DRTV bragte i torsdags i Pengemagasinet en udsendelse om, hvor meget en googlesøgning bliver brugt af arbejdsgiverne.
Her er udsendelsen (hvis linket altså ikke bliver flyttet senere)

Her bringes nye tal op, som DR har offentliggjort i samarbejde med Foreningen af danske personalechefer.
131 medlemmer har svaret på undersøgelsen. Jeg har desværre ikke adgang til yderligere baggrund bag tallene, men ifølge udsendelsen viser tallene, at

- 16 procent tjekker ALDRIG
- 13 procent tjekker SJÆLDENT
- 30 procent tjekker NOGLE GANGE
- 25 procent tjekker OFTE
- 16 procent tjekker ALTID
–
Hvad er det så, personalecheferne anvender til tjek:

86 procent tjekker via Google
81 procent tjekker Linked In
44 procent tjekker facebook
4 procent tjekker twitter
2 procent tjekker tjekker MySpace

Hvad vil de helst vide noget om:
84 procent tjekker erfaring
60 procent tjekker netværk
48 procent tjekker kommunikationsevner
40 procent tjekker opførsel
35 procent tjekker fritidsinteresser
14 procent tjekker udseendet

 ”Du ridser lidt i overfladen for at se, om du kan finde noget”, siger en af arbejdsgiverne i udsendelsen, ” men det kommer lidt an på, hvor stor stillingen er.”

DR opsummerer, at 8 ud af 10 tjekker på nettet.

Det er faktisk lidt flere, end Samvirke undersøgte sig frem til forrige år, hvor kun 6 ud af 8 10 danske rekrutteringsfolk brugte nettet til at tjekke kandidater.

vi er tæt på at blive paranoide i vores angst for, hvad man kan finde på nettet om os

DRTV Magasinet Penge tager i aften op i udsendelsen, at arbejdsgiverne tjekker din profil på nettet, før de ansætter.

I forskræppet til programmet, som jeg netop har hørt i radioen, er det igen fuldemandsbillederne, der fokuseres på.

Jeg håber, programmet gennemfører en plan, de havde, da de kontaktede mig for et par uger siden for en medvirken. De ville prøve at give en profil et brush-up, altså finde en profil, der kunne forbedres med få kunstgreb uden de store SEO investeringer.
Det var dejligt handlingsanvisende, for det er efterhånden for gennemtygget, at man skal passe på billederne. Men jeg  ved ikke, om det lykkedes for dem at finde en profil, der ville lægge navn til.

Hvis man skal tage den handlingsanvisende brille på , er der få og gode råd at følge:
- opret og vedligehold en Linked in profil – den kommer nærmest automatisk højere op end de fleste lidt kedeligere søgeresultater på dig, fordi Linked In er så polulært.
- det samme gælder teknisk set en profil på Facebook, men her lyder rådet: Luk profilen for ukendte medkiggere, og sørg for at dine grundoplysninger er sandfærdige og relevante, hvis du er jobsøgende
- bliv mere aktiv med professionelt indhold på nettet, som knyttes til dit navn – for eksempel en weblog med et personligt, men ikke privat indhold
- googl dig selv før en samtale, så du ved, hvad de andre kan vide om dig.

Og tag det så roligt. Vi bliver bedre og bedre til at aflæse hinanden på nettet.
I dag vil mange arbejdgivere blive en lille smule forbeholdne over for en profil, der rask væk på sin facebookprofil i et opstemt øjeblik fra mobilen skriver: “Forfalden til vin”, som jeg så det forleden. Men om et par år vil også rekrutteringspersonalet være vokset op med den type statusopdateringer.

Det forholder sig imidlertid anderledes med udsagn som viser, at man kan være en illoyal medarbejder….

Har jeg  i mine forrige indlæg overbevist om, at det bedre kan betale sig at sige JA end Nej til en invitation til LinkedIn?
 Hvis ja, så vil jeg lige komme med et par råd til, hvem man med størst fordel kan sige ja til, når man bliver inviteret.

