Har jeg  i mine forrige indlæg overbevist om, at det bedre kan betale sig at sige JA end Nej til en invitation til LinkedIn?
 Hvis ja, så vil jeg lige komme med et par råd til, hvem man med størst fordel kan sige ja til, når man bliver inviteret.

- Sig kun ja til dem, du kender og vil gøre en tjeneste en dag. ( Med ganske få undtagelser – engang imellem skal du også tage chancen og sige ja  til nogen, du ikke kender, men KUN hvis de spørger på den ordentlige måde.)
- Sig ikke ja for at få mange kontakter, altså kvantitet, men gå efter kvalitet.
- Sig ja til dem, der har ulejliget sig med at skrive en personlig invitation med begrundelse for, hvorfor de vil i kontakt med dig, og som ikke tydeligvis skriver til 110 mennesker på een gang med sådan en underlig, masseformuleret,neutral besked.
- Sig ja til dem, der IKKE bruger den autogenererede engelske tekst, men har ulejliget sig med at betragte dig som et rigtigt ægte menneske og gidet at bruge tid på at skrive til dig med blot et par danske sætninger.(jajajaja hvis der altså er tale om en dansker)
- Overvej meget, om du vil sige ja til gamle skolekammerater og kærester. Det er fint nok at fastholde kontakten, men LinkedIn er et professionelt redskab - er du sikker på, at dine gamle bekendtskaber skal vedligeholdes her og ikke på facebook i stedet for?

Når du selv inviterer på Linked In, så
- Brug aldrig LinkedIns autogenererede engelske invitationstekst – det er en fornærmelse at sende en autotekst, skriv selv en ordentlig begrundelse, jfr ovenstående.
- Brug aldrig synkronisering med dit postprogram!! Dels crasher det garanteret, dels kommer du til at invitere nogen, du ikke ville i netværk med alligevel
Og endelig kommer du til at invitere med en fælles ordlyd til dem alle, og det advarer jeg netop oven for imod!

Husk: De fjerneste kontakter giver ofte de stærkeste input

I 2007 gennemførte en medarbejder i firmaet  CSIS Security Group et forsøg med at oprette en fiktiv profil på Linked In for at se, om det kunne lykkes ham at skaffe en masse kontakter og gennem kontakterne få en indsigt i, hvad konkurrenterne lavede.
Han gjorde det også for at undersøge, hvor sårbare virksomheders medarbejdere gør deres virksomhed over for malware, som de får “tilbudt” via Linked In.

Han angav sig selv som tidligere medarbejder i et større, eksisterende firma og begyndte at invitere ”tidligere kolleger”. Han brugte så ti kontakter til at forbinde sig videre med deres hjælp, og de emails, han fik adgang til.
- I løbet af tre timer fik han den første accept på en invitation sendt ud til nogen, han ikke anede, hvem var.
- Efter tre dage fik han invitationer fra (komplet ubekendte) folk, som bare gerne ville have udvidet deres eget netværk.
- På mindre end to uger fik han bygget et netværk på 1300+ med emails navne og masser af virksomhedsinformation.

Forsøget er gjort i 2007, og kunne gentages i dag, for hovedpointerne går igen:
*Alt for mange forbinder sig med nogen, de ikke kender, alene for at få kontakter.
*Alt for mange siger ja tak til invitationer uden egentlig at vide, hvem de inviterer indenfor.
*Alt for mange klikker gladeligt på foreslåede links fra folk, de kender gennem Linked In og udsætter dermed deres virksomhed for at få malware ind i systemet.

Skyggesiderne ved netværk
Jeg er ikke sikkerhedskonsulent omkring malware og vira, men jeg synes eksperimentet viser meget godt, at der er skyggesider ved sociale og business onlinenetværk: Naturligvis kan de (mis)bruges for egen vindings skyld, naturligvis kan de bruges af fupmagere, og naturligvis skal man passe på.

