Vinterferien slutter i dag for de fleste, der har skolesøgende børn. Mange har trods det hjemlige snevejr været nordpå for at stå på ski i Norge. (Der er selvfølgelig også flere skilifter og tossebakker end herhjemme).

Hvor mange af jer tog så egentlig maden med hjemmefra op til hytten på fjeldet?

Sikkert størsteparten, for det er jó hulens dyrt at købe mad i Norge, set med danske øjne. Da vi selv sidst var på ferie i Beitostølen for nogle år siden, havde vi da også bilen læsset med dansk mad og ikke mindst grøntsager, fordi det gjorde rigtig ondt at betale 25 kroner for en agurk i “Spar”-supermarkedet.
Rugbrød, leverpostej, æbler, som på billedet, men netop også agurk, tomat, salat og så et par flasker vin …

Men jævnfør mit tidligere indlæg om Kortreiste grøntsager, er det ikke velset.
Da jeg skrev det forrige indlæg, fik jeg en kommentar fra min norske kollega, som jeg netop spiste på dén restaurant, der havde kortreiste grøntsager og naturvin.

Hun skrev:
Har bare lyst til å knytte noen kommentarer til begrepet KORTREIST MAT, og hvordan det blir brukt i Norge. 
Norge er et laaangt land, og mye av det ,vi trenger for å leve, blir transportert milevis. I utgangspunktet ble kortreist mat benyttet som et begrep for å få folk til å bli bevisste om det å støtte lokalsamfunn og deres kjøpmenn, fiskere og bønder.  I stedet for å ta med seg mat fra Oslo, hvis du skulle til hytta i fjellet, skulle man handle hos den nærmeste butikken på reisens mål.  I tillegg var det viktig å støtte opp under de små bonde- og fiskesamfunnene og deres “gårdsmat” i stedet for bare å kjøpe fra de store kjedene og kooperativenes produkter.  Dermed ble maten “kortreist“. 

Jeg er på reportage i Oslo og forundres over, hvordan CO2-opmærksomheden antager forskellige ansigter rundt omkring.  I går spiste jeg på en restaurant, hvor der blev serveret naturvin og kortrejste grøntsager.

Kortreiste, for at være helt norsk korrekt.
På menukortet stod forklaret, at man gjorde noget særligt ud af her på restauranten at servere grøntsager, der ikke “havde rejst langt”, uden at der dermed stod, at man købte lokale varer eller afviste at anvende indfløjne varer. Der var faktisk ikke defineret nærmere, hvad “kortrejste” grøntsager betød.

Al respekt for CO2begrænsende tiltag. Og jeg kan også  godt lidt, at man opfinder ord, der beskriver ting på det om jeg så må sige lokale sprog.  Det har nordmændene altid været fremragende til. Kortrejste grøntsager er et fedt udtryk, jeg har endnu ikke hørt noget tilsvarende i Danmark.

Men så længe der ikke er en eller anden klassifikation på, hvad ordet dækker, er det efter min mening blot et ord, der er med til at greenwashe , ja altså grønvaske, en virksomhed og dens måde at håndtere CO2 udslippet på.

I nat har jeg sovet på et hotel, der på store plakater hængt op på alle værelser og i elevatorerne, skriver: “Vågn op til en morgen i en mere bærekraftig verden”, og forklarer, hvorfor hotelkæden har et program og en holding til bæredygtighed, der med hotelkædens ord gør det mere bæredygtigt at overnatte på hotellet end at sove hjemme.

Den tager vi lige en gang til: “Gennemsnitsstatistik for husholdninger i  Norden viser, at du sandsynligvis bidrager mere til en bæredygtig verden ved at bo hos os end ved at sove hjemme”. Og derefter opfordres man til at gå ind og tjekke dette på en hjemmeside.

Jeg tænker på den forgangne nat, hvor jeg har måttet sove med vinduet åbent for at komme af med noget af al den varme, der tonser ud i rummet, og som jeg ikke kan slukke for, og jeg tænker på mit badeværelsesgulv og håndklædevarmerne, der kører for fuld hammer – men jeg er selvfølgelig i Norge, hvor elektriciteten koster ingen ting…..

