Fra en af de første flyers om Morgendagens Heltinder projektet, som Teknologisk Innovation inviterede til starten af den 8. marts 2000

Tilfældigt fik jeg i foråret 2000 en invitation til at gå til et 8. marts arrangement i Den sorte Diamant i København. På Kvindernes international kamp- og festdag mødte jeg op for at høre forskellige oplæg, men det var en aktivitet i et lille rum i stueetagen, der tiltrak min største opmærksomhed. Her stod to kvinder fra Teknologisk Innovation og talte om et projekt, der blev kaldt “Morgendagens Heltinder”. Alene titlen var tiltrækkende uhøjtidelig og selvironisk.  Logoet var en uformelig kvinde, der sprang op i luften og klappede hælene glad sammen. Teknologisk Innovation ønskede at fremme kvindelige iværksættere og tilbød et program for en lille gruppe kvinder, der kunne hjælpes til at afklare, om de havde potentialet til at være teknologiiværksættere.
Det var jo lige mig! Jeg havde et halvt år forinden sagt mit faste job op, var flyttet på landet og var startet for mig selv. Jeg havde store planer, men måske temmelig ukonkrete. Jeg slog mig ned ved et af cafebordene, fik en god snak og blev så spurgt af den ene af kvinderne, Helle Nørgård, hvad det var for en virksomhed, jeg havde i tankerne.

Øhhh. Jeg husker min tøven, for egentlig ville jeg nok bare lige høre, hvad det var, de præsenterede. Men at have en reel virksomhed i tankerne, dét var måske lige i overkanten. Så slog det mig, at jeg måske her fik en mulighed for at komme endnu længere med dét projekt, som optog mig allermest på det tidspunkt, nemlig at lave communities. Dette var jeg begyndt på præcis to måneder inden, hvor jeg havde åbnet hjemmesiden www.tvillinger.com og oplevet, hvor hurtigt efterspørgslen kom på en onlineliste for forældre, noget der var relativt ukendt i Danmark.

Jeg ansøgte om at komme med i projektet med en ide om at opbygge ”Community Constructors”, et firma, der inden for en kortere årrække skulle have mindst ti ansatte og skulle ”etablere og udvikle fysiske og virtuelle interaktive rammer for allerede eksisterende eller fremtidige interessefællesskaber”, som det hed i min ansøgning. (De ti ansatte lader stadig vente på sig, og lur mig, om jeg ikke godt var klar over det allerede dengang, men jeg rådgiver i den grad i dag om communities. Det tog bare nærmest også ti år, inden den brede befolkning fik øje på communities, så jeg er glad for, at jeg ikke lagde ud med at hyre mandskab. Men det er en helt anden historie.)

Min ansøgning blev imødekommet blandt 60 andre, og jeg kom sammen med 16 kvinder, der fik et workshopforløb over tre måneder på Teknologisk Innovation. Her fik vi ikke en egentlig iværksætterrådgivning, men blev alene blev sporet ind på, om vi rummede det nødvendige entrepreneurship. Vi knyttede nogle meget stærke bånd, lærte om innovationskraft, egne styrker og evnen til at se de store potentialer. Blandt vores lærere var Marianne Stang Våland, Helle Engelbrechtsen og Oufa Rian, der spillede et tankevækkende og dengang meget modern ”Flowspil” med os.

Jeg har fundet links til den oprindelige heltindehjemmeside gennem The Way Back machine , mens den endnu tilhørte Tekinno. Prøv at se beskrivelserne på de første Heltinder. Nogle af os er stadig selvstændige, nogle er ikke. Nogle har jeg stadig forbindelse med, andre har jeg mistet kontakten til. Nogle er kommet meget langt selv og har i dag solide omtalte virksomheder, nogle større end andre, mens andre sidder i pæne positioner rundt om i andres virksomheder.

Hvad der startede som en lille gruppe kvinder, der kom gennem innovations- og værksætterforløbet Morgendagens Forum, endte med at blive skelsættende, ikke kun for mig, men for mange hundrede kvinder, der siden da har stiftet bekendtskab med ”Heltinderne”, som vi hurtigt blev til.
Kort tid efter den skelsættende 8. marts blev der i maj allerede i 2000 holdt en Kick-off konference, som Vibeke Mestanas stod for. Der dukkede flere hundrede kvinder op til konferencen, som blev holdt nær Hans Knudsens Plads i en tidligere biograf, der hed Frame.  En euforisk oplevelse.