Hvor er det så, man skal være opmærksom på netop Linked In?
Hvor er det hullerne ligger ?

- Medarbejdere kan medtage oplysninger om kunder mm, når de forlader virksomheden, idet man kan eksportere kontakterne. Flere og flere linker til kunder og samarbejdspartnere og synkroniserer med deres Outlook og får dermed adgang til kontakter, som er i firmaets kartotek.
- Konkurrenter kan snuse i dit netværk ved at se på din kontaktliste.
- Du kan uforvarende komme til at afsløre oplysninger om produkter og salgsmønstre.
- Du kan komme til at bryde forskellige love, for eksempel markedsføringsloven ved uoverlagte statusopdateringer.
- De samme statusopdateringer kan komme til at afsløre forretningshemmeligheder
- Hackere kan få adgang til dit netværk
- Man kan høste emails fra profilerne

Et eksponeret kontaktnet
Lad mig bare tage et af punkterne: Et eksponeret kontaktnet er kræs for folk, der vil have indsigt i virksomheders kundekartotek. Salgspersoner i en virksomhed er ofte de mest linkede personer, og en salgsperson kan uforvarende komme til at afsløre rigtig gode kontakter til firmaer, som en konkurrent gerne vil være i forbindelse med.
En anden kan altså få indsigt i, hvem der kender hvem. (Det er sådan set pointen med Linked In, men hvis man vil misbruge dette, kan man altså godt gøre det.)
For mig som journalist er det for eksempel værd at overveje, om mine kontakter skal være synlige for alle: En dag får jeg måske en god historie fra en virksomhed, og en anden kan med et enkelt blik på mit kontaktnet måske gennemskue, hvem af mine kontakter der kan være “deep throat” på denne virksomhed.

LinkedIn er pr. default sat op til, at dit kontaktnet automatisk vises – du skal ændre indstillingen selv, hvis du ikke ønsker at vise dem.
De fleste viser deres netværk , fordi det også netop er ideen med Linked In, men nogle nøglemedarbejdere skal måske overveje, om de vil eksponere kontaktnettet frem over.
I hvert fald bør virksomheden overveje, hvilken politik virksomheden skal have over for dette!
Og så er vi henne ved en af mine kæpheste – nemlig at virksomheder i meget højere grad bør indarbejde omgangen med de sociale medier i deres IT-og web- og mailpolitik.

Ingen paranoia , tak
Jeg vil gerne tage det forbehold, at dette indlæg er skrevet for at vise nogle af skyggesiderne ved LinkedIn.  Skam få den, der tænker ilde herom, fordi LinkedIn er jo ikke til for at blive misbrugt, og min principielle holdning er da også, at man bør gå efter åbenheden.
Mere om dette i de kommende indlæg.

Se lige nærmere på dette skærmbillede, især på dét,  jeg har indrammet nederst:

En harmløs dialog på facebook mellem venner, der foretager sig helt almindelige ting og skriver helt almindeligt facebooksprog til hinanden. Og så, pludselig – NN giver en bedømmelse af profilindehaveren YY, og spørger
“Tror du at YY har taget heroin? Ja eller nej”

Konversationen fandt jeg for et stykke tid siden i en – dengang – fuldt åben profil, som alle kunne kigge med på.

Heroin er et ord, man stopper op ved. Bare tag dig, læser. Jeg er sikker på, at mere end halvdelen af dem, der læser dette indlæg, har valgt at læse det, fordi ordet i sig selv vækker nysgerrighed – hvad bliver det brug på nettet for?!
Antag nu, at du er arbejdsgiver, og du har fåt en ansøgning fra denne person YY.
Du står og vakler mellem at vælge YY eller en helt tredie person ZZ.  Ikke fordi det er en stor stilling, du skal have besat – det kan være den næste ekspedient i tøjbutikken, sågar blot en elevplads, men du tjekker, fordi du vil være helt sikker på, at vedkommende, som du har haft til samtale, er den rigtige for din virksomhed.