- Sig kun ja til dem, du kender og vil gøre en tjeneste en dag. ( Med ganske få undtagelser – engang imellem skal du også tage chancen og sige ja  til nogen, du ikke kender, men KUN hvis de spørger på den ordentlige måde.)
- Sig ikke ja for at få mange kontakter, altså kvantitet, men gå efter kvalitet.
- Sig ja til dem, der har ulejliget sig med at skrive en personlig invitation med begrundelse for, hvorfor de vil i kontakt med dig, og som ikke tydeligvis skriver til 110 mennesker på een gang med sådan en underlig, masseformuleret,neutral besked.
- Sig ja til dem, der IKKE bruger den autogenererede engelske tekst, men har ulejliget sig med at betragte dig som et rigtigt ægte menneske og gidet at bruge tid på at skrive til dig med blot et par danske sætninger.(jajajaja hvis der altså er tale om en dansker)
- Overvej meget, om du vil sige ja til gamle skolekammerater og kærester. Det er fint nok at fastholde kontakten, men LinkedIn er et professionelt redskab - er du sikker på, at dine gamle bekendtskaber skal vedligeholdes her og ikke på facebook i stedet for?

Når du selv inviterer på Linked In, så
- Brug aldrig LinkedIns autogenererede engelske invitationstekst – det er en fornærmelse at sende en autotekst, skriv selv en ordentlig begrundelse, jfr ovenstående.
- Brug aldrig synkronisering med dit postprogram!! Dels crasher det garanteret, dels kommer du til at invitere nogen, du ikke ville i netværk med alligevel
Og endelig kommer du til at invitere med en fælles ordlyd til dem alle, og det advarer jeg netop oven for imod!

Husk: De fjerneste kontakter giver ofte de stærkeste input

Hvis man som nævnt i mit forrige indlæg er bange for at blive kigget over skulderen af mulige konkurrenter, som man lukker ind i sit netværk på Linked In, kan man jo overveje at sige nej tak til en invitation.

For et nej taler:
At du har under 100 kontakter. Da vil personer i dit kontaktnet være meget synlige og muligvis afspejle en kundekreds og/eller mønstre i din måde at netværke, som giver en indsigt, som din konkurrent kan bruge.

For eksempel kan en dygtig it-medarbejder med en efterspurgt specialkompetence  komme til at vise andre potentielle kandidater til et job alene ved at vise, hvem hun er i netværk med. Måske er hun særlig god til at løse en bestemt form for problemer med et specifikt program, som der ikke er særlig mange, der mestrer. Der er stor sandsynlighed for, at hun er connected med andre med samme kompetence.  Derfor kan indsigt i hendes netværk betyde, at en headhunter får nemmere ved at finde andre gode it-folk, der kunne være interessante at lokke over i den konkurrerence virksomhed.

Et andet eksempel er en salgsmedarbejder. Salgspersonale er tit forbundet med deres kunder, og ved at eksponere dem, kan salgspersonen komme til at vise navne på kernekunder, som konkurrenterne ikke lige havde forbindelse til eller havde tænkt på som mulig kunde.

Et tredie eksempel er en journalist. Ved at se på journalistens netværk, kan man gætte sig frem til, hvem der har lækket en historie til journalisten.

Hvis man derimod har mere end 100 kontakter, begynder der er være så mange at vælge imellem, at billedet bliver noget mere sløret og ugennemskueligt.

For et ja taler:

At du har rigtig mange kontakter eller generelt er en åben netværker. For hvis du har en imødekommende attitude og ikke er bange for at dele, giver det ikke mening at sige nej til folk, du ellers betragter som okay.
Det er heller ikke hensigten med Linked In. Endelig kan man sige, at det måske også er lidt selvforherligende at tro, du selv er den eneste kilde ind til en virksomhed. Den, der vil aflæse noget på nettet om din virksomhed, har mange andre elektoniske muligheder.

For, at man siger ja til invitationer, taler også, at en konkurrent kan blive en kunde eller samarbejdspartner. Der vil være områder, I kan samarbejde på, og formentlig også områder, I ikke kan samarbejde på. Så hvorfor ikke vælge den positive vinkel og samarbejde på de områder, hvor det er muligt!?
At sige nej kan opfattes ekskluderende og uvenligt, og det skaber måske ikke den bedste karma, set på lang sigt.

Endelig må man spørge sig selv: Hvad med din egen karriere? Vil det være særlig fornuftigt at afskære sig mulighederne for at være forbundet med nogen, der måske en dag kan være indgangen til et nyt job ? Det er muligt, de er konkurrenter i dag, men hvem siger, at du ikke får lyst til at rejse over til dem en skønne dag ? Så er det jo lidt ærgerligt, hvis du ikke har forbindelserne i orden.

I 2007 gennemførte en medarbejder i firmaet  CSIS Security Group et forsøg med at oprette en fiktiv profil på Linked In for at se, om det kunne lykkes ham at skaffe en masse kontakter og gennem kontakterne få en indsigt i, hvad konkurrenterne lavede.
Han gjorde det også for at undersøge, hvor sårbare virksomheders medarbejdere gør deres virksomhed over for malware, som de får “tilbudt” via Linked In.

Han angav sig selv som tidligere medarbejder i et større, eksisterende firma og begyndte at invitere ”tidligere kolleger”. Han brugte så ti kontakter til at forbinde sig videre med deres hjælp, og de emails, han fik adgang til.
- I løbet af tre timer fik han den første accept på en invitation sendt ud til nogen, han ikke anede, hvem var.
- Efter tre dage fik han invitationer fra (komplet ubekendte) folk, som bare gerne ville have udvidet deres eget netværk.
- På mindre end to uger fik han bygget et netværk på 1300+ med emails navne og masser af virksomhedsinformation.

Forsøget er gjort i 2007, og kunne gentages i dag, for hovedpointerne går igen:
*Alt for mange forbinder sig med nogen, de ikke kender, alene for at få kontakter.
*Alt for mange siger ja tak til invitationer uden egentlig at vide, hvem de inviterer indenfor.
*Alt for mange klikker gladeligt på foreslåede links fra folk, de kender gennem Linked In og udsætter dermed deres virksomhed for at få malware ind i systemet.

Skyggesiderne ved netværk
Jeg er ikke sikkerhedskonsulent omkring malware og vira, men jeg synes eksperimentet viser meget godt, at der er skyggesider ved sociale og business onlinenetværk: Naturligvis kan de (mis)bruges for egen vindings skyld, naturligvis kan de bruges af fupmagere, og naturligvis skal man passe på.

Hvor er det så, man skal være opmærksom på netop Linked In?
Hvor er det hullerne ligger ?

- Medarbejdere kan medtage oplysninger om kunder mm, når de forlader virksomheden, idet man kan eksportere kontakterne. Flere og flere linker til kunder og samarbejdspartnere og synkroniserer med deres Outlook og får dermed adgang til kontakter, som er i firmaets kartotek.
- Konkurrenter kan snuse i dit netværk ved at se på din kontaktliste.
- Du kan uforvarende komme til at afsløre oplysninger om produkter og salgsmønstre.
- Du kan komme til at bryde forskellige love, for eksempel markedsføringsloven ved uoverlagte statusopdateringer.
- De samme statusopdateringer kan komme til at afsløre forretningshemmeligheder
- Hackere kan få adgang til dit netværk
- Man kan høste emails fra profilerne

Et eksponeret kontaktnet
Lad mig bare tage et af punkterne: Et eksponeret kontaktnet er kræs for folk, der vil have indsigt i virksomheders kundekartotek. Salgspersoner i en virksomhed er ofte de mest linkede personer, og en salgsperson kan uforvarende komme til at afsløre rigtig gode kontakter til firmaer, som en konkurrent gerne vil være i forbindelse med.
En anden kan altså få indsigt i, hvem der kender hvem. (Det er sådan set pointen med Linked In, men hvis man vil misbruge dette, kan man altså godt gøre det.)
For mig som journalist er det for eksempel værd at overveje, om mine kontakter skal være synlige for alle: En dag får jeg måske en god historie fra en virksomhed, og en anden kan med et enkelt blik på mit kontaktnet måske gennemskue, hvem af mine kontakter der kan være “deep throat” på denne virksomhed.