Vi var alle komplet opslugt af den enorme energi, der pulsede i salen, og den første kaotiske postliste  med flere hundrede deltagere så dagens lys kort efter, hvor jeg husker, at alle begyndte at præsentere sig for hinanden hulter til bulter. Postlisten og debatten kom dog hurtigt ind i mere styrede former, fordi nogen tog ansvar og føring, men var fuldstændig lige så sprudlende, givende og mangfoldigt, som den er i dag.
Siden kom der styr på det, Susanne Hoeck tog føringen på det første egentlige foreningsnetværk, der blev båret videre af Tina Pearson, som siden trådte fra og selv stiftede netværket Ildsjæle.

Morgendagens Heltinder eksisterer endnu, trods op og nedture, der var tæt på at tage livet af foreningen i efteråret 2009, og Heltinderne har fået mange døtre i form af mindre netværk, der er udsprunget af ønsket om at være sammen og erfaringsudveksle.

8. marts er fortsat en fest dag OG en kampdag

Værdien ved at have haft dette startpunkt kan ikke gøres op i penge. Jeg er i princippet for længst vokset ud af netværket, og har opsøgt mange andre græsgange, for netværk udvikler sig, transformere, lukker og genopstår, men jeg holder ved lidt endnu. De ti år i Heltindernes hjælpsomme hænder har været fuldkommen uvurderlige for mig.
Så tak til dem, der fandt på projektet tilbage i år 2000!!
Og på grund af dette, har den 8. marts en særlig betydning for mig.

Glædelig kampdag, kvinder!

DRTV bragte i torsdags i Pengemagasinet en udsendelse om, hvor meget en googlesøgning bliver brugt af arbejdsgiverne.
Her er udsendelsen (hvis linket altså ikke bliver flyttet senere)

Her bringes nye tal op, som DR har offentliggjort i samarbejde med Foreningen af danske personalechefer.
131 medlemmer har svaret på undersøgelsen. Jeg har desværre ikke adgang til yderligere baggrund bag tallene, men ifølge udsendelsen viser tallene, at

- 16 procent tjekker ALDRIG
- 13 procent tjekker SJÆLDENT
- 30 procent tjekker NOGLE GANGE
- 25 procent tjekker OFTE
- 16 procent tjekker ALTID
–
Hvad er det så, personalecheferne anvender til tjek:

86 procent tjekker via Google
81 procent tjekker Linked In
44 procent tjekker facebook
4 procent tjekker twitter
2 procent tjekker tjekker MySpace

Hvad vil de helst vide noget om:
84 procent tjekker erfaring
60 procent tjekker netværk
48 procent tjekker kommunikationsevner
40 procent tjekker opførsel
35 procent tjekker fritidsinteresser
14 procent tjekker udseendet

 ”Du ridser lidt i overfladen for at se, om du kan finde noget”, siger en af arbejdsgiverne i udsendelsen, ” men det kommer lidt an på, hvor stor stillingen er.”

DR opsummerer, at 8 ud af 10 tjekker på nettet.

Det er faktisk lidt flere, end Samvirke undersøgte sig frem til forrige år, hvor kun 6 ud af 8 10 danske rekrutteringsfolk brugte nettet til at tjekke kandidater.

Har jeg  i mine forrige indlæg overbevist om, at det bedre kan betale sig at sige JA end Nej til en invitation til LinkedIn?
 Hvis ja, så vil jeg lige komme med et par råd til, hvem man med størst fordel kan sige ja til, når man bliver inviteret.