Samme hotelkæde sov jeg på i Danmark i sidste uge under snestormen. Under middagen bad jeg om almindeligt vand uden brus og fik en karaffel vand, hvorpå der hang en lille seddel med beskrivelse af , at dette vand var tappet fra hotellets egne tappehaner, og at det dermed havde sparet miljøet for x antal co2udledninger.
Den lo vi meget af under middagen – jeg må indrømme, at jeg ikke forfulgte sagen og undersøgte, hvad hotellets “egne tappehaner” var for nogle. Jeg må også indrømme, at jeg tror, det betyder vandhanen, og at jeg bare fik postevand, hvilket jeg var udmærket tilfreds med.
 Så igen -hvorfor kunne de ikke bare stikke mig en kande postevand? Hvorfor skulle det udbasuneres med specialdesignede paphængere, der jo også må have kostet noget at fabrikere?

Jeg er med andre ord i et dilemma. Jeg synes, det er fint , at der er opmærksomhed forretningsmæssigt på, at vi skal være miljøbevidste, og jeg medgiver også, at vi i høj grad bliver påvirket positivt til at tænke over, hvad vi foretager os, når vi gang på gang mindes om, at der er en CO2 balance,vi skal værne om.

Men jeg glæder mig til, at denne holdning er indarbejdet og naturlig i os, så vi ikke tidligt og silde skal gøres opmærksom på tiltag, der virker helt indlysende, og som derfor kommer til at fremstå som temmelig groteske, når virksomheder fremhæver deres egne fortræffeligheder.

Det kan nemt give bagslag. Jeg glæder mig til, at virksomheder bare er grønne uden at behøve at fortælle om det.

PS. Ude på badeværelset hænger der et stykke pap på en knage. Den opfordrer mig til at huske at tjekke mig selv for brystkræft en gang om måneden. Og jeg må gerne tage papstykket med hjem……

I løbet af én dag (i Amerika) sendes der
- over 210 milliarder emails, hvilket er mere end et helt års breve i US-Mail, det amerikanske postsystem
- flere end 3 millioner billeder lægges ud på flickr – hvilket svarer til et fotoalbum med 375.000 fotos
- 43.339547 gigabytes bliver sendt via mobiltelefoner. Det er bytes nok til at fylde enten 1,7 million Blu ray CDer, eller 9,2 millioner DVDer eller – helt old school, men vi kan stadig godt huske dem, 63,9 trillioner 3,5” disketter.
- der bliver tjent 145 millioner dollars på indhold, der genereres via mobile tjenester, heraf er 13 millioner genereret af mobile spil alene
- facebook optager mere end 700.000 nye medlemmer om dagen, svarende til indbyggertallet i Guyana
- 45 millioner opdateringer sendes ud på facebook, mod “kun” 5 millioner tweets på Twitter
- og bloggere skriver 900.000 indlæg på een dag, tilstrækkeligt med postings til at fylde en New York Times udgave i 19 år i træk

Created by Online Education

Kilde er Online Education: Sitet publicerer  letfattelige og humoristiske grafikker over sværtfattelige statistikker. Det er en guldgrube af glimrende tankevækkende illustrationer over hvorfor amerikanere er fede, hvad flaskevand koster af investering og hvad det producerer af affald, etc etc.
Jeg står ikke inde for sandfærdigheden af tallene – det tilkommer ikke mig at vurdere tallenes konsistens, men det ser troværdigt nok ud for mig.

Desuden er bloggen et overflødighedshorn af særprægede oplysninger, som alle sammen er tilført et vist humoristisk tvist.

The online education net

Tak for tippet til Okay junkie

Jeg er stødt på en dansk virksomhed, som helt bevidst bruger en personlig Facebook profil til at markedsføre sin virksomhed i stedet for at bruge en Page.
I dette indlæg vil jeg holde firmaet anonymt, da det er selve handlingen, jeg vil stille indtil flere principielle spørgsmålstegn ved, og ikke firmaet, jeg ønsker at skade. Desuden er jeg nysgerrig på at se, hvad der sker over tid med dette eksempel.

Update: 11.maj
En del af dette indlæg er fjernet, da det har vist sig, at jeg kommenterede en betaversion, der er blevet ændret yderligere undervejs.

Jeg vender tilbage, når der er nyt.

Jule og nytårshilsner fra virksomheder er ofte forsynet med en lille gave. Den mest anvendelige, jeg har fået i år, er en gedehårsbørste til den bærbare!

Jeg har fået den fra to af vore meget finurlige venner i Sverige, Piers og Annika, der dels arrangerer kæmpe fester og events for 2-300 mennesker ad gangen, dels ved en utrolig masse om ordblinde og underviser i dette, dels er Sveriges ukronede cajun konge og dronning.

De er ikke uden humor, og i kortet, der hænger ved børsten, forklares, at børsten er “kompatibel med både MAC og PC”

Børsten er håndlavet og et produkt fra Østerlens Børstemuseum! Skaftet er bøgetræ og hårene er ægte gedehår fra brystpartiet, som ikke skaber statisk elektricitet.
Således viser børsten, hvordan gammel gennemprøvet teknik møder den nutidige på suveræn vis.
Man kan ligefrem selv prøve at lave sin egen børste på museet, skriver vore venner.

Vi har  i den grad taget børsten i brug, så meget at vi slås om, hvem der skal bruge den. Og hvis man ser her på, hvordan oprydningen er foregået på mit skrivebord, kan man jo snildt forestille sig, hvordan støvet har kunnet lægge sig…
 

Jeg ønsker alle et godt nyt år.

Af en svensk undersøgelse fra 2007 om ungdom og integritet fremgik det, at hele 83 procent af de unge i alderen 14-18 år har lagt billeder af sig selv på Internettet, og at 52 procent på et eller andet tidspunkt har skrevet i en blog.

Dog ved kun 67 procent, at deres surfen og søgninger kan gemmes af fx Google.

Godt halvdelen af de unge har ingen begrænsninger for, hvad de skriver på internettet, eller hvilke billeder de lægger ud. De tænker ikke på fremtiden, hvad det angår, og ifølge undersøgelsen kan det skyldes den misforståelse, at det, der er lagt på internettet, automatisk forsvinder efter et par år.

Dettte er et citat fra Institut for fremtidsforsknings seneste udgave af magasinet FO/Fremtidsorientering, som bringer en spændende artikel om digitale spor af Sara Jönsson, bachelor i sociologi og forskningsassisten ved IFF.

En af hendes pointer er, at registreringerne af vores spor på nettet bliver hyppigre og hyppigere uden at der er de store indvendinger. ej heller mod at brugen af sider som facebook indbefatter, at man forærer rettighederne til billeder mm. Svenske aviser advarede de ca 400.000 svenske brugere mod dette i annoncer.

Ved hjælp af disse billeder kan personerne senere ansigtsidentificeres i sammehænge, som de ikke kender til, Man har muligvis kunnet forestille sig en voldsom reaktion på den slags nyheder, men den kom ikke, skriver Jönsson. Tværtimod reagerede mange unge brugere med ligegyldighed.

Hun rejser spørgsmålet om de mange forskellige overvågninger, vi udsættes for – fra mailregistrering , brug af kort med magnetstriber, til kameraovervågning på gaderne – er en udvikling, vi kan stoppe, eller om vi for længst er kommet over point of no return.

Når jeg ser, hvad der ligger ude på nettet, og hvor ukyndige eller ligeglade folk er med ,hvad de lægger ud, er jeg bange for, at svaret er det sidste, men er da glad for tiltag som PROSAs initiativ i 2007 til at samle programmer, der muliggør anonym surfing på nettet.

I Sverige har man ligefrem dannet Stoppa Storebror.
Prøv engang at læse deres liste over typiske indvendinger mod, at man protesterer over overvågningen.

Eller få et (gysende) indblik i, hvad der allerede kan lade sig gøre i overvågningens ABC.

Jeg har tidligere blogget om hvordan man får fjernet ting fra Google, men dette forslår som en skrædder i helvede i forhold til at påvirke, hvad du selv trækker dig af elektroniske spor i gennem dine indkøb, mails og bevægelsesmønstre på nettet, der aflæses og derefter bruges til at kommunikere med dig. På godt og ondt. hvor går grænsen for, hvad vi skal tillade – hvad vil du selv være med til?

Tankevækkende artikel i Søndagsavisen, der citerer Fødevareinstituttet på DTU for følgende:

Det tager en 15 årig dreng 2 timer og 55 minutters håndboldspil at forbrænde en almindelig burger med en bakke pomfritter, remoulade og en halv liter sodavand.
Det tager en pige på ti år 4 timer og 10 minutters boldspil at forbrænde det samme.

Velkommen i de danske Sporthallers cafeterier.