DRTV bragte i torsdags i Pengemagasinet en udsendelse om, hvor meget en googlesøgning bliver brugt af arbejdsgiverne.
Her er udsendelsen (hvis linket altså ikke bliver flyttet senere)

Her bringes nye tal op, som DR har offentliggjort i samarbejde med Foreningen af danske personalechefer.
131 medlemmer har svaret på undersøgelsen. Jeg har desværre ikke adgang til yderligere baggrund bag tallene, men ifølge udsendelsen viser tallene, at

- 16 procent tjekker ALDRIG
- 13 procent tjekker SJÆLDENT
- 30 procent tjekker NOGLE GANGE
- 25 procent tjekker OFTE
- 16 procent tjekker ALTID
–
Hvad er det så, personalecheferne anvender til tjek:

86 procent tjekker via Google
81 procent tjekker Linked In
44 procent tjekker facebook
4 procent tjekker twitter
2 procent tjekker tjekker MySpace

Hvad vil de helst vide noget om:
84 procent tjekker erfaring
60 procent tjekker netværk
48 procent tjekker kommunikationsevner
40 procent tjekker opførsel
35 procent tjekker fritidsinteresser
14 procent tjekker udseendet

 ”Du ridser lidt i overfladen for at se, om du kan finde noget”, siger en af arbejdsgiverne i udsendelsen, ” men det kommer lidt an på, hvor stor stillingen er.”

DR opsummerer, at 8 ud af 10 tjekker på nettet.

Det er faktisk lidt flere, end Samvirke undersøgte sig frem til forrige år, hvor kun 6 ud af 8 10 danske rekrutteringsfolk brugte nettet til at tjekke kandidater.

vi er tæt på at blive paranoide i vores angst for, hvad man kan finde på nettet om os

DRTV Magasinet Penge tager i aften op i udsendelsen, at arbejdsgiverne tjekker din profil på nettet, før de ansætter.

I forskræppet til programmet, som jeg netop har hørt i radioen, er det igen fuldemandsbillederne, der fokuseres på.

Jeg håber, programmet gennemfører en plan, de havde, da de kontaktede mig for et par uger siden for en medvirken. De ville prøve at give en profil et brush-up, altså finde en profil, der kunne forbedres med få kunstgreb uden de store SEO investeringer.
Det var dejligt handlingsanvisende, for det er efterhånden for gennemtygget, at man skal passe på billederne. Men jeg  ved ikke, om det lykkedes for dem at finde en profil, der ville lægge navn til.

Hvis man skal tage den handlingsanvisende brille på , er der få og gode råd at følge:
- opret og vedligehold en Linked in profil – den kommer nærmest automatisk højere op end de fleste lidt kedeligere søgeresultater på dig, fordi Linked In er så polulært.
- det samme gælder teknisk set en profil på Facebook, men her lyder rådet: Luk profilen for ukendte medkiggere, og sørg for at dine grundoplysninger er sandfærdige og relevante, hvis du er jobsøgende
- bliv mere aktiv med professionelt indhold på nettet, som knyttes til dit navn – for eksempel en weblog med et personligt, men ikke privat indhold
- googl dig selv før en samtale, så du ved, hvad de andre kan vide om dig.

Og tag det så roligt. Vi bliver bedre og bedre til at aflæse hinanden på nettet.
I dag vil mange arbejdgivere blive en lille smule forbeholdne over for en profil, der rask væk på sin facebookprofil i et opstemt øjeblik fra mobilen skriver: “Forfalden til vin”, som jeg så det forleden. Men om et par år vil også rekrutteringspersonalet være vokset op med den type statusopdateringer.

Det forholder sig imidlertid anderledes med udsagn som viser, at man kan være en illoyal medarbejder….

Har jeg  i mine forrige indlæg overbevist om, at det bedre kan betale sig at sige JA end Nej til en invitation til LinkedIn?
 Hvis ja, så vil jeg lige komme med et par råd til, hvem man med størst fordel kan sige ja til, når man bliver inviteret.