- Sig kun ja til dem, du kender og vil gøre en tjeneste en dag. ( Med ganske få undtagelser – engang imellem skal du også tage chancen og sige ja  til nogen, du ikke kender, men KUN hvis de spørger på den ordentlige måde.)
- Sig ikke ja for at få mange kontakter, altså kvantitet, men gå efter kvalitet.
- Sig ja til dem, der har ulejliget sig med at skrive en personlig invitation med begrundelse for, hvorfor de vil i kontakt med dig, og som ikke tydeligvis skriver til 110 mennesker på een gang med sådan en underlig, masseformuleret,neutral besked.
- Sig ja til dem, der IKKE bruger den autogenererede engelske tekst, men har ulejliget sig med at betragte dig som et rigtigt ægte menneske og gidet at bruge tid på at skrive til dig med blot et par danske sætninger.(jajajaja hvis der altså er tale om en dansker)
- Overvej meget, om du vil sige ja til gamle skolekammerater og kærester. Det er fint nok at fastholde kontakten, men LinkedIn er et professionelt redskab - er du sikker på, at dine gamle bekendtskaber skal vedligeholdes her og ikke på facebook i stedet for?

Når du selv inviterer på Linked In, så
- Brug aldrig LinkedIns autogenererede engelske invitationstekst – det er en fornærmelse at sende en autotekst, skriv selv en ordentlig begrundelse, jfr ovenstående.
- Brug aldrig synkronisering med dit postprogram!! Dels crasher det garanteret, dels kommer du til at invitere nogen, du ikke ville i netværk med alligevel
Og endelig kommer du til at invitere med en fælles ordlyd til dem alle, og det advarer jeg netop oven for imod!

Husk: De fjerneste kontakter giver ofte de stærkeste input

I de forrige to indlæg har jeg skrevet om konkurrentovervågning og om hvad der taler for, at man siger Ja hhv Nej til en kontakt.

At skrive om konkurrentovervågning er åbenbart meget interessant, for jeg har fået flere opringninger i de sidste dage, senest for lidt siden, hvor en redaktør ønskede en artikel om både faldgruberne og de positive vindinger ved at se på konkurrenterne gennem Linked In.
Altså, egentlig er det jo bare det modsatte, der er fordelene: Du kan få indsigt i andres netværk og hente kommende kolleger ved at se, hvem de omgåes. du kan hente information om personkredse og mønstre, kort sagt lave lidt trendspotting. Du kan få sjove oplysninger om, hvad der sker hos andre, hvis de opdaterer deres status med informationer, der afslører dette. OSV osv.

Sagt lidt i punktform:

Ved at frygte synligheden går du glip af:

- Medarbejdernes eksterne fangarme, der kan opfange såvel kommende kolleger som vigtige informationer, de får gennem deres netværk
- Egentlig trendspotting ved at kunne iagttage gennem dine kontakter , hvad der bliver talt om inden for en særlig branche og hvem der er hot/not
- Hurtig hjælp – hvis du skjuler dine kontakter, kan du mistænkes for at ville putte dig og kun udnytte netværket, ikke give igen. Du betragtes ikke som et nyttigt knudepunkt, og andre vil være forbeholdne over for at hjælpe dig, og dermed vil du få vanskeligere ved at få hurtig hjælp.
- Synlighed i forhold til rekruttering. Netop fordi jeg ikke kan se, hvem du kender, vil du både selv være mindre oplagt at rekruttre, og dine kontakter vil være umulige at rekruttere – det er så muligt, at det netop var hensigten med at skjule dine kontakter jfr tidligere indlæg, men omvendt kan man sige, at du også forskertser dine egne muligheder og måske endog er med til at gøre din egen virksomhed mindre attraktiv at tilnærme sig.
- Åbenhed og fleksibilitet . Ved at signalere lukkethed og ved at lukke af for, at virksomhedens medarbejdere er i kontakt med andre åbenlyst, kan en virksomhed nemt komme til at virke forstokket og dinosaur-agtig. En sådan virksomhed kan også hurtigt blive overhalet af andre mere fleksible virksomheder, der ikke nødvendigvis er dygtigere, men bare mere åbne og fleksible.
- De digitalt indfødte. Ja, dem vil du helt sikkert gå glip af som medarbejdere, hvis din virksomhed lukker af for disse virtuelle kontakter. De er født med, at kontakt er åben, samtalen er normen, tilgængelighed er målet, og hvis din virksomhed har en politik, der modarbejder dette, får du ikke nogen fra de yngre digitale årgange ind – det er simpelthen for uproduktivt, synes de.