LinkedIn er pr. default sat op til, at dit kontaktnet automatisk vises – du skal ændre indstillingen selv, hvis du ikke ønsker at vise dem.
De fleste viser deres netværk , fordi det også netop er ideen med Linked In, men nogle nøglemedarbejdere skal måske overveje, om de vil eksponere kontaktnettet frem over.
I hvert fald bør virksomheden overveje, hvilken politik virksomheden skal have over for dette!
Og så er vi henne ved en af mine kæpheste – nemlig at virksomheder i meget højere grad bør indarbejde omgangen med de sociale medier i deres IT-og web- og mailpolitik.

Ingen paranoia , tak
Jeg vil gerne tage det forbehold, at dette indlæg er skrevet for at vise nogle af skyggesiderne ved LinkedIn.  Skam få den, der tænker ilde herom, fordi LinkedIn er jo ikke til for at blive misbrugt, og min principielle holdning er da også, at man bør gå efter åbenheden.
Mere om dette i de kommende indlæg.

En genvej til at have en professionel, troværdig og meget synlig tilstedeværelse på nettet er at oprette og vedligeholde en profil, nærmest et onlineCV, på businessnetværket LinkedIn.
En profil i dette netværk kommer højt op i søgningerne på ens navn, fordi LinkedIn som site er populært. En profil her bliver opfattet mere troværdig rent forretningsmæssigt end en facebook profil, som også kommer højt op i søgeresultatet, men som ikke opfattes som professionel.

Jeg har skrevet en artikel til Samdatas onlinemagasin.
Læs dér mere om, hvordan du kan trimme din profil, især hvis du er jobsøgende.

Det er vigtigt at dit aftryk er troværdigt og konsistent og en profil på linkedIn kan være med til at opveje nogle andre, måske lidt mindre seriøse, “fund” på nettet.

Se lige nærmere på dette skærmbillede, især på dét,  jeg har indrammet nederst:

En harmløs dialog på facebook mellem venner, der foretager sig helt almindelige ting og skriver helt almindeligt facebooksprog til hinanden. Og så, pludselig – NN giver en bedømmelse af profilindehaveren YY, og spørger
“Tror du at YY har taget heroin? Ja eller nej”

Konversationen fandt jeg for et stykke tid siden i en – dengang – fuldt åben profil, som alle kunne kigge med på.

Heroin er et ord, man stopper op ved. Bare tag dig, læser. Jeg er sikker på, at mere end halvdelen af dem, der læser dette indlæg, har valgt at læse det, fordi ordet i sig selv vækker nysgerrighed – hvad bliver det brug på nettet for?!
Antag nu, at du er arbejdsgiver, og du har fåt en ansøgning fra denne person YY.
Du står og vakler mellem at vælge YY eller en helt tredie person ZZ.  Ikke fordi det er en stor stilling, du skal have besat – det kan være den næste ekspedient i tøjbutikken, sågar blot en elevplads, men du tjekker, fordi du vil være helt sikker på, at vedkommende, som du har haft til samtale, er den rigtige for din virksomhed.

Et hurtigt tjek på nettet giver et par hits på begge personer. Et af hitsne er facebook, hvor ZZ har lukket sin profil, mens YY tillader alle at se konversationerne.
Kender man ikke lige jargonen på denne platform eller ved, at denne “bedømmelse af en person”  kan være noget, der indgår i en applikation,  kan man nemt få nogle uhensigtsmæssige associationer og en lille mistanke om, at der måske er noget, der ikke er fortalt helt rent ud ved samtalen. 
Skal arbejdgiveren tage en hurtig beslutning, kan denne lille kommentar fra en “ven” på en profil, være med til at rejse en tvivl, som ikke kommer den jobsøgende til gode.

Med andre ord:  
Det kan have betydning for dig, hvad ANDRE har lagt ud på nettet om dig.

Selv om du omhyggeligt passer på og tager ansvar for, hvad du selv lægger ud, er det andres “udlæg”, der er med til at danne det elektroniske omrids af dig på nettet.

Grunden til, at jeg endnu en gang tager dette op, er Urbans forside  forleden: ” Vi er frygtløse og  naive på nettet”. Urbans Gallupundersøgelse viser, at kun 3 ud af 100 mener, at der ligger oplysninger på nettet om dem, som giver et dårligt indtryk.

Det er sikkert sandt for rigtig mange, måske lige frem for de fleste,
men det sete afhænger af øjet, der ser.

Så længe, der er så mange utrænede i at afkode, hvad der står, og hvilken sammenhæng ord og billeder skal ses i, og så længe, vi ikke har vænnet os til at afkode os som hele mennesker skabt af mange indtryk og informationer, der ligger på nettet, bør man være påpasselig.

Men hvor langt skal vi gå i paranoiaen?
Jeg synes, der er  sket en bevægelse mod en meget større forståelse af, hvad der bør være på nettet, og hvad der bør holdes i private rammer. Hvis du ser hvad de interviewede i Urban artiklen svarer, når de spørges, om de er særligt påpasselige på nettet, svarer de
- Jeg tænker meget over det. Alt hvad der går længre end det klassiske drukbillede, ville jeg aldrig lægge ud.
- Jeg tænker mere over, hvem jeg giver adgang på facebook
- Jeg prøver altid på min blog at se tingene fra en positiv synsvinkel
- Jeg er meget kontrolleret med, hvad jeg lægger ud på min blog og min hjemmeside

Dejligt. Men igen, det er hvad de selv lægger ud. Det er ikke, hvad de andre lægger ud om en. Og nogle gange handler konversation på nettet om at være hurtigst med et kvikt svar –  nogle gange lidt for overkvikt.

Jeg synes, det er dejligt, at så mange er frygtløse. Vi skal have lov til at slå et slag med halen engang imellem, og ikke alt kal foregå på arbejdsgivernes prlmisser, sådan som én af de interviewede også komenterer i Urbans artikel.
I bedste fald er det fordi der vitterlig ikke er noget at frygte, men i værste fald har folk svaret til Gallupundersøgelsen uden at have tjekket, hvad der ellers er lagt ud om dem derude.

Man kan selv være elitebilist, men det er idioten i overhalingsbanen, der er skyld i ulykken.

Mens jeg fortalte, bloggede jeg dette foto på min fotoblog

Dette foto forestiller tilhørerne ved mit indlæg på Bogmessen i går om betydningen af blogs for en forfatter. For at vise, hvor nemt det er at blogge, for eksempel med foto, tog  jeg undervejs et billede med mit kamera og bloggede det på få sekunder.
Jeg tog også min Easispeak frem, og tændte for den, så hvis den ærede læser vil høre, hvad jeg sagde, så kan man gøre det ved at klikke her på lydfilen.

I dag, lørdag den 14. november 09, taler jeg om markedsføring på utraditionel måde kl 13.00 sammen med Dan Larsen, der vil præsentere www.bogradio.dk

Og klokken 14.oo taler jeg om, hvordan det kan være svært ikke at inddrage for private ting, når man skriver bøger, der tager udgangspunkt i noget selv oplevet. Interviewer er Iben Danielsen, der sammen med Pernille Nørregaard har gjort et kæmpe arbejde for at få standen op at stå. TAK.

Læs det spændende program for resten af freelancejournalisternes stand her.

freelancegruppens logo for aktiviteterne på Bogmessen i år er lavet af Karina Bjerregaard

Mindst 100 praktiske råd kan du få om
-at skrive din egen bog
-at få den udgivet
-at bruge ghostwriter
-at inddrage egne erfaringer uden at gøre dem for private
-at illustrere sin bog
-at overkomme din egen skriveangst
-at udfolde din skriveglæde
-at arbejde med en interviewbog
JA, der er nærmest ikke dét praktiske emne inden for bogskrivning, der ikke berøres på Dansk Journalistforbunds Freelancegruppes stand  på 1. sal i Forum.

Jeg selv “optræder” tre gange:
Fredag fortæller jeg om blogging og brug af blogs, særligt på Børsen Mikro, som markedsføringsmetode:

Den første af Abelones bøger om selvstændig virksomhed

Kl. 14.00-14.20

Forfatteren Abelone Glahn blogger på forlaget Børsens blog, dedikeret til mikrovirksomheder, Børsen Mikro. Gennem bloggen skabes relationer og kontakt med læsere, en positiv synlighed om bogserien og dens redskaber. Abelone Glahn interviewes af journalist Lotte Kirkeby Hansen.

taler jeg om samme emne, men mere generelt og sammen med Dan Larsen, der som alternativ til traditionel markedsføring vil fortælle om sit nye tiltag Bogradio:

Lørdag

Bøger markedsføres gennem din virtuelle tilstedeværelse, så gør dog noget ved den!

Kl. 13.00-13.30:

Ny og anderledes markedsføring af bøger. Hvad med at podcaste eller downloade en bog gratis? Eller blogge med potentielle læsere? Hvad med at skabe kontakt via Facebook, sms og web? Dan Larsen og hans H.O.L.G.E.R. bøger samt Abelone Glahn, Børsen Mikro er i front med ny markedsføring. De fortæller om mulighederne til journalist Hanne Fokdal Barnekow.

 

 

En del af de bøger, jeg har skrevet, tager udgangspunkt i mine egne erfaringer.
Det kan være lidt vanskeligt at skille det private fra det personlige, så dette taler jeg med Iben Danielsen om også om lørdagen:

De første ti år med tvillinger

Kl. 14.00-14.20:

For forfatteren Abelone Glahn handler det om at bruge sig selv og sine oplevelser, og det kræver en delikat balancegang mellem det private og det personlige. I et interview med journalist Iben Danielsen, fortæller hun hvordan en tvillingefødsel og en mikrovirksomhed udmøntede sig i bøger.

 

 

Kom op på standen, på 1. sal , stand 414.
Her signeres bøger og sælges nogle af dem også.

Gymnasieelever skal både tage kørekort til bil og sociale medier - gerne sammen med deres lærer

Jeg har flere gange slået til lyd for et kørekort til de sociale medier.
I samarbejde med den webkyndige gymnasielærer (med meget mere!) Anders Stubkjær er jeg begyndt at se nærmere på ét, der kan gælde for undervisningsverdnen, altså for lærere og andre undervisere, der dels selv skal forstå og selv skal anvende de sociale medier i undervisningen, dels skal videreformidle en fornuftig brug af disse medier.

Ikke færdigheder, men færdselsregler
Et kørekort tænker jeg ikke som et PCkørekort, der mestendels handler om at tilegne sig færdigheder inden for forskellige programmer.
Et kørekort til de sociale medier er snarere en form for mindstemål af forståelse for samtalen og dens konsekvenser på nettet, en forståelse for færdselsreglerne på de sociale medier.

Anders og  jeg har i første omgang skrevet en artikel til Gymnasieskolen om dette emne set i forhold til gymnasielærere.  Vi skal senere følge dette op på den årlige, meget besøgte og populære todages konference Uddannelsesforum, “årets opdatering for alle , der arbejder med it, medier og læring”, som den kalder sig.
(Harddisken sender live derfra lige som sidste år)

Her er et par af vores bud på, hvad et kørekort bør indeholde. Flere punkter kommer sikkert til – og læseren, du, er velkommen til at spille ind.

1. Forstå samtalen og eksponeringen i de sociale medier
At færdes i de sociale medier er at ligne med at færdes i ét stort samtalerum. Rigtig mange bruger de sociale medier ensidigt til i tidens ånd at eksponere sig selv, men grundlæggende er de sociale medier netop sociale og forlanger, at man er indstillet på dialog. At indgå i samtaler kræver forståelse for samtalekunst og respekt for andres synspunkter. Det kræver klarhed på grænserne for hvad man selv kan udtrykke, og hvad man kan kommentere andres udsagn med.
Det kræver også en forståelse for konsekvensen af, hvad man siger på nettet. Alt for mange siger/skriver ting, som de ikke kan overskue konsekvensen af på længere sigt.

Den voldsomme eksponering kan også give bagslag på andre områder. En elev kan af mange personlige årsager frabede sig at være synlig på nettet, og dette skal man som lærer forholde sig til og ikke bare forlange deltagelse på grund af et undervisningsmæssigt formål. At eksponere forskellige typer af elever kan også indeholde dilemmaer – vil den bogligt svage blive yderligere eksponeret, når han bliver bedt om at skrive en blog, der kan læses af alle?

Undervisning bør derfor indeholde en diskussion af, hvor grænserne går for, hvad man kan sige, hvem man siger hvad til, hvad fastholdelsen af information betyder for indhold og form i det, eleven skriver, og diskussion af hvem man forbinder sig med, altså en fornemmelse af hvilket netværk det er, man langsomt væver sig selv ind i.

2. Vær kommunikationskritisk
Igennem flere år har andre end eleverne selv fungeret som en form for gatekeepere eller filter og sorteret på vegne af eleven/læseren. I takt med at internettet kan tilgås af alle, og omfanget af information på nettet er så stort, kan jobbet som gatekeeper kun i begrænset omfang fungere. ( Hvis man i dag skulle følge med i alt, hvad der ligger på internettet, skulle man dagligt læse fire bøger! skriver Morten Bay i sin nye Homo Conexus)
Den enkelte elev er nu sin egen gatekeeper og skal selv opstille filtre, især på de sociale medier. I undervisningssammenhæng vil det derfor være vigtigt, at eleven lærer redskaber til at sortere og filtrere i informationer, samt hvem der skal have adgang til informationer, man selv efterlader i de sociale medier.
Det handler imidlertid ikke kun om at begrænse og filtrere, men også om at lære at fylde nok i filtrene for at kunne uddrage essensen. En opgave for underviseren er derfor også at sikre, at eleven trænes i at tænke i at sammenholde mangfoldige kilder og udvise kildekritik. At en vigtig oplysning hurtigt og nemt kan hentes via Twitter eller et onlineforum, er ikke det samme som at den er sandheden selv, men den kan faktisk godt være det eneste og det rigtigste sted, oplysningen ligger.

3. Kend Netetiketten
At samtale online kræver også et kendskab til netetikette. Hvordan diskuterer man i fora, hvordan er man konstruktiv, hvordan give man den viden tilbage, man har modtaget. De fleste elever er godt trænede i at MSNne, SMSsem, Skype og chatte, men netetikketten følger ikke automatisk med en teknisk færdighed. Ud fra et undervisningssynspunkt bør omgangen med sociale medier indeholde en undervisning i netetikette, sober videndeling og konstruktiv debatform. Ligesom den skal indeholde bevidstgørelsen om, at et forum med videndeling kun virker, hvis man selv tager ansvar og bidrager, og ikke kun er en der suger fra andre.

4. Slet sporene
Internettet er ét stort arkiv, der fastholder bits og bytes, så snart de er lagt ud på nettet. Mange ved ikke hvordan man sletter oplysninger, og selv om man selv sletter oplysninger på sociale fora som facebook er ikke det samme, som at de for ever er væk fra nettet. Eleven bør lære, hvordan man jævnligt tjekker, hvad der ligger på nettet om en selv, og automatisk kan følge med, hvis ens navn bliver nævnt. En undervisning bør indeholde, hvordan man sletter sine spor på nettet, ligesom skolen pr rutine bør slette opgaver, der er løst på åbne platforme på nettet. En gammel blog, der er lavet i en undervisningssammenhæng vil ofte dukke op på en søgning på elevens navn, når vedkommende er færdig med gymnasiet og kommet ud på arbejdsmarkedet, alene af den grund, at der ikke foreligger så forfærdelig meget andet om vedkommende på nettet.

Hvad skal mere med ? Vi modtager gerne indspark.