- Sig kun ja til dem, du kender og vil gøre en tjeneste en dag. ( Med ganske få undtagelser – engang imellem skal du også tage chancen og sige ja  til nogen, du ikke kender, men KUN hvis de spørger på den ordentlige måde.)
- Sig ikke ja for at få mange kontakter, altså kvantitet, men gå efter kvalitet.
- Sig ja til dem, der har ulejliget sig med at skrive en personlig invitation med begrundelse for, hvorfor de vil i kontakt med dig, og som ikke tydeligvis skriver til 110 mennesker på een gang med sådan en underlig, masseformuleret,neutral besked.
- Sig ja til dem, der IKKE bruger den autogenererede engelske tekst, men har ulejliget sig med at betragte dig som et rigtigt ægte menneske og gidet at bruge tid på at skrive til dig med blot et par danske sætninger.(jajajaja hvis der altså er tale om en dansker)
- Overvej meget, om du vil sige ja til gamle skolekammerater og kærester. Det er fint nok at fastholde kontakten, men LinkedIn er et professionelt redskab - er du sikker på, at dine gamle bekendtskaber skal vedligeholdes her og ikke på facebook i stedet for?

Når du selv inviterer på Linked In, så
- Brug aldrig LinkedIns autogenererede engelske invitationstekst – det er en fornærmelse at sende en autotekst, skriv selv en ordentlig begrundelse, jfr ovenstående.
- Brug aldrig synkronisering med dit postprogram!! Dels crasher det garanteret, dels kommer du til at invitere nogen, du ikke ville i netværk med alligevel
Og endelig kommer du til at invitere med en fælles ordlyd til dem alle, og det advarer jeg netop oven for imod!

Husk: De fjerneste kontakter giver ofte de stærkeste input

I de forrige to indlæg har jeg skrevet om konkurrentovervågning og om hvad der taler for, at man siger Ja hhv Nej til en kontakt.

At skrive om konkurrentovervågning er åbenbart meget interessant, for jeg har fået flere opringninger i de sidste dage, senest for lidt siden, hvor en redaktør ønskede en artikel om både faldgruberne og de positive vindinger ved at se på konkurrenterne gennem Linked In.
Altså, egentlig er det jo bare det modsatte, der er fordelene: Du kan få indsigt i andres netværk og hente kommende kolleger ved at se, hvem de omgåes. du kan hente information om personkredse og mønstre, kort sagt lave lidt trendspotting. Du kan få sjove oplysninger om, hvad der sker hos andre, hvis de opdaterer deres status med informationer, der afslører dette. OSV osv.

Sagt lidt i punktform:

Ved at frygte synligheden går du glip af:

- Medarbejdernes eksterne fangarme, der kan opfange såvel kommende kolleger som vigtige informationer, de får gennem deres netværk
- Egentlig trendspotting ved at kunne iagttage gennem dine kontakter , hvad der bliver talt om inden for en særlig branche og hvem der er hot/not
- Hurtig hjælp – hvis du skjuler dine kontakter, kan du mistænkes for at ville putte dig og kun udnytte netværket, ikke give igen. Du betragtes ikke som et nyttigt knudepunkt, og andre vil være forbeholdne over for at hjælpe dig, og dermed vil du få vanskeligere ved at få hurtig hjælp.
- Synlighed i forhold til rekruttering. Netop fordi jeg ikke kan se, hvem du kender, vil du både selv være mindre oplagt at rekruttre, og dine kontakter vil være umulige at rekruttere – det er så muligt, at det netop var hensigten med at skjule dine kontakter jfr tidligere indlæg, men omvendt kan man sige, at du også forskertser dine egne muligheder og måske endog er med til at gøre din egen virksomhed mindre attraktiv at tilnærme sig.
- Åbenhed og fleksibilitet . Ved at signalere lukkethed og ved at lukke af for, at virksomhedens medarbejdere er i kontakt med andre åbenlyst, kan en virksomhed nemt komme til at virke forstokket og dinosaur-agtig. En sådan virksomhed kan også hurtigt blive overhalet af andre mere fleksible virksomheder, der ikke nødvendigvis er dygtigere, men bare mere åbne og fleksible.
- De digitalt indfødte. Ja, dem vil du helt sikkert gå glip af som medarbejdere, hvis din virksomhed lukker af for disse virtuelle kontakter. De er født med, at kontakt er åben, samtalen er normen, tilgængelighed er målet, og hvis din virksomhed har en politik, der modarbejder dette, får du ikke nogen fra de yngre digitale årgange ind – det er simpelthen for uproduktivt, synes de.