Hvis man som nævnt i mit forrige indlæg er bange for at blive kigget over skulderen af mulige konkurrenter, som man lukker ind i sit netværk på Linked In, kan man jo overveje at sige nej tak til en invitation.

For et nej taler:
At du har under 100 kontakter. Da vil personer i dit kontaktnet være meget synlige og muligvis afspejle en kundekreds og/eller mønstre i din måde at netværke, som giver en indsigt, som din konkurrent kan bruge.

For eksempel kan en dygtig it-medarbejder med en efterspurgt specialkompetence  komme til at vise andre potentielle kandidater til et job alene ved at vise, hvem hun er i netværk med. Måske er hun særlig god til at løse en bestemt form for problemer med et specifikt program, som der ikke er særlig mange, der mestrer. Der er stor sandsynlighed for, at hun er connected med andre med samme kompetence.  Derfor kan indsigt i hendes netværk betyde, at en headhunter får nemmere ved at finde andre gode it-folk, der kunne være interessante at lokke over i den konkurrerence virksomhed.

Et andet eksempel er en salgsmedarbejder. Salgspersonale er tit forbundet med deres kunder, og ved at eksponere dem, kan salgspersonen komme til at vise navne på kernekunder, som konkurrenterne ikke lige havde forbindelse til eller havde tænkt på som mulig kunde.

Et tredie eksempel er en journalist. Ved at se på journalistens netværk, kan man gætte sig frem til, hvem der har lækket en historie til journalisten.

Hvis man derimod har mere end 100 kontakter, begynder der er være så mange at vælge imellem, at billedet bliver noget mere sløret og ugennemskueligt.

For et ja taler:

At du har rigtig mange kontakter eller generelt er en åben netværker. For hvis du har en imødekommende attitude og ikke er bange for at dele, giver det ikke mening at sige nej til folk, du ellers betragter som okay.
Det er heller ikke hensigten med Linked In. Endelig kan man sige, at det måske også er lidt selvforherligende at tro, du selv er den eneste kilde ind til en virksomhed. Den, der vil aflæse noget på nettet om din virksomhed, har mange andre elektoniske muligheder.

For, at man siger ja til invitationer, taler også, at en konkurrent kan blive en kunde eller samarbejdspartner. Der vil være områder, I kan samarbejde på, og formentlig også områder, I ikke kan samarbejde på. Så hvorfor ikke vælge den positive vinkel og samarbejde på de områder, hvor det er muligt!?
At sige nej kan opfattes ekskluderende og uvenligt, og det skaber måske ikke den bedste karma, set på lang sigt.

Endelig må man spørge sig selv: Hvad med din egen karriere? Vil det være særlig fornuftigt at afskære sig mulighederne for at være forbundet med nogen, der måske en dag kan være indgangen til et nyt job ? Det er muligt, de er konkurrenter i dag, men hvem siger, at du ikke får lyst til at rejse over til dem en skønne dag ? Så er det jo lidt ærgerligt, hvis du ikke har forbindelserne i orden.

I 2007 gennemførte en medarbejder i firmaet  CSIS Security Group et forsøg med at oprette en fiktiv profil på Linked In for at se, om det kunne lykkes ham at skaffe en masse kontakter og gennem kontakterne få en indsigt i, hvad konkurrenterne lavede.
Han gjorde det også for at undersøge, hvor sårbare virksomheders medarbejdere gør deres virksomhed over for malware, som de får “tilbudt” via Linked In.

Han angav sig selv som tidligere medarbejder i et større, eksisterende firma og begyndte at invitere ”tidligere kolleger”. Han brugte så ti kontakter til at forbinde sig videre med deres hjælp, og de emails, han fik adgang til.
- I løbet af tre timer fik han den første accept på en invitation sendt ud til nogen, han ikke anede, hvem var.
- Efter tre dage fik han invitationer fra (komplet ubekendte) folk, som bare gerne ville have udvidet deres eget netværk.
- På mindre end to uger fik han bygget et netværk på 1300+ med emails navne og masser af virksomhedsinformation.