Et hurtigt tjek på nettet giver et par hits på begge personer. Et af hitsne er facebook, hvor ZZ har lukket sin profil, mens YY tillader alle at se konversationerne.
Kender man ikke lige jargonen på denne platform eller ved, at denne “bedømmelse af en person”  kan være noget, der indgår i en applikation,  kan man nemt få nogle uhensigtsmæssige associationer og en lille mistanke om, at der måske er noget, der ikke er fortalt helt rent ud ved samtalen. 
Skal arbejdgiveren tage en hurtig beslutning, kan denne lille kommentar fra en “ven” på en profil, være med til at rejse en tvivl, som ikke kommer den jobsøgende til gode.

Med andre ord:  
Det kan have betydning for dig, hvad ANDRE har lagt ud på nettet om dig.

Selv om du omhyggeligt passer på og tager ansvar for, hvad du selv lægger ud, er det andres “udlæg”, der er med til at danne det elektroniske omrids af dig på nettet.

Grunden til, at jeg endnu en gang tager dette op, er Urbans forside  forleden: ” Vi er frygtløse og  naive på nettet”. Urbans Gallupundersøgelse viser, at kun 3 ud af 100 mener, at der ligger oplysninger på nettet om dem, som giver et dårligt indtryk.

Det er sikkert sandt for rigtig mange, måske lige frem for de fleste,
men det sete afhænger af øjet, der ser.

Så længe, der er så mange utrænede i at afkode, hvad der står, og hvilken sammenhæng ord og billeder skal ses i, og så længe, vi ikke har vænnet os til at afkode os som hele mennesker skabt af mange indtryk og informationer, der ligger på nettet, bør man være påpasselig.

Men hvor langt skal vi gå i paranoiaen?
Jeg synes, der er  sket en bevægelse mod en meget større forståelse af, hvad der bør være på nettet, og hvad der bør holdes i private rammer. Hvis du ser hvad de interviewede i Urban artiklen svarer, når de spørges, om de er særligt påpasselige på nettet, svarer de
- Jeg tænker meget over det. Alt hvad der går længre end det klassiske drukbillede, ville jeg aldrig lægge ud.
- Jeg tænker mere over, hvem jeg giver adgang på facebook
- Jeg prøver altid på min blog at se tingene fra en positiv synsvinkel
- Jeg er meget kontrolleret med, hvad jeg lægger ud på min blog og min hjemmeside

Dejligt. Men igen, det er hvad de selv lægger ud. Det er ikke, hvad de andre lægger ud om en. Og nogle gange handler konversation på nettet om at være hurtigst med et kvikt svar –  nogle gange lidt for overkvikt.

Jeg synes, det er dejligt, at så mange er frygtløse. Vi skal have lov til at slå et slag med halen engang imellem, og ikke alt kal foregå på arbejdsgivernes prlmisser, sådan som én af de interviewede også komenterer i Urbans artikel.
I bedste fald er det fordi der vitterlig ikke er noget at frygte, men i værste fald har folk svaret til Gallupundersøgelsen uden at have tjekket, hvad der ellers er lagt ud om dem derude.

Man kan selv være elitebilist, men det er idioten i overhalingsbanen, der er skyld i ulykken.

Det er en ganske særlig dag i dag, mandag den 7. december, og jeg mener ikke på grund af klimatopmødet. I dag er det ti år siden jeg åbnede sitet tvillinger.com, et site, der startede med nogle få sider om tiden efter fødslen frem til skolegangen, og som i dag er Nordens største hjemmeside for og om tvillinger med tvillingebutik og ni onlinegrupper samt et forum for dem, der har mistet deres medtvilling.