Hvis man som nævnt i mit forrige indlæg er bange for at blive kigget over skulderen af mulige konkurrenter, som man lukker ind i sit netværk på Linked In, kan man jo overveje at sige nej tak til en invitation.

For et nej taler:
At du har under 100 kontakter. Da vil personer i dit kontaktnet være meget synlige og muligvis afspejle en kundekreds og/eller mønstre i din måde at netværke, som giver en indsigt, som din konkurrent kan bruge.

For eksempel kan en dygtig it-medarbejder med en efterspurgt specialkompetence  komme til at vise andre potentielle kandidater til et job alene ved at vise, hvem hun er i netværk med. Måske er hun særlig god til at løse en bestemt form for problemer med et specifikt program, som der ikke er særlig mange, der mestrer. Der er stor sandsynlighed for, at hun er connected med andre med samme kompetence.  Derfor kan indsigt i hendes netværk betyde, at en headhunter får nemmere ved at finde andre gode it-folk, der kunne være interessante at lokke over i den konkurrerence virksomhed.

Et andet eksempel er en salgsmedarbejder. Salgspersonale er tit forbundet med deres kunder, og ved at eksponere dem, kan salgspersonen komme til at vise navne på kernekunder, som konkurrenterne ikke lige havde forbindelse til eller havde tænkt på som mulig kunde.

Et tredie eksempel er en journalist. Ved at se på journalistens netværk, kan man gætte sig frem til, hvem der har lækket en historie til journalisten.

Hvis man derimod har mere end 100 kontakter, begynder der er være så mange at vælge imellem, at billedet bliver noget mere sløret og ugennemskueligt.

For et ja taler:

At du har rigtig mange kontakter eller generelt er en åben netværker. For hvis du har en imødekommende attitude og ikke er bange for at dele, giver det ikke mening at sige nej til folk, du ellers betragter som okay.
Det er heller ikke hensigten med Linked In. Endelig kan man sige, at det måske også er lidt selvforherligende at tro, du selv er den eneste kilde ind til en virksomhed. Den, der vil aflæse noget på nettet om din virksomhed, har mange andre elektoniske muligheder.

For, at man siger ja til invitationer, taler også, at en konkurrent kan blive en kunde eller samarbejdspartner. Der vil være områder, I kan samarbejde på, og formentlig også områder, I ikke kan samarbejde på. Så hvorfor ikke vælge den positive vinkel og samarbejde på de områder, hvor det er muligt!?
At sige nej kan opfattes ekskluderende og uvenligt, og det skaber måske ikke den bedste karma, set på lang sigt.

Endelig må man spørge sig selv: Hvad med din egen karriere? Vil det være særlig fornuftigt at afskære sig mulighederne for at være forbundet med nogen, der måske en dag kan være indgangen til et nyt job ? Det er muligt, de er konkurrenter i dag, men hvem siger, at du ikke får lyst til at rejse over til dem en skønne dag ? Så er det jo lidt ærgerligt, hvis du ikke har forbindelserne i orden.

I 2007 gennemførte en medarbejder i firmaet  CSIS Security Group et forsøg med at oprette en fiktiv profil på Linked In for at se, om det kunne lykkes ham at skaffe en masse kontakter og gennem kontakterne få en indsigt i, hvad konkurrenterne lavede.
Han gjorde det også for at undersøge, hvor sårbare virksomheders medarbejdere gør deres virksomhed over for malware, som de får “tilbudt” via Linked In.

Han angav sig selv som tidligere medarbejder i et større, eksisterende firma og begyndte at invitere ”tidligere kolleger”. Han brugte så ti kontakter til at forbinde sig videre med deres hjælp, og de emails, han fik adgang til.
- I løbet af tre timer fik han den første accept på en invitation sendt ud til nogen, han ikke anede, hvem var.
- Efter tre dage fik han invitationer fra (komplet ubekendte) folk, som bare gerne ville have udvidet deres eget netværk.
- På mindre end to uger fik han bygget et netværk på 1300+ med emails navne og masser af virksomhedsinformation.

Forsøget er gjort i 2007, og kunne gentages i dag, for hovedpointerne går igen:
*Alt for mange forbinder sig med nogen, de ikke kender, alene for at få kontakter.
*Alt for mange siger ja tak til invitationer uden egentlig at vide, hvem de inviterer indenfor.
*Alt for mange klikker gladeligt på foreslåede links fra folk, de kender gennem Linked In og udsætter dermed deres virksomhed for at få malware ind i systemet.

Skyggesiderne ved netværk
Jeg er ikke sikkerhedskonsulent omkring malware og vira, men jeg synes eksperimentet viser meget godt, at der er skyggesider ved sociale og business onlinenetværk: Naturligvis kan de (mis)bruges for egen vindings skyld, naturligvis kan de bruges af fupmagere, og naturligvis skal man passe på.

Hvor er det så, man skal være opmærksom på netop Linked In?
Hvor er det hullerne ligger ?

- Medarbejdere kan medtage oplysninger om kunder mm, når de forlader virksomheden, idet man kan eksportere kontakterne. Flere og flere linker til kunder og samarbejdspartnere og synkroniserer med deres Outlook og får dermed adgang til kontakter, som er i firmaets kartotek.
- Konkurrenter kan snuse i dit netværk ved at se på din kontaktliste.
- Du kan uforvarende komme til at afsløre oplysninger om produkter og salgsmønstre.
- Du kan komme til at bryde forskellige love, for eksempel markedsføringsloven ved uoverlagte statusopdateringer.
- De samme statusopdateringer kan komme til at afsløre forretningshemmeligheder
- Hackere kan få adgang til dit netværk
- Man kan høste emails fra profilerne

Et eksponeret kontaktnet
Lad mig bare tage et af punkterne: Et eksponeret kontaktnet er kræs for folk, der vil have indsigt i virksomheders kundekartotek. Salgspersoner i en virksomhed er ofte de mest linkede personer, og en salgsperson kan uforvarende komme til at afsløre rigtig gode kontakter til firmaer, som en konkurrent gerne vil være i forbindelse med.
En anden kan altså få indsigt i, hvem der kender hvem. (Det er sådan set pointen med Linked In, men hvis man vil misbruge dette, kan man altså godt gøre det.)
For mig som journalist er det for eksempel værd at overveje, om mine kontakter skal være synlige for alle: En dag får jeg måske en god historie fra en virksomhed, og en anden kan med et enkelt blik på mit kontaktnet måske gennemskue, hvem af mine kontakter der kan være “deep throat” på denne virksomhed.

LinkedIn er pr. default sat op til, at dit kontaktnet automatisk vises – du skal ændre indstillingen selv, hvis du ikke ønsker at vise dem.
De fleste viser deres netværk , fordi det også netop er ideen med Linked In, men nogle nøglemedarbejdere skal måske overveje, om de vil eksponere kontaktnettet frem over.
I hvert fald bør virksomheden overveje, hvilken politik virksomheden skal have over for dette!
Og så er vi henne ved en af mine kæpheste – nemlig at virksomheder i meget højere grad bør indarbejde omgangen med de sociale medier i deres IT-og web- og mailpolitik.

Ingen paranoia , tak
Jeg vil gerne tage det forbehold, at dette indlæg er skrevet for at vise nogle af skyggesiderne ved LinkedIn.  Skam få den, der tænker ilde herom, fordi LinkedIn er jo ikke til for at blive misbrugt, og min principielle holdning er da også, at man bør gå efter åbenheden.
Mere om dette i de kommende indlæg.

En genvej til at have en professionel, troværdig og meget synlig tilstedeværelse på nettet er at oprette og vedligeholde en profil, nærmest et onlineCV, på businessnetværket LinkedIn.
En profil i dette netværk kommer højt op i søgningerne på ens navn, fordi LinkedIn som site er populært. En profil her bliver opfattet mere troværdig rent forretningsmæssigt end en facebook profil, som også kommer højt op i søgeresultatet, men som ikke opfattes som professionel.

Jeg har skrevet en artikel til Samdatas onlinemagasin.
Læs dér mere om, hvordan du kan trimme din profil, især hvis du er jobsøgende.

Det er vigtigt at dit aftryk er troværdigt og konsistent og en profil på linkedIn kan være med til at opveje nogle andre, måske lidt mindre seriøse, “fund” på nettet.