Forsøget er gjort i 2007, og kunne gentages i dag, for hovedpointerne går igen:
*Alt for mange forbinder sig med nogen, de ikke kender, alene for at få kontakter.
*Alt for mange siger ja tak til invitationer uden egentlig at vide, hvem de inviterer indenfor.
*Alt for mange klikker gladeligt på foreslåede links fra folk, de kender gennem Linked In og udsætter dermed deres virksomhed for at få malware ind i systemet.

Skyggesiderne ved netværk
Jeg er ikke sikkerhedskonsulent omkring malware og vira, men jeg synes eksperimentet viser meget godt, at der er skyggesider ved sociale og business onlinenetværk: Naturligvis kan de (mis)bruges for egen vindings skyld, naturligvis kan de bruges af fupmagere, og naturligvis skal man passe på.

Hvor er det så, man skal være opmærksom på netop Linked In?
Hvor er det hullerne ligger ?

- Medarbejdere kan medtage oplysninger om kunder mm, når de forlader virksomheden, idet man kan eksportere kontakterne. Flere og flere linker til kunder og samarbejdspartnere og synkroniserer med deres Outlook og får dermed adgang til kontakter, som er i firmaets kartotek.
- Konkurrenter kan snuse i dit netværk ved at se på din kontaktliste.
- Du kan uforvarende komme til at afsløre oplysninger om produkter og salgsmønstre.
- Du kan komme til at bryde forskellige love, for eksempel markedsføringsloven ved uoverlagte statusopdateringer.
- De samme statusopdateringer kan komme til at afsløre forretningshemmeligheder
- Hackere kan få adgang til dit netværk
- Man kan høste emails fra profilerne

Et eksponeret kontaktnet
Lad mig bare tage et af punkterne: Et eksponeret kontaktnet er kræs for folk, der vil have indsigt i virksomheders kundekartotek. Salgspersoner i en virksomhed er ofte de mest linkede personer, og en salgsperson kan uforvarende komme til at afsløre rigtig gode kontakter til firmaer, som en konkurrent gerne vil være i forbindelse med.
En anden kan altså få indsigt i, hvem der kender hvem. (Det er sådan set pointen med Linked In, men hvis man vil misbruge dette, kan man altså godt gøre det.)
For mig som journalist er det for eksempel værd at overveje, om mine kontakter skal være synlige for alle: En dag får jeg måske en god historie fra en virksomhed, og en anden kan med et enkelt blik på mit kontaktnet måske gennemskue, hvem af mine kontakter der kan være “deep throat” på denne virksomhed.

LinkedIn er pr. default sat op til, at dit kontaktnet automatisk vises – du skal ændre indstillingen selv, hvis du ikke ønsker at vise dem.
De fleste viser deres netværk , fordi det også netop er ideen med Linked In, men nogle nøglemedarbejdere skal måske overveje, om de vil eksponere kontaktnettet frem over.
I hvert fald bør virksomheden overveje, hvilken politik virksomheden skal have over for dette!
Og så er vi henne ved en af mine kæpheste – nemlig at virksomheder i meget højere grad bør indarbejde omgangen med de sociale medier i deres IT-og web- og mailpolitik.

Ingen paranoia , tak
Jeg vil gerne tage det forbehold, at dette indlæg er skrevet for at vise nogle af skyggesiderne ved LinkedIn.  Skam få den, der tænker ilde herom, fordi LinkedIn er jo ikke til for at blive misbrugt, og min principielle holdning er da også, at man bør gå efter åbenheden.
Mere om dette i de kommende indlæg.

En genvej til at have en professionel, troværdig og meget synlig tilstedeværelse på nettet er at oprette og vedligeholde en profil, nærmest et onlineCV, på businessnetværket LinkedIn.
En profil i dette netværk kommer højt op i søgningerne på ens navn, fordi LinkedIn som site er populært. En profil her bliver opfattet mere troværdig rent forretningsmæssigt end en facebook profil, som også kommer højt op i søgeresultatet, men som ikke opfattes som professionel.

Jeg har skrevet en artikel til Samdatas onlinemagasin.
Læs dér mere om, hvordan du kan trimme din profil, især hvis du er jobsøgende.

Det er vigtigt at dit aftryk er troværdigt og konsistent og en profil på linkedIn kan være med til at opveje nogle andre, måske lidt mindre seriøse, “fund” på nettet.