Hvorfor er det interessant at blogge om på denne blog, der ellers handler om virtuelle fora?
Jo, fordi denne hjemmeside har netop været dén, der førte til, at jeg i dag rådgiver om virtual communities og sociale medier. Her er forklaringen:
Jeg er journalist og mor til enæggede drenge, der i dag er 19 år. Da jeg arbejdede som fastansat på DR, besluttede jeg at lave en multimedieproduktion om tvillinger, fordi jeg mente, der manglede en sådan. Ikke meget stof kunne man finde på dansk om tvillinger, og når jeg nu både havde tvillinger og evnen til at formulere mig, var det oplagt, at jeg skulle lave en sådan.
Jeg budgetterede med TV-programmer, DVDer, eller CDIer, som de hed dengang, undervisningsvidoer, lysbilledshow ( ja, det ER ti år siden), håndbøger og fagbøger, og til slut i budgettet havde jeg et punkt, der hed Hjemmeside. Budgettet var på 8 millioner, som jeg søgte forskellige steder, men jeg fik afslag på afslag. Undtagen fra Journalistforbundets Ophavsretsmidler, der gav mig 56.000 kroner til at virkeliggøre det, der stod nederst på listen – en hjemmeside. Det blev til tvillinger.com, men kun fordi jeg var superheldig:

På samme tid åbnede det, der i dag kendes som Netdoktor.dk, en af pionerene inden for onlinefællesskaber og portaler. Dette nyskabende sundhedssite var stiftet af en læge Carl J. Brandt, og en journalist, Rune Bech, og jeg fik et møde med de to, hvor jeg fortalte, at jeg ville lave et site om tvillinger. De viste mig en stor tiltro og sagde, at de gerne ville linke til mit site, hvis der var tilstrækkeligt professionelt stof deri. Og, hvad endnu mere væsentligt var, de forærede mig tre dage med optræning i at lave hjemmesider,  i Front Page, så jeg tog til Svendborg og lærte fra bunden, hvordan man lavede hjemmesider. Min lærer fik senre tvillinger selv!!

På forhånd havde jeg planlagt indholdet, vidste jo som tvillingemor udmærket, hvilket stof, der skulle lægges i sitet, og manglede blot kompetencen til at lave hjemmesiderne. Den fik jeg, og det betød et tigerspring for både tvillingesitet, og for de mange andre hjemmesider, jeg har kastet mig ud i siden.
Jeg sagde mit job op og startede som selvstændig og åbnede tvillinger.com i december 1999 fuldstændig uden at vide, hvilken konsekvens det fik. Jeg havde troet, jeg skulle drive almindelig freelancevirksomhed og havde ikke nogen anelse om, at denne hjemmeside kom til at ændre min tilværelse:
Et par uger efter åbningen af tvillinger.com skrev en mor til mig: Fint, du har oprettet sitet, men kunne du ikke oprette en postgruppe for tvillingeforældre.
Jeg anede ikke, hvad kvinden mente, og hun forklarede mig det meget enkelt, at en postgruppe var et sted, hvor man på Internettet kunne mødes og dele erfaringer med andre uden at mødes i virkeligheden. En måned efter var  listen oppe at køre.

Selvfølgelig kunne en sådan oprettes og i skrivende stund har den liste netop rundet 915 medlemmer. Den blev stiftet 7. januar 2000.
Hvad jeg ikke var klar over var, at jeg nu havde samlet det, der i fagtermer hedder et community, et sted på nettet hvor man ikke alene finder oplysninger, information og fakta, men også er i stand til at dele viden og erfaringer med andre med henblik på at udvikle og lære nyt.
I dag er tvillingesitet begavet med 9 postgrupper, hvoraf den allerførste klart er den mest aktive. Tvillingesitet er stort, velbesøgt og velrenommeret, men ikke specielt indtægtsgivende – det kunne det godt blive, hvis jeg valgte at prioritere de kommercielle kræfter her – men jeg bruger det snarere som et 100 procents pilotprojekt til at afprøve nyt ting på nettet. Jeg har åbnet en mindre internet forretning, og jeg er i gang med et eksperiment, hvor tvillingeforældre fra hele Danmark bidrager online til skrivningen af en bog med gode råd til andre forældre. I begyndelsen fik jeg også mange tip til historier, som jeg kunne sælge freelance, ligesom det har givet mig en række utrolig vigtige internationale kontakter.
Jeg udgav også i de første år som freelancer to bøger om tvillinger, en om de første ti år og en om voksne tvillinger, holdt foredrag om adskillelse, skolegang mv. og arbejdede en del med at holde foredrag om tvillinger for både forældre og fagpersonale. Men selv om jeg på grund af dette engagement i tvillinger i mange år var mest kendt som ”hende med tvillingerne”, lever jeg i dag af noget andet.

At forstå hvordan communities virker og se potentialet i, hvad de kan bruges til flyttede min virksomhed et helt andet sted hen. Det gik op for mig, at Internettet ville byde på mange flere muligheder for communities, og at jeg ville kunne lave mig en forretning med rådgivning om disse.

Det er dét, jeg lever af i dag – men tvillingestoffet er present hele tiden – jeg er i gang med endnu en bog om voksne tvillinger, der skal udkmme i 2010, og da tvillinger aldrig bliver umoderne, vil mit site formentlig også tage ti år mere  – men hvem ved hvordan det ser ud til den tid.

Gymnasieelever skal både tage kørekort til bil og sociale medier - gerne sammen med deres lærer

Jeg har flere gange slået til lyd for et kørekort til de sociale medier.
I samarbejde med den webkyndige gymnasielærer (med meget mere!) Anders Stubkjær er jeg begyndt at se nærmere på ét, der kan gælde for undervisningsverdnen, altså for lærere og andre undervisere, der dels selv skal forstå og selv skal anvende de sociale medier i undervisningen, dels skal videreformidle en fornuftig brug af disse medier.

Ikke færdigheder, men færdselsregler
Et kørekort tænker jeg ikke som et PCkørekort, der mestendels handler om at tilegne sig færdigheder inden for forskellige programmer.
Et kørekort til de sociale medier er snarere en form for mindstemål af forståelse for samtalen og dens konsekvenser på nettet, en forståelse for færdselsreglerne på de sociale medier.

Anders og  jeg har i første omgang skrevet en artikel til Gymnasieskolen om dette emne set i forhold til gymnasielærere.  Vi skal senere følge dette op på den årlige, meget besøgte og populære todages konference Uddannelsesforum, “årets opdatering for alle , der arbejder med it, medier og læring”, som den kalder sig.
(Harddisken sender live derfra lige som sidste år)

Her er et par af vores bud på, hvad et kørekort bør indeholde. Flere punkter kommer sikkert til – og læseren, du, er velkommen til at spille ind.

1. Forstå samtalen og eksponeringen i de sociale medier
At færdes i de sociale medier er at ligne med at færdes i ét stort samtalerum. Rigtig mange bruger de sociale medier ensidigt til i tidens ånd at eksponere sig selv, men grundlæggende er de sociale medier netop sociale og forlanger, at man er indstillet på dialog. At indgå i samtaler kræver forståelse for samtalekunst og respekt for andres synspunkter. Det kræver klarhed på grænserne for hvad man selv kan udtrykke, og hvad man kan kommentere andres udsagn med.
Det kræver også en forståelse for konsekvensen af, hvad man siger på nettet. Alt for mange siger/skriver ting, som de ikke kan overskue konsekvensen af på længere sigt.

Den voldsomme eksponering kan også give bagslag på andre områder. En elev kan af mange personlige årsager frabede sig at være synlig på nettet, og dette skal man som lærer forholde sig til og ikke bare forlange deltagelse på grund af et undervisningsmæssigt formål. At eksponere forskellige typer af elever kan også indeholde dilemmaer – vil den bogligt svage blive yderligere eksponeret, når han bliver bedt om at skrive en blog, der kan læses af alle?

Undervisning bør derfor indeholde en diskussion af, hvor grænserne går for, hvad man kan sige, hvem man siger hvad til, hvad fastholdelsen af information betyder for indhold og form i det, eleven skriver, og diskussion af hvem man forbinder sig med, altså en fornemmelse af hvilket netværk det er, man langsomt væver sig selv ind i.

2. Vær kommunikationskritisk
Igennem flere år har andre end eleverne selv fungeret som en form for gatekeepere eller filter og sorteret på vegne af eleven/læseren. I takt med at internettet kan tilgås af alle, og omfanget af information på nettet er så stort, kan jobbet som gatekeeper kun i begrænset omfang fungere. ( Hvis man i dag skulle følge med i alt, hvad der ligger på internettet, skulle man dagligt læse fire bøger! skriver Morten Bay i sin nye Homo Conexus)
Den enkelte elev er nu sin egen gatekeeper og skal selv opstille filtre, især på de sociale medier. I undervisningssammenhæng vil det derfor være vigtigt, at eleven lærer redskaber til at sortere og filtrere i informationer, samt hvem der skal have adgang til informationer, man selv efterlader i de sociale medier.
Det handler imidlertid ikke kun om at begrænse og filtrere, men også om at lære at fylde nok i filtrene for at kunne uddrage essensen. En opgave for underviseren er derfor også at sikre, at eleven trænes i at tænke i at sammenholde mangfoldige kilder og udvise kildekritik. At en vigtig oplysning hurtigt og nemt kan hentes via Twitter eller et onlineforum, er ikke det samme som at den er sandheden selv, men den kan faktisk godt være det eneste og det rigtigste sted, oplysningen ligger.

3. Kend Netetiketten
At samtale online kræver også et kendskab til netetikette. Hvordan diskuterer man i fora, hvordan er man konstruktiv, hvordan give man den viden tilbage, man har modtaget. De fleste elever er godt trænede i at MSNne, SMSsem, Skype og chatte, men netetikketten følger ikke automatisk med en teknisk færdighed. Ud fra et undervisningssynspunkt bør omgangen med sociale medier indeholde en undervisning i netetikette, sober videndeling og konstruktiv debatform. Ligesom den skal indeholde bevidstgørelsen om, at et forum med videndeling kun virker, hvis man selv tager ansvar og bidrager, og ikke kun er en der suger fra andre.

4. Slet sporene
Internettet er ét stort arkiv, der fastholder bits og bytes, så snart de er lagt ud på nettet. Mange ved ikke hvordan man sletter oplysninger, og selv om man selv sletter oplysninger på sociale fora som facebook er ikke det samme, som at de for ever er væk fra nettet. Eleven bør lære, hvordan man jævnligt tjekker, hvad der ligger på nettet om en selv, og automatisk kan følge med, hvis ens navn bliver nævnt. En undervisning bør indeholde, hvordan man sletter sine spor på nettet, ligesom skolen pr rutine bør slette opgaver, der er løst på åbne platforme på nettet. En gammel blog, der er lavet i en undervisningssammenhæng vil ofte dukke op på en søgning på elevens navn, når vedkommende er færdig med gymnasiet og kommet ud på arbejdsmarkedet, alene af den grund, at der ikke foreligger så forfærdelig meget andet om vedkommende på nettet.

Hvad skal mere med ? Vi modtager gerne indspark.

De gode folk på Komfoapps bliver ved med at sprøjte det ene nyttige redskab efter det andet ud, som kan bruges af virksomheder i forhold til markedsføring på facebook.

Her er deres  nyeste: Guide til bannerannoncering på facebook

Her er deres Guide til facebook-sider ( pages) for virksomheder

og den, de udgav først i rækken:
Guide til hvordan man “styrer sit privatliv” ( hvis dette kan lade sig gøre…) på facebook

Hvornår kommer bogen , Komfoapps??!!

Indfør et onlinekørekort som obligatorisk kursus på arbejdspladserne.

At det ikke har været særlig svært at finde ud af navnet på en erhvervskvinde, der blev inddraget i en kokainsag, trods et navneforbud, og at fortrolige bankoplysninger er blevet lækket på nettet i forgangne uge får nu politikerne til at melde, at man skal se nærmere på, om lovgivingen omkring hvad der må skrives på nettet, er tidssvarende, for at folk ikke kommer i klemme.

Bøder er ikke vejen frem
Jeg kan godt være enig i, at det vil være nyttigt med et eftersyn for at se, om man skal opdatere regelsættet, men jeg mener egentlig , at lovene meget langt hen ad vejen dækker godt nok.  Problemet ligger snarere i, om det almene kendskab til de almindelige færdselsregler i sociale medier er tilstrækkeligt hos en del af befolkningen.

Dengang automobilen kom frem, var der også mange, der ville have den forbudt, fordi den var farlig, og jeg er sikker på, der også opstod mange truende situationer, indtil alle havde lært at tæmme bilen, fundet et regelsæt for anvendelsen af den, og gjort sig egne erfaringer med at sidde bag rattet.

Det er lidt det samme her: Sociale medier er også nye for mange. Vi skal lige vænne os til, hvordan de fungerer, og så skal vi såmænd nok kunne håndtere dem fornuftigt, uden at vi behøver at blive truet med større bøder.

Hurtig og effektiv online-undervisning
Det er uhyre nemt at komme til at sige for meget på nettet. At skrive på nettet er flygtigt, hurtigt, umiddelbart og ind imellem ugennemtænkt. Men store bøder for at kvaje sig tror jeg ikke er vejen frem mod en bedre brug af de sociale medier. 
Hvad der er nødvendigt er, at befolkningen får et kørekort til at færdes på nettet.

Nu har vi i efterhånden mange år haft et IT-kørekort, som dybest set lærte den enkelte, hvordan forskellige ITprogrammer fungerer.

På samme måde mener jeg, vi bør arbejde med at give den enkelte et onlinekørekort, der gør den enkelte i stand til at forstå den form for elektroniske samtale, der finder sted på nettet. Et kørekort, der hjælper den enkelte med at forstå både grænser og muligheder i den samtale, der foregår på nettet.

Ikke kun hjælper den enkelte til at forstå, hvor fælderne og faldgruberne ligger, men et kort, som også hjælper den enkelte med at bruge samtalen og dialogen på nettet konstruktivt.
Præcis som med et kørekort til en bil: Vi skal ikke kun vide, hvor bremsen sidder, men også hvor speederen sidder, og vi skal kende såvel fartbegrænsingerne som det at læse et kort, så vi kan komme hele verden rundt.

Vi kunne med e-mail
Vi fandt ud af det med e-mail: Også her var der i starten rigtig mange, der dummede sig, men i dag ved enhver, hvor grænserne  går for, hvad man kan og bør skrive i en mail, og enhver har glædet sig over effektiviteten  i den hurtige kommunikation. At der stadig finder fejl sted, at der stadig er nogen, der sender kædebreve videre, sender spammails eller skriver hemmligheder de ikke burde, vil være uundgåeligt, ligesom der også altid vil være nogen, der kører for stærkt på vejene. Men hovedparten kan godt finde ud af at håndtere både bil og email.

Indfør kørekort på arbejdspladserne:
På samme måde vil dette finde sit leje, men formentlig bedst hjulpet på vej af en egentlig skoling:
Man kunne indføre obligatoriske dage på arbejdspladsen, hvor man får en indsigt i, hvad der er lovligt, og hvad der er fornuftigt at skrive på nettet.
På disse dage kunne man tillige få hjælp til at forstå, hvordan de sociale medier egentligt virker – for mange fejl opstår, fordi folk simpelthen ikke er klar over, hvordan de fungerer – og man kan få en indsigt i, hvordan medierne kan bruges på en fremadrettet måde – også til gavn for en arbejdsplads.

Det behøver ikke være alverden - en eller to gå hjemmøder, lidt praktisk træning og sund fornuft. Og vi bør indføre et online-kørekort til alle aldersgrupper. Det er bestemt ikke de unge, der laver de største brølere.

Tidslinie over sociale netværk

Jason Clark, kreativ direktør hos VIA internet studio, skriver i iMedia Connection en glimrende artikel om, hvorfor Twitter ikke får den helt store gennemslagskraft  trods en massiv hype lige nu , men snarere langsomt vil finde en nicheplads blandt mange andre sociale netværk, og at den store opmærksomhed er ufortjent – kun 30% kommer tilbage anden gang efter at de har oprettet en profil, hvilket betyder at syv ud af 10 ikke vender tilbage.

Han taler primært om twitter som markedsføringskanal og svinger virkelig pisken over Twitters model (min oversættelse):

Twitter synes at være stolt af det faktum, at det ikke har nogen forretningsmodel. Jeg forestiller mig snarere, at selskabet ønsker at holde liv i den hastige vækst længe nok til at sælge selskabet for et par milliarder dollars. Det er fantastisk til at Twitte, men når platformen bliver forældet og går samme vej som Friendster, vil markedsføringsfolk, der er prædiker Twitter nu, hellere have et alternativ.

Også brugernes selvopfundne sprog får én på hatten:

Den begrænsede og obskure nomenklatur (RT, @ brugernavn, # osv.) vil forvirre masserne. Det enkle funktionalitet , som Twitter står for vil også føre til en overflod af konkurrencen inden for de næste par måneder, med virksomheder som efterligner mikroblogging.
Der er ikke nok i Twitter, til at det kan holde sig på toppen. At være først er ikke en garanti for, at du holder længst.

Jason Clark henviser til, at Google Wave snarere har et vigtigt og langtidsholdbart paradigmeskift i sig. Google Wave er en funktion, der endnu ikke er udviklet færdig endnu. Dens hovedformål kan være svær og meget kompleks at beskrive, men sådan som jeg har forstået det, prøver Google wave at samle alle de samtaler, der finder sted på nettet på forskellige platforme og gøre dem tilgængelige her og nu for andre, der vil følge med i hinandens mail, chat, dokumentskrivning mv.
Det er ikke helt klart endnu, hvordan det kommer til at virke, og Google har da også bedt udviklere verden over om at bidrage til udviklingen. Det er iøvrigt to danske brødre Lars og Jens Rasmussen, der er blandt hjernerne bag.

Se her en timelang ! introduktion til fænomenet:

Jason Clark konkluderer om Twitters nytte i markedsføringsøjemed:

Der er et stærkt kontingent af mennesker, der har til hensigt at gøre marketing gennem online sociale mediertil en levedygtig industri.
Fint nok, så længe vi ikke bruger dette som en undskyldning for at surfe på nettet hele dagen, i forsøget på at finde måder at omtale vores produkter eller tjenesteydelser.
At deltage i det sociale web vil være nyttigt for en vellykket markedsføring  af virksomheder, men ikke afgørende. Online community er hyper-følsomme over for markedsføringstaktikker, og så snart et social media marketing værktøj bliver fyldt med spamagtige meddelelser, bliver det straks irrelevant.

Jeg har tidligere blogget om både, hvordan man inddeler sine venner i grupper . Det har længe været et af de mest læste indlæg på mit site, og det kan jeg godt forstå, for det er simpelthen ikke til at finde ud af – hvis man spørger facebook…

Nu har Komfo, som jeg holder et seminar om facebook i arbejdstiden med den 11.juni, begået en nem 8 siders vejledning med illlustationer, der gennemgår det allermest grundlæggende man skal huske, når man er på facebook.

Hent den ned, brug den, og spred den til andre, der bør have “Det lille kørekort” til facebook.