indeholde en undervisning i netetikette, sober videndeling og konstruktiv debatform. Ligesom den skal indeholde bevidstgørelsen om, at et forum med videndeling kun virker, hvis man selv tager ansvar og bidrager, og ikke kun er en der suger fra andre.

4. Slet sporene
Internettet er ét stort arkiv, der fastholder bits og bytes, så snart de er lagt ud på nettet. Mange ved ikke hvordan man sletter oplysninger, og selv om man selv sletter oplysninger på sociale fora som facebook er ikke det samme, som at de for ever er væk fra nettet. Eleven bør lære, hvordan man jævnligt tjekker, hvad der ligger på nettet om en selv, og automatisk kan følge med, hvis ens navn bliver nævnt. En undervisning bør indeholde, hvordan man sletter sine spor på nettet, ligesom skolen pr rutine bør slette opgaver, der er løst på åbne platforme på nettet. En gammel blog, der er lavet i en undervisningssammenhæng vil ofte dukke op på en søgning på elevens navn, når vedkommende er færdig med gymnasiet og kommet ud på arbejdsmarkedet, alene af den grund, at der ikke foreligger så forfærdelig meget andet om vedkommende på nettet.

Hvad skal mere med ? Vi modtager gerne indspark.

Jeg bloggede i går om den afventende holdning, nogle virksomheder har til at engagere sig i facebookdialog, herunder i dialog med hadegrupper.
Jeg lovede også at bringe et udsagn fra en af dem, der står bag en hadegruppe.
I en artikel i Journalistforbundets magasin K talte jeg med DONG om den håndfuld hadegrupper, der er oprettet mod DONGs prispolitik, mod DONGs engagement i kulfyrede kraftværker og om deres kundeservice. Der er nærmest ikke dét, DONG ikke har fået en hadegruppe for, og jeg kan godt forstå, at DONG tænker “spis lige brød til “,  inden de går ud og engagerer sig i en dialog.

Mens jeg skrev artiklen til Magasin K, kontaktede jeg en af hadegruppernes stiftere, Anders Kildedal og spurgte ham, om han havde regnet med at komme i dialog med DONG.
Han fortæller:

- Jeg har ikke været direkte i forbindelse med DONG Energy i den tid, gruppen har eksisteret. Det havde jeg heller ikke forventet at komme: Det var ikke formålet – jeg ville skabe et forum, hvor man kunne få luft for frustrationerne, og jeg har opfattet det som op til den enkelte at kommunikere med selskabet.

- Til gengæld har det været meget væsentligt dels at høre, at man ikke var alene, dels at få alternativer præsenteret. Jeg har ikke DONG mere som leverandør af el, og jeg er da også tilfreds med, at sagen om uforståelige regninger er blevet rejst i TV, der har brugt en af vore gruppemedlemmers historie som udgangspunkt.

- Selv om det ”bare er en facebook gruppe” viser den, at de samme indvendinger går igen og igen, og dialogen mellem brugerne har været meget tilfredsstillende, siger Anders Kildedal

En anden, der ikke har været med i en egentlig hadegruppe på facebook, men som har blogget om virksomheden , er Mikkel de Mib, .

- Min vurdering er, at særligt store virksomheder kan have svært ved at håndtere denne type dialog på nettet, fordi de ofte har hierarkisk opbygning, hvor kun bestemte må udtale sig. Jeg har fuld forståelse for, at hvem som helst ikke kan udtale sig, særligt ikke i de børsnoterede selskaber. Men måske skulle man alligevel overveje at lade kompetente medarbejdere gå ind i dialogen på nettet.

- Hvis de gør det på en ordentlig og sober måde, får de i hvert fald et andet ansigt end den store stygge onde mastodonts.  Har man ikke en oprigtig interesse i at gøre noget ved de problemer, der fremhæves, skal man holde sig fra at blande sig, for ellers taber man kampen på nettet.

Min egen konklusion er, at selv om hadegrupper – ifølge for eksempel Anders Kildedal – ikke  nødvendigvis har til formål at komme i dialog med en virksomhed, i hvert fald ikke har det som det altoverskyggende formål, vil en dialog med kritikere altid være nyttig at have for at sikre en virksomheds omdømme.
At lytte til stemmerne på nettet er i første omgang en forudsætning for at håndtere en efterfølgende dialog korrekt, hvad enten den så skal foregå på facebook, twitter eller i telefon eller ansigt til ansigt.

En hurtig søgning på hadegrupper på facebook viser, at der måske er et og andet dansk selskab, der måske skulle overveje håndteringen af hadegrupper:

Telefonselskabet 3:

Boycot Telia Forever:

Hader Telia:

Boycot Sonofon:

Drop Sonofon:

Dækker Codan os som lovet:

Codan forsikring tørrer dig i røven:

Imod Arla

“Parkering København” ud af København:

Fuck Post Danmark:

Føler du dig tryg hos TRYG:

Nordea!!!Lortebank:

Fuckin Danske Bank

Børsens digitale tillæg bringer i dag en artikel om, at netgrupper for kolleger kan være farlige. (Kan desværre ikke linke til artiklen, da den er i deres lukkede arkiv)
Deltagelse i firmagrupper kan betyde, at oplysninger slipper ud fra virksomheden. Det er blandt andet facebook igen-igen, der må holde for i forhold til, at der dér kan skrives ting, som ikke beregnet for offentlighedens øjne. Der kan afsløres forretningshemmeligheder mv..
Artiklen bringes i forbindelse med, at der igen er en netsikker.nu kampagne.

Skræk bør afløses af konstruktiv anvendelse
Det er selvfølgelig aldrig rart, at oplysninger slipper utilsigtet ud.
Jeg har her på bloggen gentagne gange slået til lyd for, at virksomheder finder ud af – og gerne ganske snart – at lægge en politik for, hvordan man skal bruge de sociale medier.
Så den bandbulle vil jeg undlade at give igen.

For jeg vil hellere prøve at se positivt på udfordringen, at man på nettet kan danne grupper for ansatte såvel som for tidligere ansatte.
Det kan faktisk rumme en hel del fordele, at en virksomhed arbejder proaktivt ( så for pokker, jeg havde lovet mig selv at jeg aldrig ville bruge dette poppede ord, nå men dér smuttede det) med medarbejdergrupper på nettet.

Især i form af alumnigrupper, altså grupper af tidligere ansatte, som virksomheden gerne vil holde kontakt til.  Jeg har skrevet en del om det, se her de tidliger indlæg.

Der er tre meget gode grunde til at holde kontakten:

• Virksomheden kan øget indtjeningen: Der kan skabes nye forretningsmuligheder gennem både salg og referencer fra tidligere medarbejdere.
  Virksomheden får simpelthen kontakt ind i de virksomheder, som de tidligere ansatte begynder i.

• Virksomheden kan spare på rekrutteringsområdet: Virksomheden har i de tidligere ansatte en enorm kilde til kandidater til konsulentopgaver og gen-rekruttering.  Dels fordi tidligere, tilfredse medarbejdere gerne fortæller om jobs i deres gamle virksomhed, dels fordi tilfredse medarbejdere gerne finder tilbage igen. Ved at dyrke kontakterne i et alumninetværk kan man opdatere sine tidligere medarbejdere på, hvad der sker i  selskabet, og samtidig følge med i, hvor de befinder sig. Det anslås, at genansættelse via tidligere ansatte kan reducere rekrutteringsomkostningerne med op til halvtreds procent. Desuden kan man spare ved indslusning af medarbejdere, som man kender i forvejen og som ikke behøver en længere introduktion til virksomheden. De genansatte kaldes tit Boomerang Employees.
• Virksomheden kan pleje sit omdømme: Ved at holde en velplejet kontakt med tidligere ansatte vil virksomheden skaffe sig gode ambassadører på markedet og opbygge sit omdømme som en troværdig forretningspartner og arbejdsgiver: Hvis man behandler sine tidligere ansatte godt, taler de pænt om virksomheden.

Selvstyret kan man ikke stoppe!

Selv om virksomhed står som vært for et alumninetværk, kan man ikke forvente at have den fulde kontrol med, hvad der sker i et sådant netværk. Man skal i stedet arbejde seriøst for at skabe denne livslange relation:
For hvis man laver et alumninetværk, der ikke fungerer godt, vil de tidligere medarbejdere bare stifte en gruppe selv på nettet, og  så er det ikke sikkert, man er velkommen dér. Faktisk bør en virksomhed undersøge, om der allerede findes en sådan uformel organisering af tidligere ansatte, og mærke efter, om gruppen er interesseret i et mere formelt samarbejde, udbytterigt for begge parter. Der er snesevis af eksempler på facebook, Linked In mv. Desværre oplever større virksomheder ofte, at der ligefrem er flere grupper, der prøver at samle de tidligere ansatte – og at de ikke sådan lige lader sig overtage.

Internettets betydning
Også ved hjælp af gratis gruppesoftware som Googlegroups kan man oprette onlinealumninetværk. her opstår tit spontane grupper. Det kan indebære visse fordele, at en virksomhed etablerer alumninetværk, der hvor mennesker allerede er, fx facebook og LinkedIn, men man skal være varsom og dobbelttjekke, hvordan man kan sikre fortroligheden. Hvis man for eksempel glemmer at lukke grupen, vil alle – også dem, der rent faktisk aldrig har arbejdet på virksomheden – bare kunne tilmelde sig.
I morgen og i overmorgen taler jeg på Årets HR-messe Træfpunkt HR om netop dette, i Øksnehallen.

Sikre løsninger findes

For at sikre sig, at oplysninger ikke slipper ud, sker det oftere og oftere, at alumninetværk bygges op på platforme, som virksomhederne selv har ejerskabet over, og hvortil der kræves passwordbeskyttet adgang. For eksempel den danske platform Hoist, hvor man kan samle deltagere, uanset om de stadig er i virksomheden stadig eller ej. Deltagelsen er ikke linket op til den enkeltes corporate profile, som den tidligere medarbejder jo netop ikke længere har. De oprettes i systemet og har for altid en profil der. Sådanne onlinerum er lukkede, reklamefri og adgangsbeskyttede. Man kan videreføre virksomhedens jargon og begreber som fredagsbar eller opslagstavle.

Overlad styringen til alumnierne

En af de, der længst har arbejdet med alumninetværk i Europa, er nordmanden Kerstin Marthinsen, Alumnia.no. som jeg arbejder sammen med og som har skregvet flere bøger om netværk, herunder om alumninetværk.
Hendes advarsel lyder:
- Virksomhederne bør  tillade, at deltagerne i alumninetværket styrer mere, end virksomheden måske havde tænkt sig som udgangspunkt. De skal lade deltagerne/ alumnerne få lov til at udvikle deres egen nytte af netværket, ikke bare prioritere virksomhedens nytte.