Mikrobusiness - samler info, bøger og tip til selvstændige, freelancere og mikrovirksomheder

Så er skiftet en realitet:

Bloggen og hjemmesiden “Børsen Mikro” hedder nu
Mikrobusiness.dk

Fra årsskiftet ændrede Børsens Forlag navn til L&R Business, og dermed skiftede Børsen Mikro serien, som jeg har været ekstern fagredaktør på i tre år, også navn og er blevet en del af L&R Business.

Bloggen videreføres under det nye navn, hvor jeg blogger om tip, værktøj og bøger og andet interessant til mikrovirksomheder, freelancere og selvstændige.

Bogsalget fortsætter også, og jeg vil supplere med omtaler af andre forlags bøger, der kan være relevante for målgruppen.

404-HJÆLP
Det har været lidt af et kunststykke at flytte sitet, og jeg vil gerne nævne, at Anders Saugstrup fra Saugstrup.org har været en glimrende “flyttemand”.

Endnu tilbagestår en del rettelser, blandt andet fordi alle tagsne var skrevet ind i et gammelt system, som ikke kunne videreføres, så jeg skal ind og håndrette over 400 indlægs tags ! Hjælp mig, hvis du finder 404-sider, tak!

Og der er osse lidt med kategorierne…da jeg har samlet alle de selvstændige blogs fra tidligere bloggere til een blog.
Det vil sige, at du kan finde de gamle og gode blogindlæg fra blandt andre Ulla Lisa Thordén, Trine Kolding og Julie Lindegaard på sitet.

Hvis dit feed skulle gå i udu, må du gerne genopfriske feedet i din feedreader.
Her er feedet:

NYHEDSBREV:
En ny feature er, at du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev. NB: Du skal ikke tilmelde dig det, hvis du allerede har skrevet dig op via mit gamle modul på Amedia. kan du ikke huske, om du har, så må du bare leve med, at du får to breve

VÆRKTØJ
Jeg vil gerne gør opmærksom på, at der er masser af glimrende værktøj på Mikrobusiness.
Jeg véd for eksempel , at rigtig  mange på denne blog , går efter Samarbejdsaftaler og skabeloner til samarbejdsaftaler.
her finder du også NDA, helikopterperspektiv over dine næste ti år som selvstændig,  med mange flere.

Ud over iltflaskerne fik vi spændt 25 kilo rundt om kroppen for at tynge os ned - nu ved jeg hvad det vil sige at være overvægtig. Puha hvor benene rystede.

Min datter er på Talentværkstedet på DR, og foreslog, at hun lavede en reportage til P1 om vores dykning, for det var ikke kun mig, der havde det skidt med det dybe sorte vand uden synlig bund. Den samme angst har min datter.

Augusta interviewer vores instruktør, "DykkerGitte" Gitte Skytte

Så hvad siger en journalist til en journalist? I hvert fald ikke nej. Så ud over at vi dykkede, lavede Augusta også en radioudsendelse om os.
Den sendes i dag torsdag den 19.11.  kl 14.07 på Dokumentartimen på radioens P1

Her er DR Dokumentartimens omtale.
Augusta har været bange for havet, lige så længe hun kan huske. Sådan rigtig bange. Tanken om at drukne og om at lade det mørke vand omslutte hende, skræmmer hende mere end noget andet.
Det er hun ikke ene om. Hendes mor er også bange for det mørke dyb.
Men Augusta og hendes mor er svært stædige og hader at blive kaldt kyllinger, så da mor i august havde fødselsdag, gav Augusta en gave lidt ud over det sædvanlige. En dykkertur på åbent hav, med udstyr og uden nogen udvej. Men kan Augusta overvinde sin frygt og se det kolde vand i øjnene? Tilrettelæggelse: Augusta Glahn-Abrahamsen.
(Sendes også lørdag 10.07 og 00.59).

Grundig instruks fik vi inden start

Og så var det ellers bare ud på det dybe - vi kom 4-5 meter ned

Min seje datter Augusta Glahn-Abrahamsen

Når udsendelsen har været sendt, skal jeg nok linke til den her.

Hele udsendelsen kan høres her: